Lad være med at være bange

Da Stéphanie Surrugue landede i USA, ændrede hendes arbejdsliv sig så brat, at de første måneder står hen i en tåge af rejser og vasketøjsbunker, der aldrig kom bund i, før hun skulle af sted igen. Primærvalget bølgede igennem de amerikanske delstater, og Stéphanie bølgede med. Hun, der forinden havde boet otte år i samme lejlighed i indre København, anede en overgang ikke, om hun var i Iowa eller Georgia, når hun slog øjnene op om morgenen. Hun, der var aldeles ny udi amerikanske forhold, dækkede pludselig transatlantiske frihandelsaftaler og topmøder om atomsikkerhed. Det var råt, det var hårdt – og hun elskede det.

– Min mission er altid at gøre en historie, der på papiret ser kedelig ud, konkret og relevant for seerne. Jeg hader alt, hvad der er belærende, og jeg bryder mig ikke om løftede pegefingre og journalistik, der ligner lektioner a la: I dag skal vi have om moms! Min ambition er at få puffet til noget hos folk hjemme i stuerne – og ja, det må godt være underholdende imens.

Læs også: Unge kvinder i dag er kloge, smarte og selvbevidste, siger kollegaen, korrespondenten Ulla Therkelsen

Den første hektiske tid levnede ikke plads til at dvæle længe ved præstationsangst eller begyndervanskeligheder i et job, der hører til i den tunge ende af mediebranchen, og havde tiden været der, var den formentlig blevet brugt på noget andet. Stéphanie Surrugue er nået til et sted i livet, hvor hun hviler – både i sin faglige kunnen og i sig selv. Hun spekulerer ikke i skrækscenarier, og hun venter ikke på, at andre skal blåstemple hendes præstationer.

– Man skal ikke være bange for at være dygtig. Kig dig selv i spejlet, og ha’ det fedt med det, du er god til! Jeg kan blive voldsomt provokeret, hvis folk har et talent, som de ikke gider bruge. Det bedste råd, jeg har fået, fik jeg af en mand, som sagde: “Lad være med at være bange!”. Det har jeg taget til mig, og mit udgangspunkt er, at hvis der er noget, jeg ikke kan, så kan jeg vel lære det. Det kræver oftest en bevidst beslutning, hvis du gerne vil være god til det, du laver, og det kræver mod at være modig. Det koster måske nogle prygl undervejs at få det arbejdsliv, du ønsker dig, men bare kig på mændene. De forventer jo heller ikke at gå igennem tilværelsen uden tæsk og blå mærker.

Bliver ikke hængende

Stéphanie Surrugue blev som barn og ung formet af kernefamiliens trygge stabilitet, men også af den form for tragedie, der først får fundamentet til at ryste og siden perspektivet til at stå lysende klart. Livets forgængelighed har siddet i hende som en bankende drivkraft, siden hun som 20-årig mistede sin far, pludseligt og voldsomt. Han faldt om i haven, da han en helt almindelig dag var ved at hente kopper til eftermiddagskaffen – død af en blodprop, 57 år gammel. I dag lever Stéphanie i evig bevidsthed om tidens værdi og er ikke til halvslatten entusiasme, hverken på jobbet eller i det kærlighedsliv, som hun konstant bliver udfrittet om. Parforhold og singleperioder har afløst hinanden, og hun har gennem tiden oftere end de fleste måttet forklare og forsvare, hvorfor hun i en alder af 39 år stadig er femme celibataire, som det hedder på det klingende franske, der er en del af hendes kærlighedsarv fra faderen.

Læs også: Det handler om at have en lille smule storhedsvanvid, siger X-Factor-vært Sofie Linde

– Med min fars død fik jeg lært, at man kan have alle de planer, man vil, men at det hele kan blive annulleret på en eftermiddag. Den bevidsthed har helt sikkert både pirret min eventyrlyst og gjort, at når jeg er i en situation, jeg ikke bryder mig om at være i, så bliver jeg ikke bare hængende. Jeg tænker: Hvordan kan jeg afslutte det her, men på en måde, hvor jeg tager det bedste med videre i livet? Og så handler jeg.

Gælder det også dine kærlighedsforhold?

