Pas på med Halloween-sminken
Foto: All Over Press
Den amerikanske efterårstradition Halloween er efterhånden blevet en populær begivenhed i Danmark - særligt hos børn, der gerne vil klædes ud og sminkes.
Men børn med følsom hud eller allergi skal måske bare nøjes med at klæde sig ud.
- At sminke børnene en sjælden gang imellem tager de færreste skade af. Men bliver det en tilbagevendende begivenhed, at børnene kommer hjem med sminke i hele hovedet, så er der grund til at få en snak med pædagogerne, om ikke de skulle finde på andre aktiviteter. Sminken kan nemlig indeholde stoffer, som kan give allergi, siger Ewa Daniel, der er kemiker i Astma-Allergi Danmark, til foreningens hjemmeside.
Økologi er ingen garanti
Ifølge Astma-Allergi Danmark er det ikke engang sikkert, at økologisk sminke er meget bedre.
- Mange økologiske produkter indeholder stoffer, som kan give allergi. At et produkt er økologisk betyder altså ikke, at det automatisk er allergivenligt, forklarer Ewa Daniel.
Risikoen for at få allergi af sminke afhænger bl.a. af, hvor ofte barnet bliver sminket, hvor tykt et lag sminke der kommer på, hvor stort et område af huden der dækkes af sminke, samt hvor længe sminken sidder på huden.
Har dit barn allergi eller følsom hud, er det bedst helt at undgå sminke, lyder rådet.
Astma-Allergi Danmark har følgende råd til forældre, der vil sminke børnene til Halloween:
- Brug kun sminke ved særlige lejligheder, og lad ikke sminken sidde for længe.
- Dæk så lille et område som muligt med sminke. Nogle typer sminke må ikke komme på læberne, så undlad at gøre det. Og lad være med at sminke for tæt på øjnene.
- Brug ikke sminke på hud, der er tør eller har udslæt
- Køb kun produkter, hvor du kan læse, hvad der er i. Vælg CE-mærket sminke uden parfume – hellere fast end flydende.
- Brug en fed creme under sminken, og brug en god rensecreme uden parfume til at fjerne sminken igen. Vær grundig, når du fjerner sminken.
Uhyggelig mad til Halloween: