Brev til Anna Mejlhede: Er det bare mig, som er fej?

Kære Anna

Jeg sidder en sen nattetime og skriver. Min mand og jeg er netop vendt hjem fra en aften hos et vennepar, og jeg har en virkelig dårlig smag i munden.

En smag, der kommer af at have holdt mund, hvor jeg burde have sagt fra, tror jeg.

For manden, som er min mands ungdomsven, taler meget grimt til sin kone. Vi har kendt hinanden i fire år, og tonen, han bruger overfor hende, er blevet mere og mere nedladende det seneste år.

Han afbryder hende konstant. Kommenterer alt negativt. Kan ud af det blå finde på at sige til hende: ”Hvad KAN du egentlig?” Og hun KAN meget, skal indskydes, men har åbenbart besluttet at finde sig i det, i hvert fald indtil videre.

Når jeg har taget det op på tomandshånd, har hun slået det hen og sagt: ”Han mener det ikke så slemt”.

Min mand undskylder sin ven på samme måde og siger, at jeg tager tingene for tungt. Men hvorfor siger jeg ikke bare fra, kunne du spørge.

Måske er jeg for fej. Måske er der noget i mig, der siger, at de tre andre har ret, og at jeg tager fejl. Og måske er det derfor, jeg skriver til dig nu og spørger:

Hvad synes du, jeg skal gøre?

KH

Anne-Mette

Kære Anne-Mette

Du er ikke fej, fordi du tøver med at åbne munden og spytte det ud, der smager grimt. At spørge hustruen omkring det først er for mig at se et helt naturligt sted at begynde.

Især fordi det kan være svært at hitte rede i den dynamik, der findes i andres parforhold. Som du beskriver det her, blinker lamperne ganske vist også temmelig rødt inde i mit hoved!

Desværre er det ofte sådan, at vi kan vænne os til de mest besynderlige ting. Også det, der er skadeligt for os.

Den slags nedladenhed, som du her beskriver, kan snige sig ind i et samliv og langsomt bryde et menneske ned.

Hvorvidt det er tilfældet med jeres venner her, ved jeg naturligvis ikke. Men du fortæller, at det er blevet værre. Vil det dermed sige, at din mands ven altid har talt grimt til sin kone, og hvordan taler han i øvrigt til andre?

Måske kan du, næste gang I er sammen, spørge manden, om han er klar over hvilke tanker og følelser, hans tone vækker i andre?

Fortæl ham, at det er ubehageligt at høre på. Især fordi det rejser tvivl om, hvad der egentlig foregår imellem de to, og inde i ham.

Vi har både ret og pligt til at skride ind, når vi oplever et menneske blive nedgjort. Alt det der med, at ”Han mener det jo ikke så slemt”, eller ”Det er bare deres indbyrdes jargon”, lyder mere som dårlige undskyldninger end egentlige forklaringer i mine ører.

At du ikke for længst har sagt fra overfor ham, skal nu ikke slå dig ud. Den slags ER kompliceret at tage livtag med.

Jeg stod engang i præcis samme situation som dig. Og da jeg langt om længe nævnte det for manden, for hvem den grove tone var en selvfølge, tog han det ikke helt så ilde op, som jeg havde frygtet.

Over en solid drink bad han mig forklare, hvordan jeg hørte det, når han ”kommanderede rundt” med sin hustru, som i øvrigt også selv lyttede med.

Hvorvidt det med et slag ændrede alt imellem os til det bedre, er måske så meget sagt. Men alene det at pege på problemet, tror jeg, gør en forskel.

Så ret du blot roligt din ryg og fortæl, hvad der falder dig for brystet.

Kærlig hilsen

Anna

Står du i et dilemma eller i en svær situation? Skriv til præst og forfatter Anna Mejlhede, anna@soendag.dk

Redaktionen forbeholder sig retten til at forkorte i brevene, og kun spørgsmål, der bringes i bladet, kan forvente svar.