Træning og kost
2. februar 2012

Stor interesse for alternativ messe

Arrangør: Krisen skaber øget interesse - folk fokuserer på det indre frem for det ydre.
Af: Trine Fisker, NewsDesk, Aller Media
https://imgix.femina.dk/media/de7f790d97464a829186bba00e376617.jpg

Foto: All Over Press

I weekenden bliver der rig mulighed for at udforske den alternative verden, når en lang række håndlæsere, clairvoyanter og hypnotisører sammen med 230 udstillere rykker ind i Falconer Centret i København, hvor den årlige Krop-Sind-Ånd Helsemesse finder sted.

Og arrangørerne ser frem til en weekend, hvor tusindvis af nysgerrige vil gå på opdagelse blandt de mange stande på messen, ligesom der vil blive mulighed for at høre forskellige foredrag og deltage i forskellige workshops.

- Vi regner med, at der kommer omkring 12.000 besøgende i løbet af weekenden, og det er rigtig mange, men det er jo også et stort sted, så vi forventer ikke, at man vil få følelsen af, at der er overproppet, siger arrangøren Susanne Mehl Bengtson til NewsDesk.

Det alternative er ikke længere så nyt

Krop-Sind-Ånd Helsemessen har eksisteret siden 1993, men inden for de seneste år har arrangørerne oplevet en stigende interesse både fra udstillerne, men også fra de besøgende.

- For ti år siden var hele det her område meget anderledes og fremmed, men i dag ved de fleste, hvad den mere alternative verden går ud på, så det er ikke så nyt for folk. Og så gør vi meget for, at der er mange forskellige tilbud. Der vil være noget, som nogen tror på, og som andre synes er noget værre volapyk, siger Susanne Mehl Bengtson og forklarer, at arrangørerne for ti år siden selv skulle ud og finde de folk, der skulle udstille på messen.

- Førhen skulle vi selv lave et meget stort stykke opsøgende arbejde. I dag henvender udstillerne sig selv til os, og det er i høj grad et udtryk for, at interessen for området er stigende, siger hun.

Og Susanne Mehl Bengtson har selv en forklaring på, hvorfor flere og flere mennesker ikke længere vrænger på næsen af den alternative verden, men i højere grad tager den til sig og udforsker den.

- I en krisetid, hvor mange oplever en usikkerhed på arbejdet, mens andre oplever ligefrem at blive fyret, så er det min opfattelse, at der et meget større fokus på selvudvikling, og at det er meget mere udbredt at arbejde med sig selv. Krisen gør altså, at der en meget klar tendens til, at folk arbejder mere på det indre plan frem for på det ydre plan, lyder forklaringen fra Susanne Mehl Bengtson.

Krop-Sind-Ånd Helsemessen finder sted fra den 3. til den 5. februar i Falconer Centret i København. Dørene er åbne fra klokken 10 til 18.

Links

Blandt de 230 udstillere på messen vil der være flere håndlæsere. Vil du vide mere om håndlæsning, så kan du finde det på oestrogen.dk.

Og på Femina.dk kan du finde hjælp til at tyde dine drømme.

Læs også