
Morgenen efter nytårsaften vågnede hun med voldsomme smerter i ryggen

Liselotte opfordrer alle til at få HPV-vaccinen.
Foto: Privat
Det var morgenen efter nytårsaften. Liselotte Christensen vågnede op med en voldsom smerte i ryggen. Hun tænkte, at hun måtte have danset for voldsomt, svinget hofterne for meget aftenen før. Hun havde voldsomt ondt i ryggen.
Hun kunne hverken stå op, sidde eller ligge ned, uden at smerterne var altoverskyggende. Hun holdt sig i ro nogle dage, ringede til egen læge, tog smertestillende, men lige lidt hjalp det, de voldsomme smerter varede ved.
Det endte med, at hun gennem sin sundhedsforsikring fik en scanning, som viste, at der var noget i venstre side af hendes bækken. Efter en håndfuld prøver kom svaret: Liselotte havde livmoderhalskræft.
Hun gik i chok.
Livmoderhalskræft skyldes næsten altid HPV virus, som smitter, når man har sex. Oftest forsvinder virussen af sig selv, men i nogle tilfælde bliver den kronisk, og det kan lede til celleforandringer på livmoderhalsen, som senere kan udvikle sig til kræft.
Hvert år får 317 danske kvinder diagnosen livmoderhalskræft og det anslås, at der er 8.558 personer, der lever med det i Danmark.