https://imgix.femina.dk/media/bb62c5c234c84c778d6556243751a950.jpg
Træning og kost

Sådan smider kroppen fedtet

20. juli 2011
af Redaktionen, SlankeDoktor.dk
Foto: Thinkstock
Hvor bliver fedtet egentlig af, når man forbrænder fedt under træning?

Du hopper op og ned af stepbænken og spurter på løbebåndet i håbet om at maven og lårene bliver mindre - og det gør de. Men hvor bliver fedtet dog af!

Videnskab.dk har spurgt Truls Raastad, som er professor ved Norges Idrætshøjskole.
"Kort fortalt flyttes fedtet fra fedtcellerne og over i muskelcellerne, som udnytter den energi, der bliver frigjort, når fedtet brydes ned," fortæller han.

Lad os løbe en tur
Du bevæger ben og arme for at komme fremad. Når du gør det, har musklerne brug for mere energi som kroppen bl.a. får fra fedtet rundt om maven, på lårene og på armene.

Når du forsøger at komme af med fedtceller, går der en proces i gang i kroppen, der udskiller mere af hormonerne adrenalin og noradrenalin. Disse hormoner hjælper bl.a. med at pumpe ekstra blod for hver sammentrækning, men det har også en anden smart funktion.

"Når adrenalinet eller noradrenalinet når frem til fedtcellen, binder det sig via en modtager i cellemembranen til fedtcellen. Den binding sender et signal ind i selve cellen, som aktiverer lipasen, et enzym, som allerede findes inde i cellen. Dette enzym står for ét af de vigtigste elementer i fedtforbrændingen," forklarer Truls Raastad.

Denne proces resulterer i, at fedtsyrerne kan bevæge sig ud gennem cellemembranen og videre ind i blodstrømmen.

Vi løber videre …
Efter nogle kilometer begynder trætheden at melde sig. Musklerne hviner efter energi og redningen findes i blodet fra de frigjorte fedtsyrer. De bevæger sig med strømmen fra mavedellen, hvor de blev løsrevet fra, og driver videre afsted mod f.eks. lårmusklerne.

Truls Raastad forklarer, hvad der sker, når fedtsyrer og lårmuskler mødes:
"I muskelcellerne finder vi det såkaldte fedtbindende protein (FABP). Når frie fedtsyrer sejler forbi i blodet, fanger proteinerne dem, og trækker dem ind gennem cellemembranen."

Men fedtsyrerne må rejse endnu længere for at danne mere energi - den produktion, der fungerer som cellens kraftværk, står mitokondrierne for. På den sidste del af rejsen bliver fedtsyrerne hjulpet af enzymet carnitine palmitoyltransferase (CPT).

"Fordi CPT er en del af transporten ind i mitokondrierne, så findes der faktisk kosttilskud, som kan give dig ekstra CPT, og der reklameres for, at det kan øge fedtforbrændingen. Det er dog ikke særlig veldokumenteret," tilføjer Truls Raastad.

Den sidste spurt …
Du bliver ved med at svede og fedtsyrerne er endelig på plads, hvor de faktisk kan være til nytte.

I mitokondrierne går der en kemisk proces i gang, hvor såkaldte karbonatomer løsnes. Energien, der frigøres i denne proces, sender mitokondrierne ud i musklerne - og du får ekstra energi, der lader dig løbe lidt længere.

Læs også