underliv
Køn & identitet

Emma vil afmystificere fissen: "Jeg har ignoreret signaler fra mit underliv hele mit liv"

15. juni 2023
Af Trina Nielsen
For nogle år siden drømte Emma Libner om at rapportere fra fjerne steder i verden. I dag rapporterer hun fra et af de næreste steder på sig selv og andre kvinder: Underlivet. 

Emma Libner modtager ofte billeder af fremmede kvinders udflåd, detaljerede beskeder om heftig skedesvamp og spørgsmål om, hvor ofte andre kvinder egentlig onanerer.

Hun forsøger at svare alle og opdaterer ugentligt sin Instagram-profil med navnet 'kh underlivet' - altsammen i forsøg på at aftabuisere underlivet og fjerne den skam, som hun oplever, at det ofte er pakket ind i.

Det fortæller forfatter og underlivsinfluencer Emma Libner i det nyeste afsnit af femina updates podcast.

Her sætter hun blandt andet ord på, hvordan hendes underliv i mange år blot blev karakteriseret som noget, hun brugte til at tisse med. Så den blev kaldt tissekonen og havde det ene formål:

Podcast: femina update

Hver uge dykker vi ned i en af de største historier fra vores verden og folder den ud for dig i podcasten femina update.

Vi fortæller om de vigtigste agendaer, opsigtsvækkende fænomener og mest fascinerende personer, set gennem femina updates øjne.

Der kommer et nyt afsnit hver torsdag, og du kan lytte i appen Ally, eller hvor du normalt hører podcast.

– Men på et tidspunkt gav det ikke længere mening, at den kun var begrænset til det, når jeg kunne mærke, at den havde et meget større potentiale, siger hun og fortsætter:

– Der var bare ikke et sted, jeg kunne gå hen og sætte ord på, at det for eksempel føltes rart, når jeg rørte. Så det blev hurtigt forbudt, fordi der ikke var et sprog for det.

Egen skam

Selvom Emma Libners arbejde i dag er at forsøge at fjerne skam hos andre, er det også noget, hun stadig er i gang med at afvikle hos sig selv.

For eksempel, fortæller hun, at det tog tre år, før hun postede billeder af sexlegetøj på sin Instagram.

– Når jeg står i supermarkedet prøver jeg ikke at gemme mine menstruationsprodukter, eller skal på toilettet og skifte bind eller tampon, siger hun.

Den skam, hun oplever hos sig selv og andre kvinder, mener hun helt klart, bunder i noget kulturelt.

I den grad også i forhold til sex.

– Jeg har godt nok haft meget sex for andres skyld. Det var noget af det, jeg lærte i den kultur, jeg voksede op i i 00’erne - der blev kvindelig lyst portrætteret som enten for meget eller for lidt, siger Emma Libner.

Hendes rejse som underlivs- forfatter og influencer har i høj grad også handlet om at hele ting inde i hende selv, siger hun og fortæller, hvordan det psykiske har påvirket det fysiske:

– Jeg har ignoreret signaler fra mit underliv hele mit liv, til et punkt hvor jeg i dag har fået konstateret en tilstand, der hedder vulvodyni.

Hun slutter podcasten af med at fortælle, at hun er blevet mere rummelig over for, at det er okay ikke at kunne eller ikke at have lyst til at gennemføre et samleje. Og at det ikke er altid, hendes underliv kan alt.

– Nogle gange lugter den, nogle gange er den for våd, nogle gange kan den slet ikke blive våd - det er helt almindelige ting.

Læs også