Mand i forfald

Efterreaktionen blev stærkere og overtog langsomt Filippos sind. Han vidste godt, at det ikke var ham selv, der talte, men depressionen. Det var ikke tanker, der hørte hjemme i Filippos hoved.

Når han stod der med Carlo liggende foran ham, grædende, hylende, endte hans tanker et meget mørkt sted.

“Jeg ville ønske, jeg kunne kyle ham ud af vinduet, bare så jeg kan få ro.”

– Jeg var skubbet helt ud over kanten. Det var nærmest som om, der var en dæmon i mit hoved. Jeg var så forladt, at jeg stod og overvejede, om den tanke, jeg havde, ville blive ført ud i livet.

Han havde ikke lyst til at fortælle Maria om sine tanker. Han følte ikke, at der var nogen grund til at skabe en frygt for noget, han inderst inde godt vidste, aldrig ville ske. Men Maria blev lukket ind. Hun så, hvordan den mand, hun elskede, stoppede med at passe på sig selv. Han stoppede med at gå i bad, spiste ikke, gik ikke til frisøren, lod skægget gro langt og vildt.

– Jeg fik lyst til at tage mine ting og smutte, så måtte jeg bare være enlig mor. Men når det handler om børn og familie, giver man ikke op, fortæller Maria.

Et eller andet sted, ønskede Filippo, at Maria bare ville give op, tage børnene og forlade ham. For hans tanker om at skade Carlo blev stærkere dag for dag. Det påvirkede hele familien. De kunne alle mærke, hvor ondt han havde indeni.

– Jeg kunne ikke overskue at være mig selv, så hvordan skulle jeg kunne overskue at være far?

spaghetti carbonara

Spaghetti carbonara

Læs også