Træning og kost

Cancer: Sådan støtter du den kræftramte bedst

af Lonnie Kjer 30. april 2014
Foto: Shutterstock
Intentionerne fejler ingenting, men hvad gør vi, når vi så gerne vil hjælpe den kræftsyge, men er så bange for at overskride grænser, at tanken ofte bliver … ved tanken. Vi har talt med Kræftens Bekæmpelse.

Vi er alle sammen pårørende. I en eller anden udstrækning. Hver tredje af os bliver ramt af sygdommen på et eller andet tidspunkt, og vi kender alle sammen en, der kender en, der er ramt.

Jette Winge

Rådgivningsleder for Roskilde og HolbækCand. psych aut., BA i retorikTelefon: 46 30 46 60, mobil: 30 38 23 12E-mail: [email protected]Ekspertområder:• Kræftrådgivning generelt• Sundhedspersonales arbejde med kræftpatienter• Kommunikation med kræftpatienter

Når det bliver ved tanken … Dét rammer os. Lige i hjertet. For man vil så gerne hjælpe den syge og familien uden at komme tættere på, end de ønsker det. Dét kan være svært, hvis man ikke er en del af 'første led' og er mor, datter, søster eller kæreste til den syge.I værste fald ender vi med at lade tanken passere, passe vores eget lille liv og krydse fingre for, at der er andre, der gør det, vi egentlig gerne selv ville. Hjælper!Det værste er tavshedenDet er ingen grund til, lyder det fra psykolog og rådgivningsleder i Kræftens Bekæmpelse, Jette Winge.Der er ingen opskrift på den perfekte måde at agere på, men det allerværste, vi kan gøre er: Ingenting. Og det værste vi kan sige … er ingenting."Jeg har aldrig oplevet, at nogen har følt sig trådt over tæerne eller krænket. Alle vil gerne have hjælp, og folk vil ofte gerne forklare og fortælle, og i virkeligheden er mange af os nok lidt for forsigtige med at spørge ind til sygdommen og høre, hvad VI kan gøre for at støtte," fortæller Jette Winge."Sig til, hvis jeg kan gøre noget!"Og det kan være svært at tilbyde hjælpen. Man prøver måske med en sms, en diskret mail med et 'sig til, hvis jeg kan gøre noget'-tilbud. Netop for at undgå at sætte den syge i en underlig situation. Eller handler det i virkeligheden mere om os selv, der bliver usikre på, hvad vi egentlig kan tillade os."Ja måske, og det efterlader nok det tomrum hos folk af, at man faktisk ikke aner, hvad man skal gøre," fortæller Winge.Sig noget!Men lige meget, hvordan du får formuleret din sætning, uanset hvordan du får spurgt til den syge, så er det vigtige, at du GØR det."Man kan godt sige, 'jeg har hørt, du har fået kræft … det gør mig ondt' … Og man kan også godt spørge vedkommende, om det f.eks. ville være grænseoverskridende, hvis man lavede mad hver mandag, slog græsset, passede ungerne, hvad ved jeg. Og når man virkelig ikke ved, hvad man skal sige … kan man jo sige dét: jeg ved faktisk ikke helt, hvad jeg skal sige, men jeg er ked af at høre osv. osv."

Kræftlinjen

Kræftlinjen er en gratis telefonrådgivning for kræftpatienter, pårørende, efterladte og andre, der har brug for rådgivning i forbindelse med kræft.Både opkaldet og selve samtalen betales af Kræftens Bekæmpelse, dog ikke opkald fra udlandet.Forskellige fagpersoner besvarer opkald til KræftlinjenVed telefonerne sidder på skift læger, sygeplejersker, socialrådgivere og psykologer. De har alle viden om kræft og har altid tid til at tale med dig.Én gang om ugen er det også muligt at tale med en diætist. Ring 80 30 10 30Læs mere på www.cancer.dk

