Tips & idéer

Strikkede strigler og nørdede nordmænd

Mød de to strikkende nordmænd Arne og Carlos, der nu har lavet en bog med strikkede dukker. Se et lille udpluk af de skønne dukker her














Strikketøjet har jævnligt været i mine hænder hele mit halv- og helvoksne liv, og jeg har stædigt strikket videre også i de år, hvor det var vildt pinligt at hive strikketøjet op af posen, og hvor ingen ville findes hverken død eller levende i noget hjemmestrikket. Nu har piben heldigvis fået en ganske anden lyd, for de gamle dyder, der maner til ro og eftertænksomhed, er blevet trendy igen, selv om ordet "håndarbejde" stadig skurrer gammeldags på den ufede måde i ørerne.

Til gengæld er der absolut ikke noget ufedt over de to strikkende nordmænd Arne og Carlos, som jeg er dybt fascineret af - hold op, hvor må de ha' det sjovt! De lagde ud med bogen om deres strikkede JULEKUGLER - på norsk udtales det "jylekyler"! Naturligvis med klassiske norske mønstre i hovedsagligt nydeligt rødt, hvidt og blåt, og nu har de gudhjælpemig lavet en bog med strikkede dukker. Og hvad værre er - jeg har i den grad fået lyst til at strikke de dukker, som har en garderobe så stor og alsidig, at de kan begå sig hvor som helst. Og naturligvis har Arne og Carlos også strikket sig selv. Med briller, skibukser og hele det norske udtræk. ELSKER dem!

Se lige Carlos og
Carlos i ens outfit!
Punker Lolita er en
suveræn favorit med
ring i næsen, kryb
på nederdelen - og
en sløjfe i den uldne
frisure
Milton (bare navnet!)
er lige sej nok i sine
uldne surfershorts,
hvor man lige akkurat
aner underbuksekanten,
der signalerer HIP!


I bogen møder vi blandt andet også Lolita, Kaja, Krystel, Ulla, Siv, Agnethe, Shirley og Milton, og lur mig om ikke, der er enkelte i Arne og Carlos' omgangskreds, der føler sig lettere karikeret - men forhåbentlig smigret. For tænk at blive strikket! Jeg er særlig glad for Lolita, når hun trækker i sit mest rå punker-outfit, ring i næsen - og lyserød sløjfe i håret.

Arne og Carlos' Strikkedukker er på 200 sjove og inspirerende sider, den koster 339 kr. og er udkommet på forlaget Koppelwrite.
Du kan vinde bogen, for vi trækker lod om 3 eksemplarer af Strikkedukker, læs mere her

Kom godt i gang med FEMINAs strikkeskole

Strik fine håndklæder