Men det, jeg egentlig tænker, der er problemet her, er faktisk, at du bliver i tvivl om, hvorvidt din kæreste er, som han skal være?

Det er i al fald det, jeg læser i dit brev. Jeg læser en tvivl, for hvis den ikke var der, ville du jo ikke tænke to gange over, hvem han var venner med på Facebook.

Så hvad er det for en tvivl, der er inde i dig? Hvor kommer den fra? Har du noget, du kan hænge den op på? Er du tidligere blevet svigtet af en kæreste, har du været sammen med en, der var utro før, og er du nu måske bange for, at det skal ske igen?

Kunne dine tanker og din lyst til at kontrollere din kærestes Facebook-vaner stamme fra noget gammelt, eller er der noget i jeres forhold, som gør, at dine alarmklokker ringer? Du skriver, at du ikke tror, at din kæreste er dig utro.

Hvis det var sandt, hvorfor så tænke mere over, hvem han er venner med på Facebook?

Måske kunne det være konstruktivt for dig at gå ind i en undersøgelse af, hvad det er, der får dig til at tænke, som du gør, og endda skrive til mig om det?

Og når du engang har fundet nogle svar, måske en sårbarhed, du bærer på, som du har brug for bliver taget hånd om, så snak med din kæreste om dét i stedet for, hvad han gør eller ikke gør.

Hvis du ingen grund i verden har til bekymring, så bor den her ængstelse hos dig og ikke hos din kæreste.

Det betyder ikke, at han ikke kan være med til at hjælpe dig, tale med dig, berolige dig, elske dig, men problemet er stadig tilhørende dig, og derfor er det måske ikke helt rimeligt, at det er ham, der skal gøre noget, han ikke har lyst til, og som åbenlyst strider imod den måde, han tænker på?

I har det godt sammen, I elsker hinanden, taler godt sammen og har god sex. Alligevel mærker dit hjerte en ængstelighed.

Tag hånd om det, venligt og kærligt over for dig selv.

Kærlig hilsen,

Renée

rikki tikki

Læs også