Brev til Anna Mejlhede: Er det et livsvilkår at have et mørkt sind?

Kære Anna

Jeg ved ikke, om der findes svar på det, jeg skriver til dig om. Men jeg kan lide dine kommentarer og betragtninger til andre, så nu prøver jeg alligevel.

Jeg hører og læser tit om mennesker, der siger, at de er ”født med et lyst sind”. Når de vågner om morgenen, er de i stand til at imødese den nye dag med tiltro til, at den nok skal blive god og fuld af muligheder, og når de lægger hovedet på puden om aftenen, kan de smide fortrædeligheder og uro fra sig.

Jeg oplever det stik modsatte. Hvor disse mennesker lever deres liv i dur, lever jeg mit i mol. Jeg er 50 år og kender ikke til andet.

Men jeg tænker mere og mere på, om jeg, bedre sent end aldrig, skulle gå til læge med mine overvejelser?

Tænk, hvis der var en diagnose og medicin, der kunne give mig en lettere gang på jorden. Omvendt har ingen lovet os, at livet er lutter lagkage. Måske er det et livsvilkår, som må accepteres at være mørk i sindet tit og ofte?

Venlig hilsen

Stine

Kære Stine

Selv de mennesker, der har et ”lyst sind,” oplever nedture og formørkede dage. Medmindre vi målrettet går efter aldrig at reflektere over noget som helst i denne verden eller føle noget, så er livtag med mørket en del af det at være menneske.

Det er de færreste, der valser fjerlet igennem tilværelsen, og selv den største glæde har hele tiden den ene arm rundt omkring den dybeste sorg.

Under alle omstændigheder synes jeg bestemt, at du skal drøfte mulighederne med din læge. Så vidt jeg er orienteret, kan visse ubalancer i vores hjerne mindskes ad kemisk vej.

Mange mennesker, som føler sig pakket helt ind i mørke, oplever en mærkbar forbedring ved at komme i medicinsk behandling.

Men ét er kemiske ubalancer. Noget andet er, hvad vi gør med de bekymringer, der har det med at snige sig ind alle steder, hvor der er den mindste lille sprække i os.

Des mere opmærksomhed vi giver mørket, des mere fylder det. Men jeg tror også, at det her i høj grad handler om personlighed.

Der findes ingen lov i verden, der dikterer, at ”glad” og ”ubekymret” er livets eneste sande grundtoner. At det udelukkende er dem, vi partout skal lære at gå i takt med. Vi er jo ikke ens.

Jeg hørte engang en læge sige, at hun af og til ville ønske, at hun kunne ordinere læsestof til sine patienter som supplement til medicinen.

Hvis du kan lide at læse romaner, så er det min erfaring, at de ofte er et sted, hvor vi kan føle os mødt og genkendt. For i litteraturen møder vi mennesker der, præcis som du og jeg, kæmper med at holde hagen oven vande.

Hvis jeg skal komme med et forslag, kan jeg anbefale dig en af Helle Helles romaner, f.eks. ”Ned til hundene.” Med ømhed og humor tager Helle Helle altid udgangspunkt der, hvor sårbarheden i et menneske bor.

Hun ved, hvad der rører sig i et menneskesind. Der er intet forkert i at føle sig ømskindet i forhold til alt det, livet skal kunne bære og rumme.

Ja, måske er det netop i den sårbarhed, at vi bedst mærker, at vi er mennesker.

Kærlig hilsen

Anna

Står du i et dilemma eller i en svær situation? Skriv til præst og forfatter Anna Mejlhede, anna@soendag.dk

Redaktionen forbeholder sig retten til at forkorte i brevene, og kun spørgsmål, der bringes i bladet, kan forvente svar.

Vil du lytte til femina update? Så lyt til vores podcast, hvor vi en gang om ugen dykker ned i en af de største historier fra vores verden og folder den ud for dig. Du kan lytte til podcasten i appen Ally, i Apples podcast-app eller på Spotify: