Hun forstod ikke, de betalte hende 13.000 om måneden for at have det ”så grineren”. Men med årene var der noget, som forandrede sig

– Al den snak om ”de varme hænder” optager mig. Det er aldrig ”de varme hænder”, vi hører, aldrig handicaphjælperne og SOSU’erne og pædagogerne.

– Vi hører altid andre mennesker, der udtaler sig på ”de varme hænders” vegne.

– Men hvad laver de her mennesker egentlig? Hvad går deres arbejde ud på? Når vi hører, at færre og færre vil være pædagoger, SOSU’er og sygeplejersker, hvad skyldes det så?

Ordene er Stine Askovs. Hun er netop nu aktuel med sin sjette roman med titlen ”Varme hænder” – og så har hun selv været del af den gruppe med såkaldt varme hænder, som hun taler om.

For nok er hun forfatter, men hun er også uddannet pædagog og har arbejdet i daginstitution i over 20 år. Derudover har hun været handicaphjælper.

Hun kender altså omsorgsarbejdet indefra, og det er man ikke i tvivl om, når man læser hendes nye roman om pædagogen Camilla, der efter et sammenbrud bliver handicaphjælper for en forfatter med funktionsnedsættelse.

– Jeg havde lyst til at skrive en bog om, hvor svært omsorgsarbejde kan være. Om hvor mange negative og svære situationer og følelser, man kan stå i, og hvordan der bliver mindre og mindre overskud og tid i branchen til at tage sig af det. Det har en stor indflydelse – både på dem, der skal tage imod omsorgen, men også dem der arbejder med andre mennesker.

– Der er ikke nogen samtale om, hvor svært det også kan være at gå på den slags arbejde, siger Stine Askov, der efter sine mange år som pædagog i daginstitutioner brugte et par år på at hjælpe mennesker med funktionsnedsættelser.

Det er den erfaring, hun har trukket på, mens hun skrev fortællingen om Camilla, der forestiller sig, at arbejdet som handicaphjælper må være ”verdens nemmeste job” – men hurtigt finder ud af, at virkeligheden er en anden.

For kvinden, hun skal hjælpe, Mathilde, stiller store krav til hende og hendes arbejde, og kravene er ikke nemme at leve op til. Det syrer tiltagende til mellem de to, og det bliver sværere og sværere for Camilla at være på arbejde.

Camilla og mig

– Der er rigtig meget af mig i Camilla. Hun har svært ved at sige fra, og hun knokler derudaf for at blive god til det, hun gør. Hun mister sig selv. Hun får ret massivt stress, og hun kan til sidst ikke finde vej hjem til sig selv, når hun er færdig på sit arbejde. Hun mister nærmest sin evne til at tænke.

Omsorgsarbejde er vanskeligt, understreger Stine Askov igen og igen. Det er i hvert fald 100 gange sværere at være pædagog end forfatter, siger hun for eksempel og griner.

Men det lå lige for, at Stine Askov skulle lave noget med mennesker, da hun skulle vælge uddannelse, for omsorgsarbejde var det, hun forbandt med arbejde.

Hun er vokset op med en pædagogmor og en folkeskolelærer-far i ”det gule hus i Hellebæk”. Her drejede samtalerne sig om børn og deres vilkår, om hvordan mennesker i det hele taget fik bedst mulige liv. Og en dag fik Stine Askov som teenager arbejde som pædagogmedhjælper i en vuggestue.

– Hold kæft, det var sjovt. Jeg forstod slet ikke, at de betalte mig 13.000 kr. om måneden for at have det så grineren. Jeg havde nok også et naturligt talent for det med hjemmefra.

– Jeg elskede børnene. De sagde så skægge ting. Jeg kunne godt lide den energi og feedback, der var i det. Når man kommer ind ad døren i en vuggestue, man arbejder i, får man en heltemodtagelse HVER morgen. Alle bliver så glade for, at man kommer!

– Det er noget særligt at gøre sig god for et barn. Det er smukt, og det gjorde mig simpelthen så glad.

Stine Askov begyndte derfor på pædagogseminariet – og nogenlunde samtidig mødte hun ham, hun nu er gift med.

– Min kusine og hendes daværende kæreste introducerede os for hinanden. Vi var hjemme hos min kusine alle fire, og så gik de. De skred simpelthen fra lejligheden! Pludselig sad han og jeg sammen der i lejligheden. Det var faktisk frygtelig pinligt, hvad der så skete.

– Jeg læste en tekst op, jeg havde skrevet. Den var SÅ rædselsfuld, jeg kan stadig høre nogle passager i den tekst for mig, men han var heldigvis sød og sagde: ”Hvor er det spændende”. Det sagde han nok mest, fordi han ville noget med mig, ikke?

Allerede, da hun var i starten af tyverne, skrev Stine Askov nemlig tekster for sig selv, og det var en af de tekster, hun læste højt den aften.

