Træning og kost
1. juli 2016

Ingefær: Derfor skal du spise ingefær hver dag

Sidste år kom der for alvor fokus på inflammation og ikke mindst den antiinflammatoriske kost, som blandt andet indeholder ingefær. Her får du gode argumenter til at skrue lidt op for ingefæren i det daglige.
Af: af Stine Troense og redaktionen
ingefær

Foto: Anders Schønnemann

Ingefær er de sidste par år blevet meget populært.

Men hvorfor er den specielle knold egentlig så sund? Og hvad er den godt for?

Bogen ”INGEFÆR – Antiinflammatoriske shots, drikke, salater & varme retter” af ernæringsekspert Martin Kreutzer og kogebogsforfatter Sandra Pugliese har samlet en masse gode grunde til, hvorfor du bør spise ingefær hver dag.

Nedenfor kan du blive klogere på, hvad ingefær kan gøre for din krop - og hvorfor det er sundt at spise masser af det.

Derfor skal du spise ingefær hver dag

Noget af det bedste, du kan gøre for at beskytte din krop mod kronisk betændelse (inflammation), er at slå ind på en antiinflammatorisk livsstil. Ud over at du bør passe din sengetid, undgå stress og dyrke motion, er kosten en vigtig knap for dig at skrue på.

Og her kommer ingefærknolden ind i billedet. Kronisk inflammation kan være en medvirkende årsag til bl.a. diabetes, blodpropper, gigtlidelser, tarmproblemer, eksem, overbelastningsskader, manglende energi og visse former for kræft, hvilket ingefær hjælper med at forebygge.

Og hører du allerede til de mange, der starter dagen på et ingefærshot, bruger knolden i smoothies, te, eller som tilsætter en stump ingefær til aftensmaden, ja, så skal du endelig bare blive ved.

Ingefær mindsker ledsmerter og slidgigt

Personer, der døjer med slidgigt, kan mindske smerter og ubehag ved at spise ingefær dagligt eller tage kosttilskud med ingefær.

Enkelte videnskabelige studier af god kvalitet tyder på, at tilskud af ingefær kan gavne personer med slidgigt.

Det er bl.a. vist, at ingefær muligvis kan mindske lettere smerter samt øge bevægeligheden ved slidgigt i knæ og hofter”. Ingefær har også en god effekt, hvis du ”bare” har overbelastet f.eks. et knæ eller albue til træning.

Ingefær medvirker til mindre ømhed i musklerne

Ingefær hjælper ikke kun mod inflammation i og omkring leddene, men kan også mindske muskelskader.

I ét forsøg fik deltagerne dagligt to gram rå ingefær, samtidig med at de blev sat til at belaste overarmsmuskulaturen.

Sammenlignet med en gruppe, der ikke fik ingefær, var ømheden 24 timer efter den fysiske overbelastning hele 25 procent lavere.

Ingefær kan også spille en rolle, hvis du har for meget mavefedt. For roden indeholder særlige biokemiske strukturer, som kan dæmpe den inflammation, mavefedtet fremprovokerer.

Et ekstra plus er, at ingefæren kan hjælpe dig med at komme ned i vægt, fordi den kan sætte forbrændingen i vejret.

TIP!

Døjer du med køresyge og søsyge, kan du prøve at spise et lille stykke ingefær en halv time inden turen. Eller for den sags skyld tage et shot, en smoothie eller kapsler med ingefær.

Læs mere om:

Læs også