Kan man tillade sig at tysse på et voksent familiemedlem?

Kære Anna

Jeg har lige været på en dejlig tur sammen med nære familiemedlemmer. Vi var tre kvinder og en ung mand i 40’erne. De to kvinder var henholdsvis 41 og 59. Jeg selv er 75.

Mit spørgsmål går på, hvad man kan tillade sig at sige til hinanden. Kan man tillade sig at sige ”Ti stille” til nogen, i dette tilfælde mig, adskillige gange? Jeg er jo altså 75 år.

Og når man får at vide, at man skal tie stille, så bliver man tavs og måske en anelse mut, da man ikke ved, hvornår man bliver irettesat, hvilket man ikke har lyst til.

Jeg følte, jeg blev tålt, men ikke respekteret. Jeg følte det som værende nedværdigende og uopdragent. Og jeg påtalte, at det kun var børn, man tiltalte på den måde.

Da jeg påtalte det, fik jeg at vide, at jeg skulle have sagt fra noget før. Men ville det have hjulpet noget, eftersom ingen af dem har givet en undskyldning eller nævnt det med et eneste ord?

Kun manden undskyldte, og det var de to kvinder, som kom med udtalelserne.

Vi er alle veluddannede og klarer os godt. Jeg selv går 16.000 skridt hver dag og svømmer tre gange om ugen for at holde skavankerne i ave.

Jeg anser mig selv for at være særdeles vidende og orienteret rent samfundsmæssigt. Det ramte mig så hårdt, at jeg stadig græder over det. Er det uopdragent, eller er jeg gammeldags?

Med venlig hilsen,

den skuffede

Kære skuffede

Jo tættere man er på hinanden, des mere kan man tillade sig at sige. Når vi ved, at det, der bærer vores relation, er kærlighed og respekt, falder små stikpiller ofte knapt så hårdt.

Jeg kan nu godt forstå, at du følte dig utilpas ved at blive irettesat på den måde, du her fortæller. I min optik taler man heller ikke til børn i så nedladende en tone. Det lyder ærligt talt underligt, at din familie følte sig kaldet til at opføre sig sådan over for dig.

At sige fra i tide er – selv om man skulle tro, det var løgn – noget af det sværeste at lære. Men det er ikke for sent for dig at bede din familie om at tale ordentligt.

Fortæl dem, at ord ikke er ligegyldige. De skaber nemlig ofte, hvad de nævner. Og når du gentagne gange får besked på at tie stille, så mister du jo modet på at deltage i nogen form for samtale.

At sige fra kræver ofte, at vi føler os trygge i, at vi gerne må. Når det er i relation til vores nærmeste, handler den disciplin også om, at vi siger fra på en sådan måde, at de hele tiden kan mærke vores kærlighed til dem ulme under alt, hvad der siges.

Jeg tror ikke, at der er spor i vejen med din pli. Du lyder som et dejligt og aktivt menneske, som bare gerne vil deltage i samtalen.

Næste gang du er sammen med familien, så giv dig selv lov til at fylde lige præcis den plads ud, som er din. Det er der intet gammeldags over.

Kærlig hilsen

Anna

Står du i et dilemma eller i en svær situation? Skriv til præst og forfatter Anna Mejlhede, anna@soendag.dk

Redaktionen forbeholder sig retten til at forkorte i brevene, og kun spørgsmål, der bringes i bladet, kan forvente svar.