https://imgix.femina.dk/media/ce5345a820184a91857742eb031be0f3.jpg
Træning og kost

Kan vand føle glæde?

18. maj 2012
af Malene Fich Weischer
Foto: All Over Press
Kan vand helbrede og udøve mirakler? Kan vand føle? Bliv lidt klogere på det mystiske vand – og på dig selv.

Vi har det med at tage vand for givet. I Danmark er vi nærmest omgivet af det, der er altid nok vand i hanen og ellers kan vi købe det i rigelige mængder i supermarkedet. Vand har vi nok af. Og vand er der bare. Sådan føles det i hvert fald.
Men ifølge den japanske forsker Masaru Emoto spiller vandet en langt større rolle i vores liv, end vi nok lige går og forestiller os.

Dit vand taler til dig
Vores krop består af 70% vand, og det i sig selv betyder selvfølgelig, at vand er en vigtig del af os. Uden vand ville vi visne og dø. Men ifølge Emoto har vandet også kræfter til at heale os. Et hverdags eksempel er, at hvis man har haft en stresset dag, så kan det være ren balsam for sjælen at sætte sig ved en sø eller ved havet og bare kigge på vandet. Man føler sig både gladere og mere frisk efter at have nydt vandets rolige bevægelser i en stund. Men Emoto går en tand videre end det. Han mener, at vi bør lytte mere til vandet inde i os selv. Sætte os ned, lukke øjnene og lede efter vores indre vands rytme. Dette vil ikke bare kunne bringe ro i sjælen, men også direkte kurere sygdomme. Mere om det senere.

Vandet har følelser
Dér, hvor Emoto for alvor begynder at blive kontroversiel, er, at han mener at kunne påvise, at vand har følelser, præcis ligesom vi mennesker har det. Eller rettere: At vand reagerer på menneskers følelser. For at bevise dette, har han lavet en lang række forsøg, hvor han hælder vand i flere forskellige beholdere. Noget af vandet bliver der talt grimt til, noget andet vand får masser af kærlighed. Noget vand bliver udsat for bøn, andet gør ikke. Noget bliver udsat for gode tanker, andet for ondskabsfulde tanker. Efterfølgende fryser han vandet, og fotograferer så de is-krystaller, der opstår, og her mener han at kunne påvise, at mens krystallerne fra det vand, der er blevet beriget med kærlighed i ord, tanke eller bøn er smukke og fine, så er krystallerne fra det andet vand ødelagte og grimme.

Verdens mange vibrationer
Hele Emotos forskning tager sit udgangspunkt i det japanske begreb Hado, som groft oversat betyder "vibrationer". Det går ud på, at alt i universet - ting såvel som følelser - har deres helt egne unikke vibrationer. For eksempel har lykke sin egen vibration og sin egen frekvens, og ifølge Emoto gælder det derfor om at tune ind på den frekvens, hvis man vil være lykkelig. Når man selv vibrerer af lykke, vil man tiltrække endnu mere af slagsen. Det er samme mekanisme, der ligger bag helbredelsen af sygdomme, mener han. Også i den etablerede videnskab er man opmærksom på, at sindet ofte kan helbrede kroppen, og det mener Emoto altså er på grund af hado. Det hele handler om at finde den rette vibration.
Når vand så tilsyneladende reagerer forskelligt på forskellige følelser, handler det også om vibrationerne. Det er ordenes vibrationer, der påvirker vandet, og får dets sammensætning til at ændre sig. Og jo mere, du taler pænt til dit vand, velsigner det, beder til det eller i det hele taget behandler det med kærlighed, jo renere og finere bliver vandet og dermed vandets is-krystaller.

Kan det virkelig passe?
Og hvad kan man så bruge alt det til? Masaru Emoto har i hvert brugt det til at skabe lidt af et imperium, hvor han fotograferer folks vand, har forskelligt merchandise, holder foredrag og selvfølgelig fortsætter med sin forskning. Senest mener han i øvrigt at kunne bevise, at vand også kan læse, forstået på den måde, at det også reagerer forskelligt på skrevne ord. Vand, der blev udsat for ordet had, reagerer anderledes end vand, der bliver udsat for ordet kærlighed.
Men selvfølgelig har sådanne kontroversielle teorier også sine modstandere. Videnskabsmænd verden over har af flere omgange påpeget, at Masaru Emoto ikke er rigtig videnskabsmand, at hans forsøg ikke er lavet i videnskabelige og isolerede omgivelser og at man ikke kan gengive hans forsøg og få de samme resultater. Desuden er der ifølge dem noget direkte modstridende i tanken om, at krystaller bliver flottere og flottere jo renere vandet er, idet krystallerne opstår omkring støvkorn.
Hvem der har ret, må være op til den enkelte at afgøre. Emoto har adskillige millioner tilhængere på verdensplan, har udgivet flere bøger og fortsætter sin forskning med største ildhu. Det samme kan man sige om hans modstandere i det videnskabelige miljø. Under alle omstændigheder kan man i hvert fald konkludere, at vand er et emne, der i den grad kan skabe debat, og alene derfor må betyde langt mere for os, end vi måske lige går og tænker over til hverdag.

Se billederne af vandkrystallerne og læs mere om Masaru Emoto her

Læs også