https://imgix.femina.dk/media/780270958e6c4d61918022b01cdc6f90.jpg
Træning og kost

Voxpop: Mød helsemessedeltagerne

3. februar 2012
af Nina Bendixen, NewsDesk, Aller Media
Garvede messedeltagere fortæller om deres skepsis og nysgerrighed på den spirituelle Krop-Sind-Ånd helsemesse.

Healende hænder, afslørende aurafotos og stande med alt fra små ædelsten til store indisk-inspirerede statuetter fylder Falconer Centret i København, som her i weekenden 3. - 5. februar afholder Krop-Sind-Ånd helsemesse. Masser af nysgerrige nye deltagere og gamle gengangere besøger de mange stande for måske at få et blik ind i fremtiden eller en forklaring på nutiden. Oestrogen.dk har mødt tre garvede kvinder og spurgt dem, hvorfor de vender tilbage år for år.

Marianna, 63 år - merkonom i virksomhedsøkonomi
Hvorfor kommer du på messen?

- Jeg er kommet her i 10 - 15 år og for hver gang, får jeg større og større overblik over, hvad jeg tror på, og hvad jeg bestemt ikke tror på. Nu ved jeg i hvert fald, hvad der virker på mig. Og så har jeg en tradition med at besøge en bestemt stand, fordi han laver rigtig god chokolade. Ikke særlig spirituelt, men den er simpelthen så god.

Hvilke stande tiltrækker dig herinde?

- Jeg har altid troet på astrologi. Og så er jeg blevet meget tiltrukket af irisanalyse, som kan hjælpe til at stille en diagnose for folk. Jeg mener, at hvis man selv tror på det og har det godt med det, så er det lige meget, hvad du vælger at tro på. Jeg har f.eks. fået lavet mit navn om pga. numerologi, hvor en anden måske tror, hun får det bedre, hvis hun får lavet større bryster. Det er jo folks eget valg.

Hvad tror du ikke på?

- Jeg har svært ved at tro på dem, der render rundt med mærkelige hatte og spiller på trommer. Så skal der altså sidde en ægte indianer, før jeg tror på det.

Rikke, 31 år - studerende og alternativ behandler
Hvorfor kommer du på messen?

- Jeg kommer her, fordi jeg selv har evner som medium, healer og clairvoyant, og det er rart at se, hvordan andre mennesker gør. Og så er behandlingerne jo billigere på messen end til hverdag.

Hvilke stande tiltrækker dig herinde?

- Jeg er selv mere til clairvoyante, der bruger tarotkort, end f.eks. håndlæsning, da det for mig er en nemmere måde at gøre budskaberne konkrete på.

Hvad tror du ikke på?

- Jeg synes, at der er nogle behandlere herinde, som ikke virker som om, de er i balance. Man skal rydde op i sig selv, før man kan hjælpe andre. Men generelt mener jeg, at alle standene bruger samme energi til at få deres budskab frem. De bruger bare forskellige redskaber.

Karen, 63 år - social- og sundhedsassistent
Hvorfor kommer du på messen?

- Jeg er her for at høre en veninde holde foredrag om akupunktur. Jeg er kommet her siden messen startede, og har efterhånden en del venner på messen, som har stande og holder foredrag hvert år.

Hvilke stande tiltrækker dig herinde?

- Jeg er selv meget til det, der hedder Martinus Kosmologi. Det er et åndsvidenskabeligt verdensbillede med en logisk helhedsforklaring på tilværelsen. De har også en stand her.

Hvad tror du ikke på?

- Jeg tror, at alle stande har noget at byde på til forskellige mennesker. Men selv er jeg ikke til alt for lyserøde og følelsesladede ting, som clairvoyance og healing. Men jeg er ikke lukket for det, jeg kan bare bedst lide de ting, hvor man også må bruge fornuften og intellektet.

Læs også