hænder
Sundhed

Regeringen vil tilbyde gratis fertilitetshjælp til barn nummer to

2. januar 2024
Af Kristina Forná
Foto: Unsplash
40 år efter, at det første danske reagensglasbarn kom til verden, kommer regeringen nu med nyt forslag.

Ufrivillig barnløshed rammer mange danskere.

Faktisk er det hvert ottende barn, der i Danmark kommer til verden ved hjælp af fertilitetsbehandling. Men som det ser ud nu, kan man i det offentlige kun få hjælp til det første barn.

Men det vil regeringen ændre på, fortalte statsminister Mette Frederiksen (S) i sin nytårstale 1. januar fra Marienborg.

– Vi vil også indføre gratis hjælp til barn nummer to, så der forhåbentlig kan komme en lillebror eller lillesøster. Så endnu flere af jer kan skabe den familie, I drømmer om, sagde Mette Frederiksen.

Forslaget vækker blandt andet begejstring hos De Konservative og SF, men dog ikke uforbeholden begejstring, skriver DR.

Begge partier er nemlig bekymrede over de lange ventelister til at komme i fertilitetsbehandling og efterspørger fokus og handling, så man kan komme ventelisterne til livs.

– Jeg synes, at idéen om støtte til barn nummer to er meget god og meget rigtig, men den er tæt på værdiløs, hvis vi ikke får gjort noget ved de lange ventelister, fordi tiden er en afgørende faktor, når det gælder fertilitet, siger De Konservatives politiske ordfører Mette Abildgaard til DR.

På verdensplan er 17,5 procent ramt af infertilitet, hvilket svarer til ca. hver sjette voksne person.

Det viser en WHO-rapport fra 2023.

Vil du lytte til femina? Så lyt til vores podcast, hvor vi en gang om ugen dykker ned i en af de største historier fra vores verden og folder den ud for dig. Du kan lytte til podcasten i appen Ally, i Apples podcast-app eller på Spotify:

Læs også