Renée: Masser af "gode råd"

Her på det sidste har jeg lagt mærke til, at vi er et folkefærd, der elsker at give gode råd. Det øjeblik vi hører om et problem hos et andet menneske, synes der at opstå en uimodståelig trang til at få problemet til at gå væk. Og måden, vi forsøger at få det til at gå væk på, er ofte ved at give ”gode råd”. Det kuriøse ved gode råd synes samtidig at være, at ingen rigtig stopper op for at høre, om det gode råd giver mening for den person, der fik det. Og ingen spørger, om vedkommende egentlig har lyst til at modtage det, inden de giver det! Og det helt særlige ved gode råd er, at de gives i flæng af hvem som helst til hvem som helst og gerne uopfordret. Det ser umiddelbart ud til, at de fleste mennesker har et uudtømmeligt lager af gode råd, som de gavmildt deler ud af til hvem som helst, der i et svagt øjeblik fortæller, at der er et eller andet, de ikke har helt styr på i deres liv. LÆS OGSÅ: Renée: Vi knalder for lidt Jeg oplevede det på nært hold for nylig. Jeg sad sammen med otte dejlige damer rundt om et bord, og alle skulle fortælle, hvordan livet havde været siden sidst, og hvor de var lige nu. I den sammenhæng blev der faktisk nærmest kastet med gode råd og endda så mange af slagsen, at jeg på et tidspunkt sad midt i stormen og tænkte på, om den, der fik dem, snart kunne bære flere? Da jeg sad dér og fik den tanke, fik jeg samtidig en anden: At det måske også var lige meget. Forstået på den måde, at det indimellem virker på mig, som om det er helt lige meget, hvordan det gode råd bliver modtaget. Det, der synes at være substansen i det gode råd, virker nemlig ikke til at være, om det giver mening for den, som modtager rådet. Men mere at det dækker et behov hos den, der giver det. Et behov, der kunne handle om at få det, som ikke lykkes, til at gå væk. Indimellem virker det nemlig, som om vi vil gøre en hel del for ikke at komme til at mærke, at utilstrækkelighed, ensomhed, tristhed eller vrede kan fylde noget som helst i vores liv. Når jeg nu sidder her en sen nattetime og filosoferer og forsøger at forstå ”det gode råd”s anatomi – så kunne det måske hænge sådan sammen, at det gode råd i realiteten KUN er godt, det øjeblik det giver mening for den, som er modtageren? Hvis det ikke giver mening for modtageren, så er det i sagens natur ikke længere godt – og hvis det er sådan, hvilket jeg jo ikke kan vide med sikkerhed, ja, så skulle vi måske lige tænke os om en ekstra gang, inden vi kommer med et? Hmm ... var det monstro et godt råd eller ..? Kærlig hilsen Renée