https://imgix.femina.dk/media/billeder/2013/november/vitaminerprim.jpg
Træning og kost

Kan man få for mange vitaminer?

19. november 2013
af Lonnie kjer
Foto: All Over
Ja, åbenbart. For selv om vitaminer og mineraler er vigtige for kroppen, og vi måske ofte har fornemmelsen af, at vi næsten ikke kan få nok af det, så kan det faktisk blive for meget af det gode. Se her, hvad du ikke må få for meget af …

Hylderne i supermarkederne bugner af vitaminer, mineraler og vigtige kosttilskud, og man tør næsten ikke gå uden om dem, nu hvor en lang vinter med diverse forkølelser venter. Vi 'forsikrer' os selv og immunforsvaret med et godt indtag af de vitaminer og mineraler, vi måske ikke henter i kosten i helt samme omfang som om sommeren.

Vitaminer - mangler du dem?
Men det er faktisk ikke meningen - rundhåndet og ukritisk - at hælde vitaminer ned, hvis vi ikke decideret mangler dem, skriver kk.no. Der er nemlig ikke bare forskel på, hvor meget du trænger til de forskellige vitaminer. Der er også forskel på, hvor længe og hvordan de lagres i kroppen, og enkelte vitaminer skal man ikke overdrive indtaget af, skriver altså kk.no.

C vitamin - en 'helt' med bivirkninger
F.eks. vitamin C, som ellers er kendt for at gi' det skrantende immunforsvar en ekstra hånd og er superantioxidanten, der er med til at holde hjertesygdomme, kræft og gigt et skridt fra os. Men får du mere end den anbefalede daglige dosis, kan resultatet blive kvalme, diaré, opkast, oppustethed, søvnløshed - og nyresten. Og vil du undgå at få for meget C-vitamin, kan du jo springe pillerne over og i stedet hente vitaminet i paprika, broccoli, rosenkål og citrusfrugter.

Zink - med måde!
Zink kan vi ikke undvære. Mineralet er vigtigt for immunforsvaret, forbrændingen, regulering af blodsukkeret - og for vores syn og smagssanser. Men mere end 40 milligram om dagen over længere tid kan faktisk gi' modsatte effekt og være dårligt for forbrændingen. Det får også skyld for at kunne sænke det dårlige kolesterol og øge det dårlige. Og så kan for meget zink oven i købet give fordøjelsesproblemer, hovedpine og svimmelhed.

Jern, ja tak. Men ikke for meget.
Mange kvinder for alt for lidt af det, men selv om vi har brug for det, skal det indtages med måde. Jern lagres nemlig i kroppen i længere tid end andre vitaminer og kan bygge sig op i organerne. Jern er ansvarlig for, at ilten transporteres rundt i kroppen og er derfor livsvigtigt for os, men for meget af det kan give mavesmerter og diaré.

(O)mega-fedt!
Omega-3 kan bekæmpe betændelser. De reducerer også risikoen for hjertesygdomme, diabetes og depressioner og passer på hjernen. Men midt i alle fordelene skal man også her passe på med at overdrive indtaget, da immunforsvaret kan påvirkes negativt og risikerer at forstyrre kroppens evne for at bekæmpe betændelser.

Ifølge kk.no er det vigtigt at få afklaret med din læge, om du overhovedet trænger til ekstra vitaminer og mineraler - eller du i virkeligheden klarer dig fint uden ...

Kilde: http://www.kk.no/ og netdoktor.dk

Læs også