Her er de lorteopgaver, du skal sige nej til, hvis du gerne vil forfremmes

En februardag i 2010 mødtes fem kvinder på en restaurant med det tilfælles, at de fuldstændig havde mistet kontrol over deres arbejdsliv. De var fire professorer og en juridisk konsulent.

Den ene af dem, Linda Babcock, havde sendt en mail ud til de fire andre et par uger forinden:

”I er hermed inviteret til det stiftende møde i ”Jeg kan simpelthen ikke sige nej”-klubben. Jeg har taget initiativ til klubben, for at en gruppe kloge kvinder kan nyde et par glas og tale om, hvorfor vi alle har svært ved at sige nej til ting, vi burde sige nej til.”

Hun vidste, at de andre ikke kunne sige nej til invitationen, så de mødtes. Og det blev de ved med at gøre. Efterhånden fandt de ud af, at de ofte sagde ja til opgaver, som ikke bragte dem anerkendelse, bedre løn eller forfremmelser – og at deres mandlige kolleger tit sagde nej til dem. Kort sagt: Lorteopgaver.

En af kvinderne i klubben var den danske økonomiprofessor på University of Pittsburgh Lise Vesterlund fra Rødovre, og i et interview med femina fortæller hun, hvordan kvinderne endte med at forske i de ikke forfremmende opgaver, og hvad de fandt ud af.

Studierne, som de foretog i USA, viste, at chefer ofte uddelegerer dem til kvinder, at kvinder er mere tilbøjelige til at sige til dem end mænd, og at det især skyldes en kollektiv forventning om, at kvinderne siger ja til dem.

Men hvad er det helt præcist for nogle opgaver? Det illustrerer de her eksempler fra bogen, som Nej-klubben fik tilsendt fra kvinder, der ikke havde sagt nej, fordi deres chefer havde en forventning om, at de sagde ja.

På baren

Hver gang der kom en ny bartender til Rudy’s Bar & Grill, blev Sally bedt om at oplære den nye kollega, fordi hun var erfaren.

Men når hun lærte de nye op, mistede hun faktisk en del af sin indkomst: Drikkepengene.

Dem tjente hun ved at yde god service til kunderne, og dem betjente hun færre af, når hun oplærte nye kolleger.

Så selvom det var en tillidserklæring fra Rudy, og han også værdsatte, at Sally oplærte de nye kolleger, var det ikke noget, hun tjente penge på, fordi det ikke var direkte forbundet med salg.

I advokathuset

Francesca var rigtig glad for sit arbejde som advokatfuldmægtig i et anerkendt advokathus, hvor hun havde været i tre år.

Da hendes chef gav hende en masse positiv feedback og samtidig spurgte, om hun ikke ville stå for ansættelsen af husets sommerpraktikanter, blev hun glad og opfattede det som en tillidserklæring: Chefen mente, at hun havde de rette kompetencer til at bedømme, hvem der var de rette kandidater.

Og hun gik ud fra, at det var en opgave, der kunne kaste forfremmelse af sig.

Som advokat fakturerede hun sine timer med klienter, og på den måde tjente virksomheden penge på hendes juridiske arbejde.

Men de timer, hun brugte på at ansætte praktikanter, kunne hun ikke fakturere. Så i de tre år, hun påtog sig opgaven, faldt antallet af timer, hun fakturerede.

Da hun på sjette år skulle evaluere med sin chef, viste det sig at blive et problem for Francesca.

Chefen sagde til hende, at hun gjorde et godt stykke arbejde, men det ville blive svært for hende at blive partner, fordi hun var bagud med antallet af fakturerede timer.

Det var her, det gik op for hende, at nogle opgaver er mere værd end andre. Selvom chefen selv havde bedt hende om at ansætte praktikanterne, var det ikke en forfremmende opgave.

Det var de fakturerbare timer, der talte.

I supermarkedet

Hvis du tænker på en den person, der sidder bag kassen i et supermarked, tænker du så på en kvinde eller en mand? Mange tænker nok på en kassedame.

Et studie blandt supermarkedsassistenter viste også, at kvinderne var lænket til kassen. De fik ikke lov til at udføre andre opgaver, men det gjorde deres mandlige kolleger.

Derfor var det også dem, der stod forrest, når der skulle forfremmes. En mandlig assistent lærte dette rim af sin chef: ”Hvis du sidder på hug, når du lader vandet, får jeg lov til alt det andet.”

I revisionsfirmaet

Carinas historie viser, hvordan en forfremmende opgave kan ende med ikke at være det.

Hun arbejdede som skatterevisor i et revisionsfirma, hvor de primært arbejdede med små virksomheder.

Nogle markante ændringer i skattelovgivningen påvirkede netop disse virksomheder, og Carina skrev derfor en detaljeret analyse af forandringerne og sine anbefalinger. Dem delte hun med sine kolleger, og Eduardo, der ejede firmaet, roste hende for at have gjort de komplekse ændringer forståelige for hendes kolleger.

Han bad hende om at skrive et månedligt nyhedsbrev, og Carina var beæret over, at han ville have hende til at formidle nye tekniske lovændringer til kontoret.

Efterhånden begyndte kollegerne også at spørge Carina om hjælp, fordi de betragtede hende som ekspert. De sparede tid, men det var opslidende for Carina.

Hun brugte ti timer om ugen på nyhedsbrevet, og det øgede hendes arbejdsuge med 25 procent.

Så hun blev nødt til at skrue ned på den tid, hun brugte på klienter – det forfremmende arbejde. Det resulterede i, at hendes kolleger fik højere lønstigninger, end hun selv fik.

Pointen er, at Carinas første analyse af ændringerne i lovgivningen skabte synlighed om hendes arbejde. Men da det blev hverdag med nyhedsbrevet, blev opgaven usynlig og ikke-forfremmende.

I lufthavnen

De fleste, der har været igennem en lufthavns sikkerhedskontrol, er på et tidspunkt blevet kropsvisiteret. Men sikkerhedspersonalet bruger også deres tid på andre ting – de tjekker for eksempel rejsedokumenter og scanner bagage.

De fleste medarbejdere vil helst undgå kropsvisiteringerne, fordi de bliver følelsesladet udmattet af det – det er en invaderende og ubehagelig opgave.

I en stor lufthavn fungerede det sådan, at personalet kun måtte kropsvisitere rejsende af deres eget køn. Men fordi kun en tredjedel procent af sikkerhedspersonalet var kvinder, kom kvinderne på overarbejde, når det gjaldt om at kropsvisitere de kvindelige rejsende. Køen var også lang, og derfor fik det kvindelige personale færre pauser.

Der opstod dårlig stemning mellem de mandlige og kvindelige kolleger, fordi de alle vidste, at mændene havde det nemmere, og at kvinderne ofte hang på én opgave, som de ikke havde særlig meget lyst til at udføre.

Kvindernes mulighed for at blive forfremmet var også mindre end mændenes, fordi kvinderne ikke fik lige så stor mulighed for at prøve forskellige opgaver af og vise, hvad de kunne.

De opnåede simpelthen ikke den samme brede erfaring inden for jobbets forskellige opgaver, og derfor var deres muligheder for at blive forfremmet mindre.