– Det gælder kærlighedsforhold, venneforhold, karriere, alt! Jeg kæmper som en lille bryggerhest, men hvis jeg opdager, at der ikke er mere at kæmpe for, så giver jeg slip. Jeg har nogle grundsøjler i tilværelsen – min familie og mine nære venner – og det fundament kan jeg bygge ovenpå. Men det, at jeg med tiden har fået et godt overblik over det fundament og altid véd, det er der, gør også, at jeg nemmere kan sortere fra, når noget ikke fungerer.

Mindst én skal dyrke hverdagen

I hvor høj grad er dit singleliv et valg, du har truffet?

– Jeg har aldrig haft en masterplan. Tværtimod har årene lært mig, at det klogeste er ikke at have for mange idéer om, hvordan tingene skal være, og i stedet gå med det, der føles rigtigt. Vi kvinder kan jo tjene vores egne penge, vi kan etablere vores egne netværk, og vi kan endda få sex uden at have et fasttømret parforhold. Hvis jeg er kæreste med en mand, er det kun, fordi jeg har lyst til ham som menneske. Jeg har ikke brug for hans sociale omgangskreds, hans penge eller den tryghed, han kan give mig. Det, der er tilbage, er: Er jeg vild med dig, og kan vi give hinanden noget?

Hvorfor stopper du med at være vild med dine kærester hver gang?

– Jeg har tendens til at forelske mig i mænd, der er ”larger than life”. Mænd med store armbevægelser og vilde idéer. Det synes jeg er fantastisk inspirerende. De gør mig stærkere og modigere, og jeg kan godt lide at låne noget af deres energi, og mange af dem er blandt mine gode venner i dag. Men to mennesker, der gerne vil flyve rundt i tilværelsen, kan have det svært i et parforhold. Der skal være mindst én og gerne to i et forhold, der dyrker hverdagen. Ellers er det svært at finde et sted at kaste anker.

Men du må jo omvendt ikke rigtig have lyst til de mænd, der godt gider bygge en carport?

– Det er typisk ikke dem, jeg forelsker mig i – om end det nu er sket. Måske skal noget af mit krudt bruges op, før jeg træder ind i noget langvarigt igen. Jeg har jo i flere omgange haft lange forhold med dejlige mænd – samtidig må jeg konstatere, at min frihed er vigtig for mig. Hvis nogen prøver at holde mig i en fold, så stikker jeg af. Jeg kan ikke finde ud af at være sødere, blidere eller mere ydmyg. Det dér feminine og madlavende væsen ville det da være dejligt at have noget mere af, men det er ikke mig. Jeg vil hellere bruge min tid på at sidde på en restaurant og tale om spændende ting end stå og stresse i et køkken. Sådan er jeg, og jeg kan ærligt talt ikke se, hvorfor jeg skulle forsøge at være noget andet.

Livet kan komme an

Som 39-årig er Stéphanie Surrugue landet, ikke bare geografisk og karrieremæssigt, men i sig selv.

Det gik pludselig op for hende en dag, hvor livets foreløbige erfaringer ramte hende med en næsten eksistentiel kraft, og hun indså, at hun har fundamentet i orden. Hun kan udrette det meste, udelukkende i kraft af sig selv.

– Jeg er vitterlig grounded i mig selv. Jeg véd, jeg kan blive knockoutet af livets tildragelser eller kørt over af et knust hjerte, men jeg ved også, jeg kan rejse mig igen. Da jeg forstod det, blev det nemmere at træffe nogle vilde beslutninger. Jeg kender ved gud mange mennesker, der har mand og børn og ikke hviler i sig selv af den grund. Kærlighed og relationer er en vigtig del af livet, men grundfølelsen af ro, den ligger inde i dig selv – den ligger ikke til afhentning i en forelskelse eller hos andre mennesker. Jeg oplever en meget stor ro ved at vide, at hvis jeg har mig selv, så har jeg styr på det meste. Og det, jeg ikke har styr på, slutter jeg fred med. Og så kan tilværelsen bare komme an!

dit elektroniske omdømme

Ved du hvad Google skriver om dig?

Læs også

Så du I hus til halsen? Nu er der dårligt nyt om Dans hus i Jebjerg

Mads Mikkelsen i byen med sønnen: Så meget ligner de hinanden