Nedtur efter kejsersnit

Jeg fødte en dejlig dreng ved et akut kejsersnit, fordi han lå med numsen nedad.
Jeg har det dårligt her bagefter. Et er de fysiske mén - men hvad med de psykiske? Det eneste, jeg efterfølgende har kunnet finde i diverse bøger, er, at man kan føle et afsavn, men intet om, hvor slemt det kan opleves. Jeg har talt med kvinder i min omgangskreds, der har født ved kejsersnit og fundet ud af, at vi alle har oplevet den samme mentale nedtur: Følelsen af at være blevet berøvet selve fødselsoplevelsen er meget svær at komme sig over, og med den kommer følelsen af ikke at slå til som mor, for "jeg kunne ikke engang føde mit eget barn". De 14 dage min mand havde barsel, brugte jeg på at tude af skuffelse, og at jeg var meget besværet af mit ar. Det fik forstærket følelsen af ikke at kunne tage mig ordentligt af mit barn. For at sætte prikken over i'et ville min søn ikke ammes, og han endte med at blive et flaskebarn. Da følte jeg, at min fiasko var fuldendt.
Jeg synes, det kunne være vigtigt at kejsersnitsmødre kunne mødes i mindre grupper og snakke om deres oplevelser og følelser, måske med en læge eller jordemoder til stede. Det er meget vigtigt, at man får lov til at opleve, at man ikke er alene om den mentale nedtur.
Lise

Kære Lise
Du beskriver meget præcist følelsen af at være berøvet noget vigtigt. Mange kvinder, som føder ved kejsersnit, føler sig på et eller andet tidspunkt skuffede over ikke at have født gennem skeden. Kejsersnittet føles helt forkert, og de kan slet ikke få det til at harmonere med det, de havde forventet og havde forberedt sig på.
Fødselsforløbet må aldrig ses som "den store kvindeprøve", hvor du enten får ug med trompetfanfare eller dumpekarakter med flovhed til følge.
Du fik ikke bevist over for dig selv, at du kunne føde, men du har givet dit barn de bedste muligheder ud fra de betingelser, der var og ud fra den viden man har om, hvad der tjener mor og barn bedst.
Hvordan en fødsel skal forløbe, bestemmes i nogen grad af den kultur, man befinder sig i. I den vestlige verden er tendensen, at et fødselsforløb forkortes og smertelindres for at tilpasse fødslen, hvad der er normen i dette samfund. Naturen får ind imellem en hjælpende hånd for at være tilpasset det, vi mener, er det rigtige. Det betyder, at fødslerne nu foregår på institution og med teknologiske og medicinske indgreb med en vis "naturlighed". Det vil i praksis sige, at der udføres langt flere indgreb for at lette fødselsforløbet og for at forebygge stressede situationer for både mor og barn. I dag stiller kvinderne også større krav om medbestemmelse over fødselsforløbet og kan ønske kejsersnit, selv om der måske ikke er medicinsk grund til det.
Hvis barnet vender numsen nedad, tilbydes kvinderne ofte et kejsersnit. Det er noget relativt nyt, idet man tidligere blot lod kvinderne føde. Der er ingen tvivl om, at en naturlig fødsel er at foretrække, når betingelserne er for det. Men når det så er sagt, så er det et stort privilegium at have mulighed for at føde ved kejsersnit, når betingelserne for en naturlig fødsel ikke er til stede.
Nu skete der jo det for dig, at det hele forløbet skiftede fra at være et normalt forløb til at være et forløb, hvor du blev tilrådet kejsersnit. Så det var chokerende for dig. Jeg mener, du bør have en samtale med en jordemoder, helst hende, der var involveret i forløbet, for at få talt det igennem. Du kan også få en kopi af din fødejournal og tale med andre. Forældre og Fødsel har temagrupper med kvinder, der har fået kejsersnit, og som har følt sig deprimerede bagefter. Dem kan du også have gavn af at kontakte (tlf. 70 23 14 00). Hvis du efter nogle måneder ikke har fået sat fødselsforløbet på plads, synes jeg, du skal henvende dig til din praktiserende læge. Han eller hun kan henvise dig til en psykolog, der kan hjælpe dig med at få overblik og ro over det skete.
Dorte Taxbøl, jordemoder

Læs også:
Kejsersnit - tiden efter