Anna_Mejlhede_brevkasse
Annas brevkasse

Min mor har mødt en yngre mand på nettet. Og der er noget, der bekymrer mig

25. oktober 2023
Af Anna Mejlhede
Foto: Betina Fleron
"Min mor er tydeligt glad, og han virker sød og rar, men når min bror og jeg spørger ind til hans liv, lukker han effektivt i." Læs brevet til Anna Mejlhede.

Hej Anna

Min dejlige, ungdommelige mor, der har været alene i fem år, efter at min far døde, har forelsket sig over hals og hoved i en meget yngre mand.

Hun er 71, han er 52. De har lært hinanden at kende over nettet, og efter bare to middage og en weekendtur sammen er han flyttet ind i min mors villa.

Min mor er tydeligt glad, og han virker sød og rar, men når min bror og jeg spørger ind til hans liv, lukker han effektivt i. Min mor har bedt os om at blande os udenom.

Faktisk sagde hun direkte, at vi skulle holde os væk, hvis vi kun var negative overfor hende og hendes nye kæreste. Anna, hvordan råber jeg min mor op?

Er hun blevet helt blind eller forblændet? Jeg er jo bare bange for, at hun bliver snydt af en kynisk svindler.

Mange hilsner fra

den mistroiske datter

Kære mistroiske datter

Nogle siger, at kærlighed gør blind. Jeg tror tværtimod, at den gør seende. Kærlighedens lillesøster, forelskelsen, har det derimod med at sløre såvel syn som dømmekraft.

En psykolog, jeg kender, sagde engang med et stort grin, at hun helst ikke tog nyforelskede mennesker i behandling.

Ganske enkelt fordi de alligevel var fuldstændig uden for pædagogisk rækkevidde. Hun bad dem som regel om at vende tilbage efter et par måneder, når hjernen var slået til igen.

Måske skal du og din bror også give din mor lidt tid? Ofte er det sådan, at vi bedst råber andre op ved at tale sagte.

De vigtigste budskaber siver ikke rigtig ind, hvis de serveres for bombastisk. Tænk på, at efter fem ensomme år føler din mor sig pludselig set igen på den måde, man bliver det, når man deler liv og hverdag med et menneske, som viser en kærlighed og opmærksomhed. Det er en stor ting for hende.

Jeg tror derfor også, at både du og din bror bliver nødt til at tage udgangspunkt i, at din mor føler sig lykkelig over denne mands tilstedeværelse i hendes liv.

Aldersforskellen i sig selv sætter ikke mine alarmklokker i svingninger, når jeg læser dit brev her. M

en ligesom dig finder jeg det bekymrende, at din mors kæreste er så lukket omkring sig selv og sin historie. Naturligvis kan der være mange grunde til hans tavshed. Også nogle der ikke er ensbetydende med, at manden så er svindler.

Jeg vil foreslå, at du og din bror gør jer umage med at lære jeres mors nye kæreste at kende.

Prøv, om I kan stille personlige spørgsmål på en måde, så det ikke lyder som et forhør men helt almindelig, venlig interesse.

Det er vel ikke unaturligt at interessere sig for det menneske, der er flyttet ind i jeres mors hus og liv.

Hold jer så tæt som muligt på jeres mor, så hun hele tiden ved, at I er der. Kom med forslag til middage og små-ture sammen med hende og kæresten, så I har et bedre grundlag for at finde ud af, hvad der er på spil.

Hvilke intentioner din mors kæreste har, ved hverken du eller jeg – og muligvis heller ikke din mor.

Men så længe hun ikke ligefrem kaster sig ud i at gifte sig med ham, så omslut dem begge med tålmodighed, velvilje – og vågen opmærksomhed.

Kærlig hilsen

Anna

Står du i et dilemma eller i en svær situation? Skriv til præst og forfatter Anna Mejlhede, anna@soendag.dk

Redaktionen forbeholder sig retten til at forkorte i brevene, og kun spørgsmål, der bringes i bladet, kan forvente svar.

Vil du lytte til femina update? Så lyt til vores podcast, hvor vi en gang om ugen dykker ned i en af de største historier fra vores verden og folder den ud for dig. Du kan lytte til podcasten i appen Ally, i Apples podcast-app eller på Spotify:

Læs også