Hjælp - men vær konkret!Men dine tilbud om hjælp må genre være så konkrete som muligt. Den hurtige 'du ringer bare, hvis der er noget', kan måske gøres bedre, selv om tanken jo på ingen måde fejler noget som helst. Den risikerer bare aldrig at blive til handling. Pga. vores usikkerhed, skyhed og berøringsangst."Vi bliver selv bange, når vi hører om folk, der er syge. Og vi bliver kede af, at de jo i forvejen er kede af det, og så kommer vi dér og vil også udtrykke vores ked af det-hed, og kan vi overhovedet tillade os dét?"Hvem hjælper, og hvem magter ikke?Og ja, det kan vi."Når en familie rammes af kræft, sker det ikke så sjældent, at de oplever stor hjælp fra nogen, de måske ikke lige havde regnet med. Omvendt er der også folk, der falder fra. Folk, der går over på den anden side af gaden, eller af en eller anden grund ikke magter at gi' den hjælp, den syge og familien faktisk havde regnet med," fortæller Jette Winge.Og det er jo ingens skyld. Ligesom det kan være den syge, der faktisk ikke magter at tale om, at livet faktisk er ved at være forbi, selv om alle omkring vedkommende ved det."Det kræver nok en vis menneskelig modenhed. Man bliver nødt til at turde være i en situation, der måske føles lidt akavet."Ræk hånden ud Og man er nødt til at række hånden ud. Til både den syge og til vedkommendes familie."Hjælp en pårørende, og du hjælper en kræftramt," siger vi i Kræftens Bekæmpelse.For de pårørende kan også ha' brug for et åndehul, en pause - eller en at dele tankerne med. Og det er ikke nødvendigvis den syge, hun kan tale med om dét."Folk passer jo på hinanden. En kræftsyg datter beskytter moderen og har måske lettere ved at dele de tungeste tanker med en veninde. Eller den syge mand er slet ikke interesseret i at tale om døden, selv om den er tæt på," fortæller Winge."Når vi møder den slags kvinder i Kræftrådgivningen, siger vi som regel: Men hvordan har DU det. Man kan jo ikke tvinge folk til at tale, hvis de ikke vil, men de pårørende har behovet for det.Veninde-hjælpOg der er mange måder at være pårørende på. Nogen har familien og det store netværk. Andre er måske uden børn og uden den store vennekreds. Hører man til de heldige, kan man gøre brug af de forskellige relationer."Venindeskabet kan f.eks. noget særligt, og veninden kan være til stor hjælp for familien, der måske er mætte og trætte af sygdom. Og fuldstændig som da var rask, kan man bruge sine veninder til forskellige ting. Nogle er bedst til at tale med, andre bedst til at gå i biffen med, en er praktisk, og en drikker man sjusser og griner sammen med," fortæller Winge, der oplevet mange kræftramte have deres veninder med, når du møder op for at få støtte.Kræftrådgivning for alleOg Kræftrådgivningen er åben for alle. Ægtefæller, veninder, børn, hvem som helst, der føler sig som pårørende."Her hos os sidder der altid en rådgiver klar til dig, og man skal ikke bestille tid. Vi er til stede for alle, der behøver det, og hjælpen er der i det øjeblik du har brug for den. Det er meningen med kræftrådgivning, at dørtrinnet så at sige skal være så lavt som overhovedet muligt."Og afstanden til den syge kan måske blive kortere. Også selv om det kræver mod fra os, der gerne vil tilbyde en hjælpende hånd, men har svært ved lige at gøre det på den 'rigtige måde.'"Udover at være konkret i dit tilbud om hjælp, er der ikke noget, man kan gøre forkert," lyder det fra Jette Winge."Jeg har aldrig hørt fra kræftramte, at det er blevet for meget. En kærlig sætning, et tilbud om hjælp, en buket blomster varmer og styrker den syge i den alenehed, man oplever som kræftsyg. Og en sætning og et klap på skulderen varmer. Hver eneste gang."