"Det bliver en konkurrence i, hvilken kvinde der kan holde til at blive mest maltrakteret"

Som lille fik Anne Kirstine Cramon at vide af sin mor, at hun var overfølsom, og at hun larmede og i det hele taget var alt for meget.

Som voksen og som offentlig debattør er hun ikke stoppet med at larme.

Gennem sin karriere har hun fyldt debatspalterne med meninger om blandt andet det politiske Danmark, ligestilling på arbejdsmarkedet og abortrettigheder.

Nu larmer hun igen. Nogle vil nok mene alt for meget, for Cramon har gennem årene lagt mærke til, at der er et emne, der næsten per automatik skaber dårlig stemning: Ulighed mellem kønnene.

- Hvorfor bliver der så dårlig stemning, når man siger de her ting højt?

Den 1. februar udkommer Anne Kirstine Cramons bog ”Manual til dårlig stemning”, og den handler om fordomme om kvinder, personlige oplevelser fra Cramons eget liv og ligestilling i Danmark – eller mangel på samme, hvis du spørger forfatteren.

- Det er ting og fordomme, jeg er stødt på som debattør, som kvinde i det offentlige billede, på min arbejdsplads og generelt som kvinde i Danmark, siger hun.

Cramon mener, at vi har accepteret en falsk fortælling i ligestillingsdebatten.

- Der hersker en selvfortælling i Danmark om, at der ikke er mere at komme efter, fordi vi har billige dagtilbud, betalt barsel og adgang til universitetsuddannelser, siger hun.

Men det er der i den grad, mener hun. Det er det, hun prøver at vise med sin bog.

”Ikke et medfødt omsorgsgen”

Et af de steder, Cramon har oplevet fordomme om og forventninger til hende som kvinde, er på arbejdspladsen.

I 2021 skrev hun en kommentar i Berlingske om, at kvinder skulle stoppe med at bage til deres kollegaer, hvis de ville være chefer.

Kagen blev her et symbol på de omsorgsopgaver, som hun selv har fået tildelt gennem sit arbejdsliv, fortæller hun.

- Det er blevet forventet af mig, at jeg skal afholde trivselssamtaler med praktikanter, lave referater til møder, deltage i netværksmøder eller planlægge sommerfester, siger hun.

Kagekommentaren gik ikke under radaren i kommentarsporet. Folk blev vrede.

- Jeg blev simpelthen buet ud og hånet, også af rigtig mange kvinder. De synes, at det var noget lort at sige, fortæller Cramon.

Men noget tyder på, at hun havde fat i noget.

I bogen ”The No Club – Putting a stop to Womens Dead-End Work” viser en undersøgelse, som er foretaget på et konsulentfirma, at kvinder i gennemsnit på et år bruger 200 timer mere end mænd på opgaver, som ikke fremmer deres karriere.

Kunne du ikke bare sige nej til de opgaver eller lade være med at påtage dig dem?

- Problemet er, at kvinder bliver spurgt og opfordret meget mere til det, så hvis din mandlige kollega siger nej en gang, mens du siger nej 20 gange, vil du blive opfattet som en, der modarbejder. Det kan din chef måske have lyst til at straffe dig for, siger Anne Kirstine Cramon.

Fra undersøgelsen kan man uddrage, at der hersker en større forventning til, at det er kvinder, der påtager sig opgaverne.

Det har ikke noget at gøre med, at de på grund af deres køn har mere lyst.

Det har Anne Kirstine Cramon ikke. Hun har ikke et særligt omsorgsgen. Hun har omsorg for de personer, hun holder af, men det er ikke noget, hun er født med, slår hun fast.

Det tror hun i øvrigt ikke, nogen er.

- Evnen til at drage omsorg får man, fordi man øver sig på at gøre det. Det er ligesom, hvis du øver dig på alt muligt andet. Evnen kommer ikke, fordi du har en livmoder, siger Anne Kirstine Cramon.

På den måde ender det med at blive en ond cirkel, ifølge hende.

- Jo bedre man er til noget, jo mere forventes man at gøre det, siger hun.

I sin bog trækker Anne Kirstine Cramon tråde fra forventningen om kvinders omsorgsgen, til hele den måde vores samfund er bygget op på.

