Julia Lahme: Hvad yoga siger om os?

Det er ikke mange år siden, at det var en indgroet del af vores hverdag, at vi skulle prøve grænser af. Vi skulle være åbne over for det sted, hvor frygten meldte sig, søge akkurat dén linje og være parate til at krydse den. Det var sundt, fik vi at vide. Sundt og godt at slippe vanen, slippe trygheden og bare springe ud i en situation, vi ikke kendte. Dengang, for cirka 10 år siden, var vores fælles helte dem, der turde det. Dem, der sprang ud over kanten uden at se sig over skuldrene, og dem, der fortalte historier om, hvordan man, hvis bare man så frygten i øjnene, ville lande blødere end blødt. Vi troede på dem. Det var i opgangstiderne, inden finanskrisen ramte. Den tid, hvor vi forbrugte, som gjaldt det livet, den tid, hvor vi ønskede at mærke verden. Vi ville mærke alt det, der lå uden for os, og vi ville have store, brede skuldre, så vi selv kunne klare os. Grænser var til for at blive brudt – især vores egne. Vi dyrkede bungeejump, kitesurfing og spinning og var mennesker, der gladelig betalte andre for at skubbe os ud over den kant, vi ikke selv turde springe udover. Kalenderen var fyldt, og vi var stolte af det, når den var det. LÆS OGSÅ: Yoga: Ayurveda, namasté eller chakra? Det betyder ordene Nu er der sket noget – i dag er det yoga (jeg ELSKER det), det er mindfulness, og det er pilates, vi dyrker. Vi dyrker os selv, når vi mediterer, og vi inviterer andre til at dyrke sig selv sammen med os. Vi leder efter det, der i vores indre kan give os fred og være med os på en god og positiv måde, frem for at være udadvendte hele tiden. At være stille med sig selv er blevet et ideal, og at være sammen om at være stille er også positivt. Vi ønsker kroppe, der ser naturlige ud, vi vil ikke mere spise alligatorkød og drikke ren sprut – nu dyrker vi de blide, rolige diæter og det velafbalancerede liv. Vi har flyttet os meget langt på meget kort tid, og yoga-holdene er fyldt op til kanten af lokalet i de fleste større byer. At kunne slukke sin telefon og melde sig ud er blevet et ideal. Kalenderdiktaturet er ikke længere et ideal, men snarere noget man irriteres over og ønsker at være fri for. Tiden er så absolut en anden. Men måske er det ved at være på tide, at vi finder en mellemvej. Et sted, hvor det udadvendte og det indadvendte mødes. Vi står snart midt i et år, der handler om 100-året for kvindernes valgret, hvor vores interesse for os selv blev blandet med en interesse for omverdenen, og hvor den styrke, der skulle til at forandre noget, blev fundet i at bryde grænser ned. 100-året markerer også et år, hvor vi bliver tvunget til at finde balancen mellem, hvad der er godt for os hver især, og hvad vi hver især mener er godt for samfundet. Det bliver et år, hvor mange balancer skal findes, og hvor vi er nødt til at kigge op fra yogamåtten og springe. Ikke fordi jeg tror vi skal droppe yogaen og vende tilbage til excesserne fra for 10 år siden, men fordi jeg mener, at balancen er ved at være nødvendig at finde frem. Vi må nemlig ikke være så bange for at træde over egne og andres grænser, at vi glemmer, hvordan fremdriften og udviklingen sikres. Selv som inkarneret yogafan mener jeg nemlig, at det siger SÅ meget om os, om tidsånden og om vores syn på fællesskabet, at det er det, vi dyrker nu. Hvis pilates og yoga er de nye (kvinde-)sportsgrene, skal vi gøre noget særligt for at sikre, at det, vi sammen skal flytte de næste 100 år, ikke bliver glemt. Måske skal vi bryde en enkelt eller to af de store grænser og flytte noget tungt sammen.