Sundhed
2. december 2008

Pylret seks-årig

Min søn på seks år har mange problemer, som jeg prøver at arbejde med. Kort fortalt var han stort set døv, indtil han var to år. Han har fået lagt
Af: Ulla Nielsen
https://imgix.femina.dk/media/05c6d4a5e8864561b857bce954523e86.jpg

Min søn på seks år har mange problemer, som jeg prøver at arbejde med. Kort fortalt var han stort set døv, indtil han var to år. Han har fået lagt dræn en masse gange, fået fjernet polypper og skal snart have fjernet mandler. Hans hørelse er normal nu. Han er bagud med sprog og finmotorik. Psykisk er han meget skrøbelig og har haft svært ved at sige fra overfor andre børn. Der skal ikke så meget til at bringe ham ud af fatning.
Han har to problemer, som jeg ikke rigtig ved, hvordan jeg skal tackle. Det ene er, at han pylrer meget. Får han ikke sin vilje, stiller han sig op og skriger eller græder (uden tårer). Det kan være alt - lige fra om han må få en kiks, lige før vi skal spise, til om han selv må cykle på legepladsen.
Vi har prøvet mange ting for at få ham til at forstå, at det ikke nytter noget at stikke i et hyl, når han ikke får sin vilje. Det sjove er, at lige så snart jeg er ude af huset, er der ikke nogen problemer. Han hører efter, brokker sig ikke og gør, som der bliver sagt. Jeg er ikke perfekt, og selvfølgelig har jeg begået fejl, som alle nu engang gør, men jeg har altid sat grænser for ham. Han er et barn, der har det bedst med klare grænser og faste rutiner. Men nu ved jeg snart ikke, hvad jeg skal gøre. Har I nogle værktøjer til at få hans pylren væk?
Det andet problem er, at han er bange for mange ting, fx fyrværkeri eller hvis naboen banker i væggen. Han har også været meget bange for regnorme og insekter. Men når han så bliver tvunget ud i det, finder han ud af, at det ikke er så farligt. Fx var han meget bange for regnorme, men facineret af at kigge på dem. Da jeg så fik ham til at holde en, var det lige pludselig sjovt.
Jeg håber, I har nogle gode bud på, hvordan jeg får disse ting væk, da jeg snart er løbet tør for ideer.
Randi

Kære Randi
Din dreng har gennem sin opvækst haft vanskeligheder med sin hørelse, og du er heldigvis som mor meget opmærksom på de problemer, det kan have medført for ham.
Du beder om hjælp i forhold til, at han er angst og pylret, og du beskriver fint hans reaktioner.
De symptomer, han udviser, kan være udløbere fra hans problemer med mellemørerne, men det kan også være udtryk for andre ting.
Du skriver, at han sprogligt ikke er alderssvarende, og at han er psykisk skrøbelig. Hans angst og øvrige reaktionsmønster, virker også som reaktioner fra et barn, der er yngre end seks år. Derfor tror jeg, der kan være brug for en nærmere analyse af, hvor din drengs grundlæggende problemer er. Jeg er betænkelig ved at give dig råd, som ikke er fyldestgørende. Derfor syntes jeg, du skal kontakte det lokale P.P.R. kontor (Psykologisk, Pædagogisk Rådgivning), hvor de vil hjælpe med at finde ud af, præcist hvor din dreng har brug for hjælp. De vil kunne give dig råd og vejledning.
Din åbenhed og din vilje til at ville løse problemerne, har stor betydning for det fremtidige forløb.
Susse Stuhr, pædagogisk konsulent

Læs også:
Mellemørebetændelse hos børn
Hjælp dit barn med øreproblemer

Læs også