https://imgix.femina.dk/media/billeder/2013/oktober/hypnose-hvad-prim.jpg
Træning og kost

Hypnose – hvad kan det gøre for dig?

23. oktober 2013
af Malene Fich Weischer
foto: All Over og privat
Hypnose er omkranset af mange myter og mærkelige forestillinger. Er det noget værre hokus pokus eller noget meget farligt, hvor man kan lokkes til hvad som helst – mod sin vilje? Heldigvis er hypnose ingen af delene ...

Hvad tænker du, når man nævner ordet hypnose? På et mystisk show, hvor hypnotisøren med et knips får dig til at opføre dig som en kylling og blive til grin for alt og alle? Eller på scener fra film, hvor folk under hypnose gør ting imod deres vilje - men uden at kunne stoppe sig selv? Eller tænker du snarere på hypnose som noget, der er lidt for alternativt og i sidste ende sikkert mest er det rene humbug?

OM GHITA GRAAFLAND


Ghita Graafland er uddannet NLP Master Terapeut og NLP Counselor på Dansk NLP Institut, og Master Hypnoterapeut på Hypnoseskolen, samlet 5 år. Hun er desuden efteruddannet i hypnoterapi med børn. Derudover har hun en akademisk uddannelse som Cand. arch. og rådgiver, og 15 års erfaring fra det private erhvervsliv med rådgivning om kreative processer, kommunikation, rum, forandring og identitet. Hun har arbejdet professionelt med forandringsprocesser siden 2004.

Se mere på Graafland.dk, hvor du også fast kan følge Ghita Graaflands blog om sit arbejde.

Måske ligger lige netop dine forestillinger et helt andet sted, men ofte hører man de særeste myter om netop hypnose. Men det er der faktisk ingen grund til. Det forsikrer hypnoterapeut og ICI mastercoach Ghita Graafland os for, da vi kommer på besøg i hendes konsultation på Frederiksberg i København. Ghita har en baggrund som arkitekt og der fornægter sig ikke, når man træder ind i det smukke, lyse og let møblerede rum. Der er ikke meget mystik eller trylleshow over hendes arbejdsværelse - men der er bestemt heller ikke meget mystik over den måde, hun arbejder med hypnose på. Det er derimod meget konkret.

Hypnose hjælper dig gennem det høje græs
"Jeg oplever hypnose som et virkelig værdifuldt redskab til at nå ind til folk", forklarer hun til Oestrogen.dk. Ghita er uddannet NLP terapeut, coach og hypnoterapeut og blev gennem sine uddannelser opmærksom på det stærke værktøj, som hypnose kan være. Derfor er hypnose, samt en omfattende viden om, hvordan hjernen fungerer, efterhånden en fast del af hendes virke, både som terapeut for private og som rådgiver i og designer af forandringsprocesser i erhvervslivet.

"I de fleste forandringsprocesser handler det om at lære at tænke på en anden måde. Jeg plejer at bruge billedet med en stor, tilvokset græsmark i min hypnose. Den vej, du plejer at gå igennem den, er efterhånden blevet trådt ned til en sti, og det er blevet nemt og bekvemt at gå ad den vej. Så det gør du hver gang, du skal i gennem marken.

Men skal du ændre på noget i dit liv, er du nødt til at tage en anden vej. Du skal ind over det høje græs igen, og de første ture igennem marken er derfor temmelig krævende; det kan kradse og gøre ondt. Men når du har gået den nye rute mange gange nok, vil græsset også dér være trådt ned, og det vil være nemt og behageligt at tage den vej", fortæller Ghita om måden, hun bruger hypnose på. Ved hjælp af hypnose kan man nemlig snyde hjernen til at tro, at den allerede er gået flere gange ned ad den nye rute, og derfor vil ruten være nemmere at gå, allerede første gang, du står på egne ben, efter en hypnose.

Kom ind bag selvkritikken
"Helt konkret gør hypnose det, at den giver adgang til al den information og alle de ressourcer, der ligger gemt i ethvert menneske. Vi har jo uendelig mange kræfter inde i os, men ofte bliver de gemt væk bag en masse lag af opdragelse, selvkritik, normer og meget andet. Hypnose gør, at man kan komme forbi disse mentale forhindringer, som vi måske ikke engang selv er helt bevidste om. Hypnose er ganske enkelt en genvej til at gå udenom vore bevidste tankeprocesser og strategier, og effektivt ændre på de underliggende mønstre, vi ubevidst bærer på", forklarer Ghita Graafland videre.

Er hypnose en mirakelkur?
Når Ghita Graafland fortæller om den måde, hun bruger hypnose på, så er der bestemt lang vej til alle de ting, man hører om, hvordan hypnose kan bruges som en mirakelkur mod snart sagt alle dårlige vaner og irriterende adfærdsmønstre, f.eks. overspisning eller flyskræk. Men det kan hypnose også. Der er imidlertid stor forskel på, hvordan de forskellige udøvere af hypnose vælger at bruge redskabet.

"Der er nogle ting, som du sagtens kan stoppe her og nu med brug af hypnose, men det hænger meget sammen med, hvad problemet skyldes. Hvordan det er bundet på din personlighed. Nogle mennesker kan f.eks sagtens få stoppet deres flyskræk med det samme ved hjælp af hypnose, mens andre har behov for en dybere bearbejdelse af årsagerne til flyskrækken. Det er meget individuelt. Jeg arbejder ofte med hypnose på den måde, at jeg sammen med klienten arbejder mig frem til at finde de underliggende årsager til, at man har den uønskede adfærd, og sammen sørger vi så for én gang for alle at blive disse ting kvit. Det foregår over et lidt længere forløb, typisk 3-6 sessioner med hypnose, men til gengæld vil det så være en løsning, der varer ved. Men når man arbejder med sindet, er der jo tale om noget meget individuelt og derfor vil den bedste virkende behandling også altid være individuelt tilpasset", siger Ghita Graafland, og slutter af:

"Hypnose er jo ikke magi. Det er et konkret, anerkendt og meget virkningsfuldt værktøj, men hvordan man benytter sig af hypnose kan være meget forskelligt fra terapeut til terapeut."

Læs også