Her kommer hun også ind på lønforskellen mellem mænd og kvinder, som ofte forklares med, at flere kvinder arbejder indenfor omsorgsområdet.

En undersøgelse fra 2022 fra CBS viser, at der også er en lønforskel mellem mænd og kvinder, selvom de arbejder i samme jobfunktion på samme arbejdsplads. Lønforskellen er på syv procent.

- Det kan diskuteres om mænd, der arbejder i traditionelle mandefag, tjener mere, fordi de skaber mere værdi, eller om de tjener mere, fordi vores samfund bygger på en idé om, at disse fag eller mænd i det hele taget bør lønnes bedre, siger hun.

Telefonchikane

Kagekommentaren i Berlingske var ikke første gang, at Cramons arbejde har været udgangspunkt for et rødglødende kommentarspor og ubehagelige private beskeder.

- Man skal hele tiden igennem en mur af vurdering af ens udseende, før nogle gider lytte til, hvad du har at sige, fortæller hun.

Og det ender mildest talt med at blive en smule trættende, tilføjer hun.

femina har set nogle af de beskeder, Anne Kirstine Cramon har modtaget gennem tiden. Fælles for dem er, at de ikke forholder sig til emnet, men i stedet kommenterer nedladende på hende og hendes udseende.

I 2021 trak Anne Kirstine Cramon sig fra Berlingskes debatforum. Det gjorde hun, fordi mængden af beskeder og opkald fra hemmeligt nummer sent om aftenen blev for meget.

Hun blev bange for at være alene.

- Det gør man, når folk skriver til en, at de har set en på gaden, ved ens opgang og hvad man havde på. Så kommer det lige pludselig meget tæt på, siger hun.

Anne Kirstine synes, det er ærgerligt, at det skal være sådan, særligt fordi hun tror, at det afholder kvinder fra at deltage i den offentlige debat.

- Det er som om, at vi bare har vedtaget, at det er en del af at være i den offentlige debat. Det bliver en konkurrence i, hvilken kvinde der kan holde til at blive mest maltrakteret, siger hun.

En undersøgelse fra Institut for Menneskerettigheder fra 2022 bekræfter Anne Kirstines frygt. Den viser, at tre ud af fire kvinder og lidt mere end halvdelen af mænd afstår fra at deltage i debatsporet på Facebook.

Den viser også, at de negative kommentarer mænd modtager for det meste handler om deres politiske ståsted, hvorimod kvinder udsættes for chikane og nedsættende kommentarer om deres køn og krop.

- Jeg ved godt, at der også er mænd, der får en rigtig hård medfart, men kommentarer af truende seksuel karakter har en anden indvirkning på modtageren, fordi man bliver i tvivl om, hvor langt der er fra tanke til handling, siger hun.

”En kampplads”

Anne Kirstine Cramon vedkender, at der er sket rigtig meget i forbindelse med #MeToo-debatten i Danmark.

- Vi er bare ikke i mål endnu, siger hun.

En blandt flere ting, som ærgrer hende omkring debatten, er, at hun synes, det bliver en kampplads.

- Det virker lidt som om, at hver eneste gang en kvinde stiller sig op for at fortælle noget, så skal samtalen hijackes af mænd, der taler om selvmordsrater og ensomhed. Det er også vigtigt, og det skal vi selvfølgelig have styr på. Men det behøver bare ikke at altid komme i kontekst af, at en kvinde siger noget.

- Ligestilling er til alles fordel. Jo mere ligestilling, der er mellem kønnene, jo mere ligestilling, der er parforholdene, jo flere af de her problemer bliver afhjulpet, siger hun.

Derfor burde det, ifølge hende være i alles interesse at høre på, hvad kvinder har at sige.

Cramon har i hvert fald ikke tænkt sig at tie.

- Jeg har skrevet den her bog, fordi jeg simpelthen ikke kan lade være. Fordi jeg synes, det er så vigtigt, siger hun.

For hende handler det om lige rettigheder. Det handler om retten til sin egen krop, og det handler om retten til at ytre sig uden sanktioner og chikane.

For hende er den ret basale menneskerettigheder.