https://imgix.femina.dk/media/websites/qmag-dot-dk/website/engangsbilleder-2014/juni/kraeftqprim.jpg
Træning og kost

Cancer: Danmark halter bagefter

19. juni 2014
af Lonnie Kjer
Foto: Shutterstock
Det er bedre at være svensker. I hvert fald når vi taler om at overleve kræft. Danmark er nemlig bagud i forhold til et-årsoverlevelsen i de øvrige nordiske lande. Og ingen ved hvorfor.

Den gode nyhed er, flere og flere lever et år efter deres kræftdiagnose her i landet. Den dårlige er, at danskerne fortsat overlever deres kræftdiagnose dårligere end i andre nordiske lande, skriver Kræftens Bekæmpelse.

Hvorfor det forholder sig sådan, ved man ikke med sikkerhed, men seniorstatistiker Gerda Engholm fra Kræftens Bekæmpelse peger på, at en af årsagerne kan være, at danskernes kræftsygdom er mere fremskreden, når den bliver diagnosticeret.

Kræft og danskere

Fakta fra opgørelsen

For patienter, der blev diagnosticeret i 2010-2012, levede 75 pct. af mændene og 77 pct. af kvinderne i mindst et år efter, at de havde fået kræft. Det svarer til en forbedring på en procentpoint for mænd og to procentpoint for kvinder i forhold til perioden 2007-2009.

Også stigning i 5-års overlevelsen
Opgørelsen viser i øvrigt også, at 5-års overlevelsen stiger. For mændenes vedkommende var den på 56 pct., mens den var 59 pct. for kvinder. Det svarer til en stigning på 1 procentpoint i forhold til perioden 2007-2009.

Men måske har danskerne måske også andre sygdomme at slås med, når de får kræftdiagnosen.

"Der, hvor vi ser den største forskel i overlevelsen efter kræft i forhold til de øvrige nordiske lande, er det første år efter diagnosen. Derfor vil vi rigtig gerne i gang med at finde ud af, hvad der karakteriserer de kræftpatienter, der dør tidligt. Det kan hjælpe os til at pege på, hvor der yderligere skal sættes ind. Når vi ved det, kan vi gøre noget og dermed yderligere forbedre overlevelsen, siger Gerda Engholm.

Cancer - det går fremad

De - trods alt - bedre tal kommer fra en opgørelse fra Statens Serum Institut og Kræftens Bekæmpelse, der slår fast, at flere og flere altså er i live et og fem år efter kræftdiagnosen. Dét glæder Kræftens Bekæmpelse.

"Nu begynder vi at se resultaterne af den samlede kræftindsats. Det er glædeligt, men der er lang vej endnu," lyder det fra Kræftens Bekæmpelse, hvis direktør, Leif Vestergaard Pedersen minder om vigtigheden af at huske på, at forbedringen skyldes den samlede kræftindsats og ikke kun indførelsen af kræftpakkeforløbene.

"Tallene for overlevelse efter kræft er meget værdifulde, fordi de dokumenterer overfor beslutningstagerne, at det har nyttet og nytter at strømline kræftbehandlingen, fastslår Leif Vestergaard Pedersen.

Regionale forskelle i kræftoverlevelsen

Men dine chancer for at overleve en kræftdiagnose er større, hvis du bor i Region Nordjylland i stedet for Region Sjælland. Både kræftramte mænd og kvinder har dårligere overlevelse - både et og fem år efter en diagnose.

Læs også