Ny forskning: Hvis du er overvægtig, bliver brystkræft farligere
Foto: Ida Guldbæk Arentsen/Ritzau Scanpix
Kvinder med overvægt har en væsentlig dårligere brystkræftprognose end andre kvinder.
De kvinder, der er overvægtige, får flere tilbagefald og lever kortere liv efter kræften. Det vil sige, at jo mere overvægt, jo større risiko.
Det viser et nyt studie med 13.000 danske brystkræftpatienter. Studiet viser også, at medicin virker mindre effektivt hos de overvægtige patienter.
Det skriver TV 2.
Overvægt er et stigende problem i Danmark, og derfor er studiet opsigtsvækkende. Det mener ledende overlæge og lærestolsprofessor Signe Borgquist fra Kræftafdelingen på Aarhus Universitetshospital og Aarhus Universitet. Hun står i spidsen af studiet sammen med ph.d.-studerende Sixten Harborg.
– Svær overvægt er i stigning over hele verden, og derfor giver vores resultater da anledning til bekymring. De antyder, at nogle patienter med brystkræft ikke opnår den rette gavn af deres kræftbehandling, siger Signe Borgquist.
Studiet er netop blevet publiceret i det anerkendte videnskabelige tidsskrift JAMA Network.
Hvert år får omkring 5000 danske kvinder brystkræft. Det er den største kræftdiagnose for kvinder herhjemme.
Ifølge Signe Borgquist starter den øgede risiko allerede, når patienten har et BMI over normalen på 25. Det gælder både risikoen for tilbagefald og risikoen for at dø af kræft. Begge dele vokser med overvægten.
I Danmark er 53 procent af danskerne "overvægtige" med et BMI på 25 eller derover, mens 18 procent er "svært overvægtige" med et BMI på over 30.
BMI - Body Mass Index
Udregningen af BMI foretages ved at dividere vægt i kilo med højde gange højde.
Resultat klassificerer en person i én af fire kategorier, der kort beskriver kropsvægten:
- Under 18,5: Undervægtig
- 18,5-25: Normalvægtig
- 25-30: Overvægtig
- Over 30: Svært overvægtig
For at hjælpe kræftpatienterne mener Signe Borgquist, at man skal tage fat i patienterne og hjælpe dem med at reducere deres overvægt med bevægelse, kost eller medicin.
Forskerne håber blandt andet på at igangsætte et pilotforsøg med det vægtreducerende medicinske produkt Wegovy.
Vil du lytte til femina update? Så lyt til vores podcast, hvor vi en gang om ugen dykker ned i en af de største historier fra vores verden og folder den ud for dig. Du kan lytte til podcasten i appen Ally, i Apples podcast-app eller på Spotify: