Træning og kost
10. august 2011

5 sunde energi-boosts fra naturen

Mørk chokolade og vand med kardemomme giver masser af energi uden sukker
Af: af Isabella Hindkjær, alive.dk
https://imgix.femina.dk/media/34cb885ce49f4517973bdcd2b9ec74f7.jpg

Foto: All Over Press

Når øjenlågene føles tunge, og hjernen er gået i tomgang, griber mange efter kaffekoppen eller slikposen. Men faktisk findes der nogle helt naturlige energiboostere, der kan gøre dig frisk og sund på én gang.

- Når man oplever at være træt i løbet af dagen, er det typisk fordi, ens blodsukker er lavt. Hos mange svinger blodsukkeret op og ned, fordi de spiser ting som sukker, hvidt brød og kager, som gør at blodsukkeret stiger meget i en kort periode og derefter falder hurtigt igen. Så selvom man ofte får lyst til noget sukkerholdigt, når man føler sig træt og udmattet, bør man holde sig fra det, siger Hanne Heinrich, der er kostvejleder hos lægerne Axelsen & Faustholdt i Risskov og driver sin egen praksis i Aarhus.

Hun anbefaler derfor, at man vælger en naturlig løsning uden sukker til at booste sin energi.

Det kan f.eks. være følgende:

1. Grøn juice
Lav din juice ud af grøntsager. Agurk og bladselleri er gode til formålet, men det er generelt en god idé at gå efter årstidens grøntsager - f.eks. kål om vinteren og spinat om sommeren.

Grøntsagsjuice er bedre end frugtjuice, for frugtsukkeret kan være en hård påvirkning af blodsukkeret. Når man laver juice ud af frugt, fjerner man frugtens fibre, der giver en mere stabil påvirkning af blodsukkeret. Hvis man vil have frugt, skal det være en hel frugt - alternativt kan man juice lidt frugt med flest grøntsager, der indeholder de gode mineraler og fibre.

2. Mørk chokolade 80 eller 85 %
Chokolade med et højt kakaoindhold er ikke helt sukkerfri, men det er en god, naturlig stimulant, der virker energifremmende. Kakaoen indeholder flere sundhedsfremmende stoffer og er bl.a. rig på de sunde antioxidanter.

Det er vigtigt at gå efter en chokolade med mindst 80 % kakao, for jo højere kakaoindhold, jo mindre tilsat sukker, og jo bedre kan du bevare et stabilt blodsukkerniveau. Chokolade er et godt energiboost, men sørg stadig for at spise det i mindre mængder.

3. Moden frugt
Man kan med fordel variere sit frugtindtag, men gå altid efter årstidens frugter og bær - og helst fra Danmark. Jo mere moden en frugt er, når den bliver plukket, jo sundere er den, fordi indholdet at vitaminer og mineraler er meget højere samtidig med at indholdet af stivelse er lavere, end i frugt, der er plukket umoden. Et æble fra Argentina plukkes f.eks. umodent, så det kan holde til den lange transport, så brug hellere 25 kroner på en pose danske æbler end 18 kroner på de udenlandske.

4. Smoothie med hørfrøolie
Tilsæt hørfrøolie i din smoothie. Det giver en langsommere påvirkning af blodsukkeret, fordi olien sænker optagelsen af sukkerstofferne fra frugten.

Smoothien indeholder masser af vitaminer, mineraler og fibre, og den er ideel som eftermiddagsmåltid. Brug gerne de gode, danske bær - f.eks. blåbær, solbær og hindbær. De er smækfyldt med plantenæringsstoffer, og det er noget af det sundeste, man kan få.

5. Vand med smag
Når dit energiniveau er lavt, kan det skyldes, at du mangler væske. Trætheden kan simpelthen være et tegn på, at du er dehydreret, og så er det vigtigt at få drukket noget.

Drik gerne ½-1 liter vand. Du kan tilsætte 5 kardemommekapsler og 2 stjerneanis i din vandkande og lade det afgive smag. De kan blive liggende i kanden i flere dage, og så smager vandet af lidt mere, hvilket gør, at man kan blive mere motiveret til at drikke det.

Du kan også vælge en hjemmelavet iste lavet af grøn te afkølet med citronsaft, hvor du til sidst tilsætter lidt honning. Det er en utroligt læskende drik, og den er meget bedre end den iste, man køber i supermarkedet, som er fyldt med tilsat sukker.

Læs også