Puslepladsen
Det er mindre vigtigt, hvor puslepladsen befinder sig. Det er heller ikke vigtigt, om den består af et arkitekttegnet møbel, en spånplade på væggen, der kan vippes ned, eller den blot et lille hjørne af køkkenbordet. Det vigtigste er, at I har alt det, I skal bruge til at skifte og rengøre inden for rækkevidde. For uanset barnets størrelse må I aldrig forlade det på puslebordet.
Alt skal kunne nås med én hånd, mens man holder fast på barnet med den anden.
Tænk også lidt på højden. Almindelig køkkenbordshøjde, altså 90 cm, er den rette højde for de fleste voksne.
Ud over selve puslepladsen skal der også være en opbevaringsplads (hylde eller skuffe) til bleer og rent tøj.
Et pusleunderlag er uundværligt. Det kan være enten en speciel puslepude eller blot en skumgummimadras beklædt med plast og frotté. Et par vandfade, et til hver ende, frottéhåndklæder, vat, tættekam, en stump babysaks og uparfumeret sæbe bør også ligge parat.
Og så er puslepladsen selvfølgelig centrum for herlige stunder, hvor der vaskes, tørres, kysses, pludres, leges, grines og hygges.
Læs også:
Smil
Bleskift