Hendes barndom havde været fyldt med højtlæsning og siden læsning for sig selv, og lidt efter lidt var hun også begyndt at skrive. Men forfatter tænkte hun ikke på som noget, man kunne arbejde som.

– Jeg var ung og syntes selv, jeg var et lysende talent, når det kom til at skrive. Derfor læste jeg op for ham, der nu er min mand. Men jeg kendte jo ikke nogen, der var forfattere eller skrev på den måde. Jeg anede ikke, hvordan man gjorde det. Det var simpelthen ikke en mulighed for mig.

Stine og hendes mand fik siden et par børn, og Stine skrev videre om aftenen, når de var lagt i seng.

På et tidspunkt gik hun ned til en fire dages arbejdsuge og brugte sine mandage på at skrive. Nogle gange grinede hun højt for sig selv over det, hun skrev. Som årene gik, skrev Stine mere og mere – og samtidig forandrede arbejdet som pædagog sig.

– Da jeg startede med at arbejde i institution, var vi, inklusive støttepædagoger, fem voksne på en stue med 10 børn. Vi havde det helt vildt fedt! Vi lavede projekter og tog på skovture.

– Da jeg sluttede, havde vi 14 børn, og vi var måske to pædagoger meget af tiden. Arbejdet forandrede sig og blev i stigende grad virkelig hårdt. Nogle af de ting, vi skulle lave, var jo decideret meningsløse og havde ikke særlig meget med børnene at gøre, fortæller Stine Askov og fortsætter:

– Vi var på et kursus, hvor vi lærte, at hvis børnene var kede af det, skulle de hente en bamse fra den såkaldte ”Fri for mobbefri”-kuffert, som var indstiftet af Maryfonden.

– Jeg tænkte: Det ville da være federe, hvis de hentede en voksen? Er vi virkelig et sted nu, hvor børn må lade sig trøste af bamser i stedet for af voksne?

Man skal hele tiden føle andre

De mange år som pædagog skinner tydeligt igennem, når man læser ”Varme hænder”. Her ser pædagogen Camilla tilbage på sin tid i Radisen.

Hun beretter om svære episoder med børnene, om konflikter og højt arbejdstempo, men også om at miste sig selv mere og mere. Det kan være en konsekvens af at udføre omsorgsarbejde, mener Stine Askov.

– Essensen af sådan noget arbejde, som jeg har lavet, er jo, at man hele tiden skal føle alle andre. Hvad føler 22 børn? Hvad føler det her menneske med funktionsnedsættelse? Det er vigtigere end dig, for du er jo ikke på arbejde for din egen tilfredsstillelses skyld.

– De følelser og tanker, man selv gør sig, lader man glide i baggrunden. Man lægger låg på dem for at være til stede for andre. Og når man bliver rigtig god til at mærke andre, bliver man også dårligere til at mærke, hvad man selv vil.

– Nogle gange, når jeg spørger mig selv: Stine, hvad vil du selv? Så aner jeg det ikke! Jeg ved, hvad alle mulige andre vil, men jeg aner ikke, hvad jeg selv vil. Der er helt stille. Tomt.

Det er noget, Stine Askov øver sig i: At blive mere tydelig om sine egne behov. Og hun gør det ikke kun for sin egen skyld.

– Noget, der er gået op for mig, er, at jeg også bliver et meget utrygt menneske at omgås for andre mennesker, hvis man ikke kan stole på, at jeg er der, fordi jeg vil. At jeg siger ja, fordi jeg har lyst. Det kan man faktisk ikke være bekendt!

– Det dur ikke, at andre mennesker skal prøve at tage et hensyn til mig, som de ikke ved, hvad er, fordi jeg ikke engang selv ved det.

Mens vi taler sammen om Stines bog og erfaringer, glider dilemmaerne ind og ud af hinanden. For det er i den grad dilemmafyldt at lave omsorgsarbejde, har Stine Askov lært.

Hvordan holder man fast i sine egne grænser samtidig med, at man møder en andens behov? Hvad er vigtigst, individet eller fællesskabet? Og hvordan rejser man en kritik af sine arbejdsforhold uden at få det til at pege tilbage på én selv?

– Kritikken af arbejdet bliver i højere grad individuel, end den bliver rettet mod et system. Det er din skyld, at du ikke kunne magte det her, overskue det der eller glemte noget. Det skyldes ikke, at arbejdet er svært at udføre, vel?

– Da vi så den her skjulte optagelse med en gammel kvinde, der hænger oppe i en lift, og SOSU-assistenterne, der ikke taler særlig pænt om hende, tænkte jeg: De her SOSU-assistenter er jo ikke vågnet om morgenen og har tænkt ”jeg hader bare gamle”. Sådan er det jo ikke.

– Der er noget indeni det arbejdssystem og i den kultur, der gør, at man ender der. Man bliver forrået, siger Stine Askov og fortsætter:

– Man skal være klar over, at de her mennesker har gjort vold mod sig selv for at ende der. Det gør man rigtig meget i den slags jobs. Man kommer til at overskride sine egne grænser i den gode sags tjeneste, og hver gang tager det en lille spån af én. Til sidst har man forrået sig for at klare hverdagen.

Ikke handicaphjælper eller pædagog, men forfatter

I ”Varme hænder” knokler Camilla med at blive god til at sætte Mathildes hår korrekt, med at købe den rigtige spinat og lukke vagtplanshuller efter mandefald blandt de andre medhjælpere.

Hun antager, at hun er dårligere end de andre, når hun mislykkes – og at hun er dårlig i det hele taget. Lidt efter lidt går hun i opløsning.

Mens man læser bogen, bliver det også mere og mere tydeligt, hvor alene hun er. Hendes mand forsøger at prikke til hende og tale om, hvad arbejdet gør ved hende, men hun lukker sig om sig selv. Den skildring er der en pointe i for Stine Askov.

– Rummene, hvor vi kunne tale om alt det svære og dilemmafyldte ved omsorgsarbejde, er forsvundet. Da jeg arbejdede i daginstitution for 10 år siden, havde vi supervision og alle mulige feedbackgrupper. Man talte med sine kollegaer. Det har vi mistet i besparelserne.

– Da jeg arbejdede som handicaphjælper, var der aldrig nogen, der spurgte mig: Hvordan har du det på dit arbejde?

Stine Askov er hverken pædagog eller handicaphjælper længere. De aftener og mandage, hvor hun skrev sine tekster, resulterede i, at hun til sidst stod med et manuskript i hånden. Hun sendte det til Gyldendal, som antog det. Det blev til debutromanen ”Bid”.

– Det var skørt at være pædagog, og så pludselig stå derinde på Gyldendal. Jeg trampede rundt og vidste ikke, hvem nogen var.

– Jeg forstod heller ikke altid, hvad de andre talte om. Jeg kunne finde på at spørge: Har du skrevet nogen bøger eller …? Og så viste det sig at være en meget kendt og stor forfatter, jeg talte med, som jeg ikke kendte. Jeg var ret klodset og kom tit til at lyve om, hvad jeg havde læst.

– Jeg ville så gerne virke finere eller klogere, end jeg var, og det kom der ikke særlig meget godt ud af. Jeg tænkte tit om mig selv: Er det virkelig dig, der står her?

Da Stine Askov efter debutromanen fik et arbejdslegat fra Statens Kunstfond, gik hun fuld tid som forfatter. Hun færdes nu i en verden, hvor man er sammen på en anden måde, end man for eksempel var det i daginstitutionen.

– Da jeg arbejdede i daginstitution, havde vi på et tidspunkt et klyngefælleskab med nogle andre institutioner, hvor vi holdt et arrangement. Men jeg talte ikke med nogle andre end dem fra min egen institution.

– På Gyldendal snakker jeg altid med nye. Der er en kultur, hvor man taler med hinanden og bringer andre ind i samtalen. Der er en åbenhed og villighed til at lære andre mennesker at kende.

Det handler om fremtidssikring, siger Stine Askov. Om, at man ikke ved, om man pludselig skal interviewes af dette andet menneske eller sidde i et backstagelokale sammen. Men det handler også om overskud.

– Jeg tror, at rigtig mange, der arbejder i en børnehave eller på et plejehjem, tænker: Jeg skal bare igennem. Overskuddet er et andet.

– Du står ikke til en fastelavnsfest i børnehaven med lækker champagne og pindemadder. Du er heldig, hvis du kan samle en stødt klementin op fra gulvet. Det var så den personalepleje, der var den dag.

Nu er Stine Askov det, man kan kalde en garvet forfatter. Hun bruger dagene på at skrive sine bøger, og selv om det er ”lige til at blive skør af”, er hun ikke i tvivl om, at hun er heldig, fordi hun kan bruge sin tid på at skrive.

Romanen ”Varme hænder” er især skrevet til lige præcis dem, titlen handler om – og hvis arbejde, Stine Askov kender så godt:

– Med den her bog håber jeg, at mennesker med lignende jobtyper, og dem er der altså mange af, kommer til at tænke: Hov, jeg har da heller aldrig talt med nogen om, hvor svært og vanskeligt det er! Jeg kunne godt tænke mig en åbenhed og ærlighed omkring det hårde.

– De fleste mennesker i de jobtyper er stoiske typer. De kan måske godt sige ”vi har for travlt”, og så forestiller man sig, at de har for travlt med at løfte rundt på borgere, men jeg tror egentlig, at noget af det, man har for travlt til, er at tale om arbejdet. Tale om, hvor svært det er, og hvad det gør ved os at have det arbejde. Det, tror jeg, er en af årsagerne til, at omsorgssektoren bløder.

Artiklen blev udgivet i SØNDAG uge 14, 2024. Dette er en redigeret version.