Overgangsalder
17. juli 2025

Denne tørrede frugt kan afhjælpe et problem for kvinder i overgangsalderen

Kvinder i overgangsalderen kan miste op mod 20 procent af deres knogletæthed – nu peger nyt studie på, at der kan være hjælp at hente
Af: Sigrid Luna Nielsen
Svesker kan styrke kvinders knogler i overgangsalderen

Kvinder i overgangsalderen mister knogletæthed – men nyt studie viser, at 4-6 svesker om dagen kan hjælpe med at holde knoglerne stærke.

Foto: Colourbox

Med alderen bliver knoglerne helt naturligt svagere. Men når kvinder rammer overgangsalderen, og deres østrogenniveau falder drastisk, er der risiko for, at de mister op mod 20 procent af deres knogletæthed.

Men ny forskning peger på, at der kan være hjælp at hente. For det viser sig, at fire til seks svesker om dagen, kan være med til at holde knogler stærke.

Svesker indeholder flere næringsstoffer, der kan bidrage til knoglesundheden, heriblandt vitamin K, kalium, bor og flere polyfenoler. Derudover er svesker også kendt for at være godt for dit tarmsystem, så det er en win-win, skriver magasinet Womens Health.

Resultaterne bygger på data fra 235 kvinder, der har deltaget i eksperimentet i et år. Kvinderne blev delt i tre grupper. Nogle skulle spise fire til seks svesker om dagen svarende til 50 gram. Nogle skulle spise det dobbelte, mens de sidste fungerede som en kontrolgruppe, der ikke skulle ændre i kosten.

Kvinderne, der spiste 50 gram svesker om dagen, kunne vedholde deres knogletæthed under forsøgsperioden. Det samme gjorde sig gældende for de kvinder, der spiste 100 gram. Men det viste sig også, at der var mange af de kvinder der spiste 100 gram svesker, der faldt fra undervejs, fordi det var for svært at opretholde rutinen med at spise så mange svesker.

Det skyldes, at svesker kan virke afførende, og derfor opfordrer forskerne også til, at man starter stille og roligt op, hvis man ønsker at inkorporere sveskerne i sin kost.

Studiet blev finansieret af California Prune Board, som repræsenterer sveskeavlere og -sælgere. Men forskerne forsikrer, at bestyrelsen ikke spillede nogen rolle i, hvordan undersøgelsen blev udført eller fortolket.

Lyt til 'Bachelorette'-podcasten ‘EJ EJ EJ!’ der, hvor du normalt finder dine podcasts - eller herunder.

Læs også

Bliv medlem af femina+

Du skal være medlem for at gemme denne artikel. Medlemskabet giver dig ubegrænset adgang til alt indhold.