Vaccinationer
Danske børn tilbydes i dag gratis vaccination mod difteri (ægte strubehoste), stivkrampe (tetanus), kighoste og polio. Denne vaccine kaldes Di-Te-Ki-Pol.
Desuden er vaccination mod en særlig form for menigitis (HIB) med i vaccinationsprogrammet, og det samme gælder MFR-vaccinen mod mæslinger, fåresyge og røde hunde.
Ved vaccination mod difteri, tetanus og polio giver man en blandingsvaccine, der dels indeholder et stof fra difteri- og tetanusbakterier, dels dræbt polio-virus. Ved at vaccinere stimulerer man kroppens immunsystem til at danne beskyttende antistof mod den bakterie eller virus, man vaccinerer imod. Skulle barnet senere blive udsat for smitte, vil det ikke udvikle sygdommen. Takket være vaccinen er polio i dag udryddet i Danmark, og derfor blev vaccinationsprogrammet ændret 1. juli 2001, så børn født efter denne dato ikke mere skal have poliosukker, når de fylder to, tre og fire år. De får i stedet en poliovaccine sammen med den sædvanlige Di-Te 4-vaccination, når de fylder fem år.
Børn, der allerede er begyndt med poliosukker, fortsætter med det "gamle" program med oral polio vaccine. Fra 2004 er alle børn vaccineret efter det nye program. Kun i meget sjældne tilfælde bør et barn ikke vaccineres.
Vaccinationerne udføres af den praktiserende læge. Børn, der har feber, vaccineres ikke, men ved almindelig forkølelse uden feber er det ok at vaccinere.
Det gør ondt at blive stukket. Man kan eventuelt lægge spædbarnet til brystet imens eller give barnet en anelse sukkervand på tungen lige før, kanylen går ind.
På afdelinger for for tidligt fødte børn har man fundet ud af, at sukkeret virker smertestillende et kort øjeblik. Blandingen laves af en deciliter vand og 10 gram rørsukker, som koges sammen og afkøles. Kan stilles i køleskab. Man kan købe et Emla-plaster, der indeholder et lokalbedøvende middel, på apoteket. Plasteret skal anbringes på stikstedet omkring en time før vaccinationen. Ring og spørg lægen, hvor hun plejer at stikke, så I ved, hvor plasteret skal sidde.
Vaccinationsplan, som har været gældende fra 1. juli 2001:
3 måneder Di-Te-Ki-Pol 1/Hib1
5 måneder Di-Te-Ki-Pol 2/Hib 2
12 måneder Di-Te-Ki-Pol 3/Hib 3
15 måneder MFR 1
5 år Di-Te-Ki-Pol 4
12 år MRF 2
Fra den 1. april 2008 flyttes den anden MFR-vaccination (mod mæslinger, fåresyge og røde hunde) frem til fire års børneundersøgelsen. Den første gives, når barnet er 15 måneder.
Efter vaccinationen reagerer kroppen og opbygger beskyttelse mod de sygdomme, der er vaccineret imod. Reaktionen afhænger af vaccinationen.
Difteri, stivkrampe, kighoste, polio: Her kan der nogle timer efter vaccinationen komme rødme, hævelse og ømhed på vaccinationsstedet, samt eventuelt feber. Reaktionen varer som regel kun et par døgn og er ufarlig.
Mæslinger, fåresyge og røde hunde (MFR). Fra en lille uge til tre uger efter vaccinationen kan der komme snue, udslæt, feber samt eventuelt hævelse af spytkirtlerne. Reaktionen varer sædvanligvis et til tre døgn. Det vaccinerede barn smitter ikke, selv om reaktionen kan minde om den sygdom, der vaccineres imod. Enkelte børn bliver meget sløje af vaccinationen, og der er mistanke om, at MFR-vaccinen i ganske få tilfælde har resulteret i hjerneskade. Risikoen for at tage skade er dog ekstremt meget mindre end risikoen ved at få mæslinger og pådrage sig de følgevirkninger, denne sygdom kan lede til.
Ordbog Difteri = (Di)
Tetanus eller stivkrampe = (Te) Kighoste = (Ki) Polio= (Pol) Haemophilus Influenza type b = (Hib) Har intet med influenza at gøre. Det er en bakterie, der kan medføre meningitis, betændelse i strubelåget og blodforgiftning. Mæslinger = (M) Fåresyge = (F) Røde hunde = (R)
Læs også:
Temperaturmål
Skoldkopper