Selvudvikling

Anna Mejlhede: Kunsten at leve med sig selv – præcis som man er

At leve med sig selv – lige præcis som man er – uden at stikke af, dét er en af livets største udfordringer. For hvor tit stikker vi ikke af ind i en fin lille historie om os selv?

For et stykke tid siden var jeg til en 18-års fødselsdag i familien. Der blev spist og snakket og naturligvis holdt taler – også den obligatoriske af slagsen, som mange af os grundigt over de 40 ynder at holde for unge under de 20. Aftenens unge fødselar mødte heldigvis det hele med et varmt, overbærende smil ... Men pludselig rejste en kvinde sig op og holdt en tale, der, selv om den var aftenens absolut korteste, skød sig direkte ind i mig som en patron, der ikke slår én ihjel, men som ændrer hjertets måde at slå på: ”Livet er fyldt med lange relationer, og de kræver, at man lærer at bære over og tilgive ..,” sagde hun, mens der blev nikket samtykkende rundtomkring ved bordene. Kvinden så det og smilede: ”Mest af alt er det dig selv, du skal lære at bære over med, for du skal lære at tåle, at dem, du er tæt på, ser dig, ligesom du er – også med alt det, der er irriterende og ubehageligt. Du skal øve dig i at tåle, at det hele bliver opdaget – uden at du stikker af!”.
 
LÆS OGSÅ: Lær at elske dine skyggesider
 
At leve med sig selv – lige præcis som man er – uden at stikke af, dét er en af livets største udfordringer. For hvor tit stikker vi ikke af ind i en fin lille historie om os selv? Et retoucheret billede, som vi leger er den hele og fulde sandhed om os, men som ikke holder til det ganske særlige lys, et menneske, der er tæt på gennem mange år, formår at lade stråle igennem én. Derfor er gamle og tætte venner en af de største gaver, vi kan få her i livet. Mindst lige så store gaver som livslange parforhold og tætte søskende. For disse mennesker, som man tør lade se én – ganske som man er, også når man ikke er hverken smuk, fantastisk, sød eller klog, eller når man alt for længe har givet mere væk af sig selv, end der i virkeligheden var – de kan hjælpe os med at føle overbærenhed, samtidig med at selverkendelsen rusker os lidt igennem. Selverkendelse – sådan helt ind i alle planer af éns person – kan jo næsten tage livet af én, for det kan være urimelig svært at blive ved med at kunne lide sig selv, når man breder det fulde billede ud. Men vi har ikke andet valg end at holde af os selv – på trods af det hele! Bære over med os selv og lade være med at stikke af fra os selv eller fra de mennesker, der er så tæt på os, at de ikke kan undgå at se os, sådan som vi også er.
 
Det kræver jo monster-mod at turde møde sig selv, sådan som man er hele vejen igennem. Som den mor, man er – trods alt det, man forsøgte ikke at være og ikke at gøre. Den kæreste, man blev – og som man ville ønske, man kunne skubbe langt væk fra sin egen person, men som er smerteligt til stede i én, trods alle forsøgene (fordi kærlighedsforhold for nogle af os åbenbart er forbandet svært ...).
 
At kunne og turde sige: Ja, det var sådan, jeg var. Det var sådan, jeg gjorde – og hold da kæft hvor var det tåbeligt, hjerteløst, eller hvad det nu end kan have været. Og alligevel holde af sig selv.
Sådan set er det kun ved at se og bære over med os selv, vi kan ændre på noget – tage fat i et lille hjørne og begynde derfra.
 
Hvordan skulle vi også kunne finde plads til at tilgive andre, der har opført sig som idioter, hvis ikke vi tør begynde med at se – og tilgive – den idiot, vi selv var? Ja, hvordan skulle vi kunne ændre på noget, vi gør, hvis vi hader den, vi er?
 
 
Har du lyst til at skrive et indlæg om, hvad der optager dig, så send os mellem 300 og 500 ord på [email protected]
 
Læs andres indlæg og få mere info her
Læs mere om: