Josephine troede, hun havde sit drømmeliv. Men så fortalte hendes krop noget, hun havde ignoreret i årevis

I mange år var hendes hverdag præget af et ekstremt pres.

30-årige Josephine Zeltner arbejdede først som konsulent i reklamebranchen og skiftede senere til en startup. Kommunikation og markedsføring er et felt præget af konstante forandringer, skarpe deadlines og høje krav - men for Josephine blev presset især forstærket af de forventninger, hun stillede til sig selv.

Det betød, at hun tidligt - faktisk allerede som studerende - havde indarbejdet et højt tempo i sit liv. Det manifesterede sig også fysisk.

– Jeg talte hurtigt, gik hurtigt og gjorde alting hurtigt. Jeg gjorde altid ting på den halve tid, og det blev bare en vane. Jeg tænkte aldrig over, at der fandtes et alternativ. Sådan kørte jeg på i næsten ti år, hvor alting gik enormt stærkt.

Gennem hele sin barndom havde hun forestillet sig sit liv som en film, hvor hun skulle excellere i reklamebranchen. Hun havde fundet sin rette hylde, og hun havde en klar fortælling om, hvordan hendes liv skulle se ud.

– Pludselig var jeg hovedrollen i den film. Jeg havde fået alt det, jeg havde drømt om. En dejlig lejlighed i København, en skøn kæreste, en fantastisk omgangskreds, mit drømmejob og en familie, der havde det godt. Alt spillede.

Men Josephine havde det overhovedet ikke godt.

Hun var ikke glad. Hun følte, at hun stod op hver morgen og løb i et hamsterhjul, kom hjem, sov - og så startede det hele forfra dagen efter.

– Noget føltes grundlæggende forkert. Jeg begyndte at stille mig selv spørgsmålet: ”Hvordan kan det være, at jeg ikke har det godt, når jeg har opnået alt det, jeg drømte om?”

Mens livet susede af sted, fik hun det i perioder virkelig dårligt og kunne mærke, at hun ikke trivedes. Alligevel fortsatte hun i højt gear. Arbejdet var spændende, og de høje forventninger, hun stillede til sig selv, gjorde det svært for hende at sige stop.

– Jeg balancerede konstant på kanten, men på en eller anden måde lykkedes det mig altid at tippe tilbage igen og fortsætte. Dengang oplevede jeg det ikke som alvorligt. Jeg tror også, at kroppen er mere nådig, når man er ung.

Set i bakspejlet havde hun dog mange gange været helt ude i tovene.

Og efterhånden blev det for meget. Det var, som om hendes krop begyndte at lukke ned. Det kostede mere og mere at komme op i samme gear som tidligere, hun begyndte at tabe sit hår, hendes hud blev grå og trist, hun var træt og frøs hele tiden - og hun følte, at hun gik rundt i en tåge.

Først troede hun, at hun havde fået stress, for hun var stresset. Men hendes læge fandt efterhånden ud af, at hun har en kronisk autoimmun sygdom, Hashimotos. Sygdommen giver lavt stofskifte og mange af de samme symptomer som stress, hvilket gør det svært at skelne mellem de to.

– Samtidig forværrer stress sygdommen, så jeg var fanget i en ond cirkel, hvor stress og sygdom forstærkede hinanden, fortæller hun.

I dag er det snart to år siden, at Josephine blev sygemeldt fra sit arbejde efter diagnosen. Hun kunne tydeligt mærke, at hendes krop prøvede at fortælle hende noget, som hun havde ignoreret i mange år.

Det blev starten på en længere proces, hvor hun begyndte at arbejde intensivt med at forstå sammenhængen mellem krop og sind, få sine hormoner i balance og regulere sit nervesystem.

Processen var ikke lineær, men nærmere som to skridt frem og ét tilbage. Sidenhen har hun uddannet sig som metakognitiv coach og arbejder på at gå selvstændig. Det betyder ikke, at hun er færdig med kommunikationsbranchen – det kan godt være, hun vender tilbage. Men i så fald med et nyt mindset.

– Som tiden gik, fik jeg sluppet gamle mønstre og skrællet lag af, så jeg igen kunne mærke mig selv og se, hvad der ikke fungerede i mit liv, og hvad der faktisk er meningsfuldt for mig.

– Jeg begyndte også at forstå, hvor mange normer vi lever efter uden at sætte spørgsmålstegn ved dem. Der er ikke nødvendigvis noget galt i det, men for mig blev det vigtigt selv at tage ansvar og finde ud af, om det her liv egentlig er rigtigt for mig?

Det spørgsmål fik hun først stillet sig selv mange år senere, end hun burde have gjort. Men nu er hun fast besluttet på, at hendes 30’ere skal være mere mindre opslidende og mere givende end hendes 20’ere var.

– Jeg vil have et liv, hvor jeg ikke bare overlever for at kunne klare mit arbejde, men hvor jeg kan være til stede og bidrage - både til min familie, mig selv og mennesker omkring mig.

Det er derfor, at Josephine om lidt tager sin kæreste og hund under armen, sadler om og flytter fra København, hvor hun ellers har boet i næsten ti år.

I et stykke tid har hun kunnet mærke, at selve byen betyder mindre og mindre for hende. Tempoet føles højt, og hun har i lang tid søgt ud i naturen - i skoven og i sommerhus.

– Vi bruger ikke byen, som vi gjorde tidligere. Og helt tilfældigt dukkede der en mulighed op for at se en lejlighed i Birkerød. Da vi kom derop, føltes det bare rigtigt. Udsigten til skov, marker med køer, fælles drivhus, bålsted - det var alt det, jeg i mange år også havde drømt om.

Selvfølgelig dukkede tvivlen også op.

”Er vi færdige med byen allerede? Kommer vi til at kede os? Hvad med vores venner, vores arbejde, vores hverdag?”

– Men jeg måtte også erkende, at jeg ikke kunne besvare de spørgsmål på forhånd. Svaret finder jeg kun ved at kaste mig ud i det.

Hun medgiver, at det godt kan virke naivt og blåøjet at tro, at det hele nok skal løse sig, eller at hverdagen i et mere landligt område kommer til at ændre hendes liv.

– Jeg tror heller ikke, at man kan lægge ansvaret for sin indre ro over på omgivelserne. Jeg har lært, at man først og fremmest må finde roen i sig selv. Når man har gjort det, kan omgivelserne enten støtte den eller udfordre den. Men de kan ikke skabe den alene.

Flytningen er ikke en flugt fra København, påpeger hun. Det er et bevidst valg om at bosætte sig et sted, der føles nærende for hende.

– Hvis der er ét budskab, jeg gerne vil give videre, så er det, at vi er nødt til at tage ansvar for vores eget velbefindende. Ikke bare følge normerne, men stoppe op og spørge os selv: ”Hvordan har jeg det egentlig, og hvor får jeg næring? I hvilke omgivelser og med hvilke mennesker?” Det gælder både, hvordan vi taler til os selv, hvad vi spiser, hvor vi bor, hvordan vi arbejder - og generelt hvordan vi lever vores liv.