Alle taler om hans bog. Men midt i al opmærksomheden skammer Glenn Bech sig særligt over én ting

Du taler i dine bøger om klassekamp. Hvad kan fiktion og sprog i netop den kamp?

Jeg kan gøre opmærksom på en problemstilling og iscenesætte den fra forskellige perspektiver. Bruge mig selv og alt, hvad jeg ved og har læst om.

Min bog har åbnet en klassedebat op for rigtig mange mennesker. No offence, men hvis man er ph.d. i sociologi fra et fornemt fransk universitet, og ens sprog er meget verdensfjernt fra gennemsnitsdanskeren, kan man bruge nok så meget energi, uden at få særligt mange med om bord.

Der har jeg i højere grad forsøgt at formidle denne her problemstilling på en måde, hvor folk kan forelske sig i karaktererne og følge med et jeg ind i en intim dannelsesrejse, som man kan slå sig på og opleve alle sider af.

I det miljø, jeg færdedes i på den progressive venstrefløj, var denne her debat svær at få øje på, før jeg udgav min bog. Jeg har skrevet den, fordi jeg selv manglede den, og fordi vi ikke havde debatten.

Du taler også om klasseskam. Hvad er det for en skam?

Min seneste skamfølelse handler om, at jeg var den, der “klarede den”. Den, der slap igennem nåleøjet, mens 99 andre ikke klarede den og ikke ser ud til at få bedre liv foreløbig.

At jeg har brudt statistikken giver ikke anledning til nogen stolthed lige nu. Jeg er flov over, at det blev mig, og jeg synes, det er synd for de andre.

Jeg bryder mig ikke om at blive hevet frem som eksemplet på, at det kan lade sig gøre, for jeg føler, at jeg er undtagelsen, der bekræfter reglen.

Det lyder måske bombastisk, men jeg har haft to gode år økonomisk, så jeg kunne egentlig læne mig tilbage og nyde det, men jeg har svært ved at give mig hen til det og føle, at jeg må nyde livet. For jeg har aldrig nydt livet, kun kæmpet.

Dine bøger har vundet priser og skabt masser af debat. Hvad betyder det for dig?

Det er jeg stadig i gang med at finde ud af. Det er gået meget stærkt. Min kompasnål står, som om jeg er i Bermudatrekanten.

Jeg er meget omtumlet. Jeg er superlettet og superstolt, og jeg er glad for, at den bog er nået så bredt ud, og at så mange har den reaktion, de har. Men det er også en byrde at bære, at skulle være rollemodel og tale om de her ting, hver eneste gang jeg møder op til noget.

Det er en byrde og et privilegie – jeg vil nødig virke forkælet. Men fra den ene dag til den anden er jeg gået fra et yderpunkt til et andet og skal pludselig sidde på tv og mene noget og skrive bidrag til aviserne.

Det er et kæmpe pres, nogle gange overvejer jeg, om jeg kan klatre ned fra det træ igen, for jeg har sagt det, jeg ville, og jeg kommer ikke til at få Mette Frederiksen til at ændre kontanthjælpsreglerne.

Jeg tror, at jeg laver en to’er, men jeg må indrømme, at jeg også har et øje på, hvor udgangen er.

Hvad drømmer du om at opnå med dine bøger?

Inden for kunst og litteratur drømmer jeg om at give miljøet en slags realitytjek: Hey, vi lever i et klassesamfund, og i kulturbranchen står det rigtig dårligt til med social mobilitet og nepotisme.

Jeg kunne godt tænke mig at udvide klassen for, hvem der kan tale med om hvad og hvornår.

Jeg er ikke en revolutionær type, der gerne vil brænde det hele ned, men en mere opbyggelig type, der gerne vil bygge bro hen over de modsætninger, som vi elsker at dyrke mellem mand og kvinde, land og by, hvid og brun, højtuddannet og lavtuddannet.

Interviewet blev udgivet i femina uge 24, 2023.

Vil du lytte til femina update? Så lyt til vores podcast, hvor vi en gang om ugen dykker ned i en af de største historier fra vores verden og folder den ud for dig. Du kan lytte til podcasten i appen Ally, i Apples podcast-app eller på Spotify: