Træning og kost
17. december 2012

Alkohol gør dig dum!

Det er ikke kun, når promillen er på sit højeste, man kan virke en anelse mindre kvik end normalt. Resultatet af et længerevarende og for højt alkohol-forbrug er færre hjerneceller. En hel del færre, faktisk. Læs med her.
Af: Lonnie Kjer
https://imgix.femina.dk/media/alkoholprim.jpg

foto: All Over

Det er måske en lidt uheldig periode at få serveret den slags meldinger, men ikke desto mindre viser ny, amerikansk forskning, at for meget alkohol kan reducere dannelsen af hjerneceller i voldsom grad, skriver kk.no. Ikke overraskende, måske, men at det kan gå ud over hele 40 procent af cellerne, er alligevel tankevækkende. Også selvom forsøgene indtil videre kun er foretaget på mus og ikke på mennesker.

Når mus drikker alkohol …
Forskerne ved Rutgers University i USA fodrede musene med så meget alkohol, at det svarer til fire genstande for en kvinde, og dét indtag var rigeligt til at se en tydelig påvirkning af hjernen - et resultat, man altså mener kan overføres til mennesker. Målet med hele forsøget var at finde ud af, hvor stor skade et langvarigt og forhøjet alkohol-forbrug kan forvolde, og det er tilsyneladende ikke så lidt. For et par uger med for stort et alkohol-indtag påvirker hjernen i en sådan grad, at nervecellerne forsvinder gradvist, fastslår en af forskerne bag studiet, professor Tracey J. Shors.

Akolholens mange skader
Og det er ikke bare hvilke som helst hjerneceller, det går ud over. Hårdest ramt bliver den del af hjernen, der hedder hippocampusen, hvor f.eks. langtidshukommelsen og indlæringen sidder. Og som om det ikke var nok, har alkohol i forvejen den kedelige effekt, at den bremser kroppens evne til at reparere sig selv, og den forstyrrer også optaget af næringsstoffer. Og så er vi slet ikke nået til at tale om leverskader eller overvægt endnu. Så selvom forsøget kun er gået ud over musene, er der noget, der tyder på, at der er endnu flere grunde til at tænke over, hvor meget alkohol, du hælder i dig. Også selvom det er jul …

Læs også