Tips & idéer

DIY: Pak gaverne pænt ind

Kender du det, at man får så fin en pakke, at man næsten ikke nænner at pakke den op? Med få hobbymaterialer og en hyggeaften i kreativitetens tegn kan du lave de fineste pakker med hjemmelavet indpakningspapir og unikke til og fra-kort.

Bløde pakker

 
Velour er hot lige nu, og også smukt at pakke ind i. Så skift den traditionelle rulle gavepapir ud med et par meter velour. Det kan nemt genbruges næste år.
 
Sådan gør du:
Køb møbelvelour og pak gaverne ind. Du kan ikke bruge tape, så brug en limpistol til at samle enderne. Vælg tre-fire farvetoner, der passer til hinanden. Og gå all-in med bånd af velour.
 
På billedet:
Lampe og vase fra Bloomingville. Velourstof og -bånd fra Stof & Stil. Timeglas fra Broste Copenhagen. Væggen er malet med farven 2336 New York fra Jotun.

 

Det naturlige look

 
Skab et naturligt genbrugslook med helt almindeligt brunt indpakningspapir. Lav små fine mini-juletræer af kviste og brug som pynt på pakkerne.
 
Sådan gør du:
Klip stammen og grenene til dine juletræer af kviste fra naturen. Lad dem være af forskellig længde. Sæt grenene på stammen med vindseltråd. Ståltråden må gerne kunne ses, så vikl den lidt skødesløst omkring.
 
På billedet:
Til og fra-klistermærker og stribet bånd fra House Doctor. Metalkurv fra Madam Stoltz. Brunt indpakningspapir fra Panduro Hobby. Gråt og sort bånd fra Gasa Odense. Bord fra Albers-Design og Interiør.
 

Flade sæbebobler

 
Er du den kreative type, der elsker at lege med nye teknikker, så kast dig ud i at lave dit eget gavepapir med sæbeboblemotiv.
 
Sådan gør du:
Bland blå og sort frugtfarve sammen, til du får den ønskede tone, og hæld den ned i sæbeboblebeholderen. Placér akvarelpapir i et stort plastikfad, og dæk dit arbejdsbord godt af med plastik eller aviser. Det sviner meget. Pust blå sæbebobler ud over papiret, de danner det skønneste mønstre, når de rammer papiret. Det kan kræve et par forsøg, inden man finder teknikken. Lad papiret tørre godt, inden du pakker gaverne ind.
 
På billedet:
Alle materialer er fra Panduro Hobby. Til og fra-kort fra House Doctor.
 
TIP! Sæbebobler fås i flere farver. Brug de færdiglavede blandinger, eller bland frugtfarve i den farveløse udgave.

Kort & godt

 
Hold dine gaver i sort og hvid, og lav til og fra-kort med sjove statements. Det skaber nogle smukke og grafiske pakker.
 
Sådan gør du:
Skriv forskellige ord/statements på computeren. Leg med skriftype og -størrelse, så det ser mest dekorativt ud. Print ud, og klæb dine statements på små kraftige kartonstykker. Skær overskydende papir af.
 
På billedet:
Gavepapir fra House Doctor. Knyttegarn fra Panduro Hobby.
 
TIP! Du kan enten lave generelle statements, eller du kan lave nogle helt personlige. F.eks. et citat, der passer til lige præcis den person, der skal modtage gaven.
 

Klip, og fold

 
Med karton i smukke farver kan du skabe de lækreste æsker, perfekte til små gaver.
 
Sådan gør du:
Du kan lave mange forskellige typer af æsker. Du kan lave denne ved at bruge skabelonen, som du finder nedenunder. Du kan også kopiere en æske, du har derhjemme, og som du synes er fin. ”Spræt” den op, og tegn faconen af på et stykke karton. Afmærk alle steder, hvor kartonet skal bøjes. Brug en prægepind. Fold herefter æsken, og lim den sammen.
 
På billedet:
Karton, prægepind og lim fra Panduro Hobby. Tags fra House Doctor. Snor fra Madam Stoltz.
 
TIP! Du kan finde inspiration til dine æsker mange steder. For eksempel smykkeæsker, æsker fra supermarkedet, eller prøv at købe æsker hos din lokale thai-takeaway. De små thai-bokse kan nemt sprættes op, kopieres og laves i farvet karton.
 
Herunder finder du skabelonen
 

Læder-tags

 
Læder er altid lækkert, og julegaver med læder-tags, som du selv har præget, er den sikre vinder.
 
Sådan gør du:
Gå efter læderrester eller -strimler. Det er ikke så dyrt som et stort stykke læder. Brug et prægesæt med bogstaver til at skrive i læderet. Du skal bruge en hammer og et hårdt underlag, når du banker bogstaverne ned i skindstrimlen. Tryk et hul til bånd med din hultang.
 
På billedet:
Stor kasse og gavepapir fra House Doctor. Velourbånd fra Stof & Stil og Panduro Hobby. Læderstrimler fra Panduro Hobby. Prægesæt med bogstaver fås i Panduro Hobby og hos læderforhandlere.
 
TIP! Du kan også sætte en nøglering i din læder-tag. Så kan den bruges til nøglerne, når den er færdig med at sidde på pakken.

Find mange flere idéer til din hyggelige jul på femina.dk/jul