Træning og kost
23. marts 2011

Brystkræftpatienter lever længere med sund kost og motion

En sund livsstil kan gøre en forskel – også efter man har fået kræft. Det viser en ny amerikansk undersøgelse.
Af: af Line Jarlkov
https://imgix.femina.dk/media/3d80c76c70d343a298caca0a369f7087.jpg

Foto: Colourbox

Kvinder med brystkræft har en mindre risiko for at dø af sygdommen, hvis de spiser sundt og dyrker motion. Det viser en ny amerikansk undersøgelse blandt 670 kvinder med tidlige stadier af brystkræft.
Opdagelsen, der er offentliggjort i tidsskriftet Cancer Causes Control, er den første af sin slags, hvor sund kost og fysisk aktivitets betydning for kræftpatienter er blevet undersøgt.

91 % af de forsøgspersoner, der levede sundt, havde en lavere risiko for at dø af brystkræft sammenlignet med den del, der levede usundt. Desuden havde de sunde kvinder 89 % lavere risiko for at dø af andre årsager end kræft.

Det skal du spise

God kost efter en kræftsygdom

• Lad størstedelen af din kost bestå af fødevarer fra planteriget. Spis mindst 400-600 gr. frugt og grønt om dagen.
• Hold igen med indtag af salt.
• Vær fysisk aktiv 30 minutter hver dag og gerne mere.
• Spis masser af fuldkornsprodukter, f.eks. havregryn og rugbrød.
• Hold dig inden for normalvægten. Undgå vægtstigninger og at udvide dit taljemål.
• Begræns dit kødindtag fra gris, kvæg, lam og ged til 300-500 gr. om ugen - fisk og kylling er bedre. Grill og steg ikke kødet for meget og hold dig fra for meget forarbejdet kød som pølser, skinke og bacon.
• Undgå for mange usunde og fedende fødevarer - f.eks. fastfood og sukkerholdige drikke.
• Drik ikke mere end en genstand om dagen som kvinde og to genstande som mand.
• Undgå kosttilskud - spis derimod en varieret kost, til at forebygge tilbagefald af kræft.

- Det er en interessant undersøgelse, som viser, at det ikke er ligegyldigt, hvordan man lever efter en brystkræftdiagnose. Sund kost og fysisk aktivitet har en positiv effekt på overlevelsen generelt, men ser altså også ud til at kunne mindske risikoen for at dø af brystkræft, siger Anne Tjønneland, der er overlæge og afdelingsleder i Kræftens Bekæmpelse.

Indtil nu har de fleste undersøgelser handlet om, hvordan man forebygger kræft og ikke så meget, hvad man kan gøre, når man har fået konstateret sygdommen. Og det på trods af, at det er på det tidspunkt rigtig mange patienter ønsker at gøre noget aktivt for at blive rask.

- Der er stadigvæk brug for flere undersøgelser, men de få der er lavet i relation til primært bryst-, tarm- og prostatakræft tyder på, at livsstilen har betydning for, hvordan det går. Det ser ud til, at det kan betale sig at tænke over, hvordan man spiser, og om man får nok motion. Men uden at det skal føre til, at man går og er plaget af dårlig samvittighed over alt det, man ikke får gjort, siger Anne Tjønneland.

Test dig selv: Hvor sundt lever du?

Trænger du til at smide et par kilo? Få støtte i oestrogens slankeklub. 91 % taber sig

Lever din familie sundt? Test dig selv på mama.dk

Læs også