Paranoid skizofreni

"Sommetider var der op mod 35 hænder, som klemte, maste og pressede på mine arme"

14. februar 2022
af Hanne Vinther Mikkelsen
Foto: Andreas Bang Kirkegaard
Karen Bøndergaard var bare 12 år, da hun selv stillede sin diagnose: Paranoid skizofreni. I dag lever hun et normalt liv med studier og kæreste og bruger Instagram til at gøre op med fordommene om skizofrene.

Paranoid skizofreni. Læs ordene igen. Luk øjnene, og læg mærke til de billeder, som ordene fremkalder på nethinden. 

23-årige Karen Bøndergaard ved præcis, hvad mange forestiller sig. Hun har haft diagnosen i mere end ti år. 

– Vi bliver set som en flok livsfarlige psykopater med forfølgelsesvanvid.

– Det er, som om folk med det samme tror, at min diagnose gør mig til en skingrende sindssyg øksemorder, der render rundt i gaderne for at slå alle ihjel. Det er frustrerende, at der er den uvidenhed om sygdommen. 

Karen er ikke i tvivl om, hvorfor det er sådan. For vi kender som regel kun paranoid skizofrene fra film og TV. 

– Jeg har da også selv set serier som "Bones", hvor en skizofren slår sin kone og børn ihjel. Og tænk på TV-dokumentaren "De sindssygt farlige" om den unge fyr, der dræbte sin mor i en psykose, eller om Anders Aggers "Indefra". 

– Det handler altid om meget syge retspsykiatriske patienter, der har gjort noget forfærdeligt. Det forvrænger billedet fuldstændigt. 

For skizofreni har rigtig mange og meget forskellige ansigter, forklarer Karen. 

– Det kan også være hende den helt ufarlige, almindelige Karen, der studerer, har en sød kæreste, træner styrkeløft og elsker at strikke. Du kan jo ikke se på mig, at jeg har diagnosen paranoid skizofreni, vel? 

– Det er kun mig selv, der mærker noget til det. Sådan er det for størstedelen af skizofrene. Det er rare, stille og velfungerende mennesker. 

Hvad er paranoid skizofreni?

Paranoid skizofreni kan vise sig på mange forskellige måder. 

Den er kendetegnet ved, at man er ude af stand til at skelne mellem virkelighed og fantasi. 

Man har svært ved at sortere i sanseindtryk.  

Typiske tegn på skizofreni er at høre stemmer, mærke og se ting, som ikke er virkelige. 

Nogle føler sig også forfulgt. 

Der er cirka 30.000 med diagnosen i Danmark. 

Kilde: Psykiatrifonden

 

Karens symptomer på skizofreni

De første symptomer på Karens skizofreni kom snigende, da hun mistede sin far. Han begik selvmord, da hun var syv år.  Sorgen fik hende til at høre stemmer. 

– I dag ved jeg, at min skizofreni blev udløst af det traume. Jeg fik hallucinationer, hvor jeg tit hørte min far snakke med sin kæreste. 

– Det var sådan nogle hverdagssamtaler om praktiske ting. Han talte aldrig direkte til mig. For mig var det virkeligt, selv om jeg godt vidste, min far ikke var der. 

– Senere kom der andre, fremmede stemmer. De talte heller ikke direkte til mig, så jeg tænkte ikke over det. Det var bare min verden. 

Googlede sig til diagnose

Det var først som tolvårig, at Karen blev bevidst om, der var noget galt. 

På en gåtur i skoven med sin hund, fik hun pludselig en klar fornemmelse af en hård hånd på sin krop.

– Den klemte sig fast om min rygsøjle, og det gjorde simpelthen så skide ondt. Det var en helt fysisk følelse. 

– Jeg blev megabange, selv om jeg forsøgte at sige til mig selv, at det bare var fantasien, der spillede mig et puds. Jeg løb stortudende hjem og kastede mig i armene på min mor.

I første omgang fortalte Karen ikke sin mor, hvad hun havde oplevet. Hun sagde bare, hun var blevet bange for mørket. 

I stedet lukkede hun sig inde på sit værelse og googlede alt, hvad hun kunne om psykiatriske lidelser. 

Hun havde en uforklarlig fornemmelse af, det var i den kategori, hun skulle finde en forklaring.

– Mine symptomer pegede kun i én retning, og det var paranoid skizofreni. 

Så jeg stillede selv min diagnose allerede dengang. Det gjorde mig egentlig ikke forskrækket. Jeg tænkte bare: "Nå ok, jamen, så er det dét, jeg har". 

Men hendes mor troede ikke på, at hun havde skizofreni. De skændtes om det flere gange, fordi hendes mor mente, Karen måske trængte til omsorg og opmærksomhed. 

De var nemlig lige flyttet ind hos morens kæreste. 

Til sidst fik Karen en konsultation hos familiens læge, som med det samme sendte hende videre psykiatrisk afdeling. Efter en længere udredning gav en overlæge hende diagnosen. 

– Det første, jeg sagde, da han havde forklaret, at jeg har paranoid skizofreni, var tak. Jeg takkede ham for at tro på mig. 

– Det var faktisk en lettelse at blive mødt på mine følelser – at det ikke bare var noget, jeg havde fundet på for at få opmærksomhed.  

Men diagnosen blev startskuddet på nogle svære år. Karen kom i et intensivt forløb med medicin og terapi. Det virkede ikke, og hun fik det værre og værre. 

Skizofrenien fik følgeskab af panikangst og følelsen af hænder på kroppen blev forstærket. 

– Sommetider var der op mod 35 hænder, som klemte, maste og pressede på mine arme, skuldre og på ryggen og lænden. Der kom også flere stemmer i mit hoved, indtil medicinen gjorde dem stille. 

"Jeg kalder det for mine helvedesår. I den periode havde jeg det forfærdeligt med rigtig mange hallucinationer, og jeg fik for store doser medicin"

Sov 18 timer i døgnet

Karen kunne ikke længere klare at gå i skole, så hun var der kun nogle få timer om ugen med med en støttelærer. 

Hendes mor søgte om tabt arbejdsfortjeneste for at kunne passe Karen på fuld tid. 

– Jeg var en zombie. Jeg sov tit 18 timer i døgnet. Så det står meget tåget for mig, hvad der skete med mig, frem til jeg blev omkring 14 år. 

– Jeg kalder det for mine helvedesår. I den periode havde jeg det forfærdeligt med rigtig mange hallucinationer, og jeg fik for store doser medicin. 

Lidt efter lidt kom der bedre styr på medicinen. Karens mor fandt også frem til en særlig diæt, hvor blandt andet sukker og gluten blev skåret væk. 

Sammen med kraniosakral-terapi hjalp det hende i en mere positiv retning. 

Vendepunktet kom for alvor, da Karen begyndte på produktionsskole. Her mødte hun lærere, der motiverede hende til at tage en uddannelse.  

– Jeg har altid haft hovedet skruet godt på og har klaret mig godt bogligt. Men jeg havde mistet troen på mig selv i de år. 

– Det var først, da mine lærerne gav mig et kærligt spark bagi, jeg turde gøre forsøget. 

Ønsker du at se dette indhold skal du acceptere øvrige cookies.

Karen gennemførte først en handelsfaglig grunduddannelse og så en EUX Business studentereksamen med topkarakterer. 

Bagefter uddannede hun sig til markedsføringsøkonom, og nu er hun i gang med en bachelor i international handel og marketing. 

– Det er en fed følelse, at dét her kan jeg fandeme godt. 

– I min journal fra den første tid med skizofrenien står der, at man ikke skulle forvente, at jeg nogensinde ville få en uddannelse eller en normal tilknytning til arbejdsmarkedet. 

– Nu ved jeg, at jeg kommer til at bidrage til samfundet på lige vilkår med andre. 

skizofreni psykisk sygdom

I dag har Karen et helt almindeligt liv med studier, fester, veninder og en kæreste. Hun træner også styrkeløft og har ambitioner om at stille op til DM. 

Alt det vil hun gerne fortælle om i sit arbejde for at gøre op med de mange fordomme. 

For selv om der i de senere år er kommet mere åbenhed om psykisk sygdom, er det sjældent, at mennesker med paranoid skizofreni står frem. 

Men Karen mener, at tavshed gør tabuet endnu større. 

– Jeg skammede mig i starten, og jeg var ked af at være anderledes end mine veninder. I dag er skizofrenien bare en ekstra ting ved mig – den er ikke mig.  

– Mange føler sig stigmatiserede, fordi der er så mange misforståelser om sygdommen. Men jeg vil ikke skjule mig, for jeg vil gøre alt, hvad jeg kan, for at afmystificere skizofreni.

Instagram som talerør

Derfor holder hun foredrag og fortæller om sit liv på Instagram-profilen @hendedenskizofrene for at bryde tabuet. 

– Jeg føler faktisk, at det er min pligt, når jeg nu fungerer så godt med min skizofreni, som jeg gør. 

– Jeg vil være en stemme for dem, der ikke har modet eller overskuddet til at kæmpe den kamp. 

På Instagram kan Karens følgere få et ærligt indblik i hendes allerinderste. Hun fortæller helt uden filter om sine udfordringer. 

– Det er både min dagbog på nettet og et forum for debat og spørgsmål. 

– Jeg opfordrer til, at folk spørger mig direkte, hvordan sygdommen er for mig.

– Det er både befriende og vildt hårdt at blotte mine tanker og følelser, men jeg oplever, at jeg gør en forskel og kan hjælpe andre psykisk sårbare. 

Karen Bøndergaard 

23 år

Diagnosticeret med paranoid skizofren.

Holder foredrag og fortæller om sit liv på Instagram –profilen @hendedenskizofrene.

Uddannet markedsføringsøkonom og er ved at tage bachelor i international handel og marketing.

Bor i Horsens.

Har en kæreste.

Karen kæmper stadig med følelsen af hænder på sin krop hver eneste dag. På en god dag er der fem hænder. På de dårlige dage er der 35. 

Men nu er de blevet et slags fintfølende kompas, som hun kan bruge til at navigere i sin sindsstemning.  

– Jeg mærker efter hver morgen. Når jeg er træt eller stresset, gør hænderne ondt. 

– Det er en god guideline til, hvordan jeg skal tackle dagen. Skizofrenien er både min bedste veninde og værste fjende.

– Jeg ville da gerne være fri, men samtidig har den givet mig større empati og selvindsigt, som jeg kan bruge i mange sammenhænge i mit liv.