abort
Samfund

Det er et år siden, USA fjernede retten til abort: Sådan har det påvirket landet

26. juni 2023
Af Trina Nielsen
Foto: Anna Moneymaker/AFP/Ritzau Scanpix
Sidste sommer mistede kvinder i store dele af USA retten til fri abort, da det blev op til de enkelte stater at lovgive på området. Det har fået enorme konsekvenser.

Da den amerikanske højesteret for præcis et år fjernede retten til fri abort, sendte det chokbølger ud i især store dele af den vestlige verden.

Roe v. Wade-afgørelsen fra 1973, der ellers indtil da havde sikret den ret, blev omstødt, og i 12 måneder har det nu været op til de enkelte stater at lovgive om adgangen til abort.

New York Magazines kvindemagasin The Cut har oplistet de store konsekvenser, som kvinder og sundsfagligt personale har mærket det sidste år:

Mindst 14 stater har mistet retten til stort set alle aborter

Mindst 14 stater har forbudt næsten alle aborter, og vi kan se ind i, at det samme antal stater følger trop. Det vil sandsynligvis ske, hvis republikanerne vinder præsidentvalget i 2024 og fortsætter med at forbyde abort på nationalt plan.

Over 25.000 færre aborter er blevet rapporteret

Der var 25.640 færre aborter i de første ni måneder, efter Roe v. Wade-afgørelsen blev omgjort. Det har #WeCount, et forskningsprojekt koordineret af Society of Family Planning, opgjort. Brigid Alliance, som er en national organisation, der tilbyder praktisk støtte til abort, hjalp 30 procent flere i de første ni måneder, end de plejede at gøre.

Stater, der tillader abort, har ikke kunnet hjælpe alle abortsøgende fra stater, der har forbudt det

Der blev foretaget omkring 93.575 færre lovlige aborter i stater med abortforbud i de første ni måneder. Men samtidig steg det tal med omkring 69.285 aborter i stater, hvor abort er tilladt ifølge #WeCount. Det er uklart, om de resterende 25.640 abortsøgende blev tvunget til at fortsætte deres graviditeter eller fik adgang til abort på anden måde.

Klinikker i stater, hvor det stadig er lovligt, har gjort deres bedste for at hjælpe abortsøgende fra stater, hvor det er ulovligt. Det har gjort ventetiderne op til fire til seks uger lange. Men behovet er stadig for stort, til de kan følge med. Ifølge #WeCounts data opvejer stigningen i aborter i lovlige stater ikke for det enorme fald i aborter i stater med abortforbud.

Uklare abortlove har gjort det sværere for folk at få hjælp og pleje

Abortlovgivning er nu op til domstolene i hver enkelt stat. Og det har givet anledning til forvirring og kaos hos patienter og abortklinikker. Eksempelvis var der i Ohio et forbud mod at få abort efter seks uger, der gjaldt i tre måneder, før det blev sat i bero på ubestemt tid.

Og i Indiana var et næsten totalt abortforbud på plads i en uge, før det blev blokeret. #WeCount har fundet ud af, at stater, der ikke var klare omkring abortlovgivningen, oplevede et støt fald i aborter, selv efter situationen blev mere afklaret.

Mindst 66 klinikker i 15 stater er stoppet med at tilbyde aborter

I de første 100 dage efter Roe v. Wade-afgørelsen blev omgjort, stoppede mindst 66 klinikker i 15 stater med at tilbyde aborter, og 26 lukkede helt ned ifølge Guttmacher Institute. Mange abortklinikker tilbød også andre former for billig, reproduktiv sundhedspleje, og det er uklart, hvem der vil udfylde det tomrum.

Vold og hærværk mod abortklinikker og sundhedsfaglige er steget

I forvejen var vold og hærværk mod abortklinikker og dets sundhedspersonale steget de seneste år - men truslen mod dem er forværret markant i kølvandet på afskaffelsen af Roe v. Wade.

Senest i Illinois kastede en mand en brandbombe mod en klinik, fordi en tidligere kæreste fik en abort mod hans ønske. En ny uafhængig klinik blev beskadiget to gange i løbet af et par uger: Først da en mand gentagne gange kørte sin bil ind i bygningen, og senere da en anden person rev de midlertidige reparationer ned.

Flere, der søger abort, får piller online

I kølvandet på corona-pandemien dukkede der 32 online abortklinikker op. Inden da eksisterede der slet ingen. I 2022 steg det tal til 69 klinikker, der tilbyder aborter i 23 stater og D.C. Klinikkerne foretog omkring ni procent af alle aborter de første ni måneder efter afskaffelsen af Roe v. Wade. En stigning på fire procent sammenlignet med inden.

Patienter og abortklinikker kæmper i retten

Abortforkæmpere og abortklinikker tager flere sager i retten end nogensinde før. I begyndelsen af juni var 40 sager mod abortforbud anlagt ved domstolene. Blandt dem er sagsøgere, der har sagsøgt flere stater med den begrundelse, at abortforbud krænker deres religiøse overbevisning.

De usynlige omkostninger

  • De følelsesmæssige omkostninger ved at rejse langt for en abort
  • Hvordan forsinkelser i at få en abort påvirker patienterne
  • Hvor mange mennesker, der vælger ikke at blive gravide

Du kan lytte til femina update-podcasten i appen Ally, i Apples podcast-app eller på Spotify:

Læs også