kvinde
Mental sundhed

Du lader som om, alt er fint, selv om du er ked af det. Vi gør det alle, og det har et navn

18. august 2023
Af Marie Kvittrud 
Foto: Unsplash
Kigger man på en and, ser den måske ud til at flyde stille og roligt, men under vandet padler den løs for at holde sig flydende. Sådan er der også mennesker, der har det: De kæmper, men viser det ikke til nogen. Fænomenet har fået navnet ”ducksyndrome”.

Langt de fleste af os har et strejf af det: ”ducksyndrome” (eller på dansk: andesyndromet). Og nej, det handler ikke om trutmund a la duckface. Det er noget helt andet…

Og det tager sit udgangspunkt i, at alle mennesker har et grundlæggende behov for at blive holdt af og accepteret af andre.

Vi ønsker bekræftelse og anerkendelse, og vi vil derfor helst ikke afsløre alt for mange af vores mindre positive sider.

De fleste af os har derfor sikkert også erfaring med at lade som om, at alt er i orden, også selv om vi i virkeligheden var trætte, bekymrede eller triste. Det er det, der bliver kaldt "ducksyndrome".

Det går ud på, at man udadtil præsenterer sit liv som vidunderligt og ubekymret, men indeni føler man det modsatte.

Ordet opstod, fordi ænder ser ud til at glide roligt hen over vandet, mens de under overfladen konstant padler med deres små ben for at holde sig flydende.

Som menneske kæmper man måske med søvnproblemer og forsøger samtidig desperat at holde energien oppe på arbejdet. Eller måske oplever man angst, depression eller overvældende stress, men lader som om, alt er i orden.

– Det er stadig svært for mange at være åbne om deres kampe. Årsagerne er individuelle og komplekse. Men eksempler kan være frygt for, hvad omgivelserne vil sige, skam, skyld eller en følelse af utilstrækkelighed, forklarer Tove Gundersen, der er generalsekretær i det svenske ”Rådet for Psykisk Sundhed”.

Det går ud på, at man udadtil præsenterer sit liv som vidunderligt og ubekymret, men indeni føler man det modsatte.

Forskning viser, at langt de fleste af os har en tendens til at tro, at andre er gladere end os selv.

– Det handler om, at vi møder mennesker i sammenhænge, ​​hvor de har chancen for at præsentere et glorificeret billede af dem selv, siger Ingrid Blessom, der er psykolog og sexolog ved Institut for Klinisk Sexologi i Sverige, og nævner de sociale medier som et eksempel på en arena, hvor man har mulighed for at præsentere sig selv og sit liv som perfekt, selv om det ikke er det.

Hvordan andre rent faktisk går rundt og har det indeni, er derfor ikke lige umiddelbart til at se, og så er det, at vi får en idé om, at de lever et lykkeligt liv. Og det kan få konsekvenser.

– Det, at vi skaber idéer om andre, gør, at vi skjuler vores egne dårlige følelser for at fremstå lige så succesfulde. For mange giver det en følelse af ensomhed og betyder, at vi føler os utilfredse eller mindre tilfredse med livet, siger hun.

At skjule at man kæmper kan være både usundt og ødelæggende. Og en del gør det endda også over for deres nærmeste.

– Resultatet er, at mange isolerer sig, når de har det svært. Faren ved det er, at de dårlige følelser varer længere, siger Ingrid Blessom.

En af forklaringerne på det er, at man går glip af den værdifulde støtte fra familie og venner, som de fleste ville få, hvis de formåede at åbne op omkring deres følelser.

– Hvis man ikke får den støtte, man har brug for, begynder man måske at præstere dårligere på arbejdet og føler, at man gradvist trækker sig fra familie og venner, siger hun.

Rådet er at være åben omkring, at man har det svært.

– En fin "bivirkning" ved at være åben er, at mange oplever, at de udvikler dybere relationer. Du vil sikkert opleve, at andre også åbner op om, hvordan de har det, siger Blessom.

Det er også vigtigt at vide, at der er hjælp at hente.

– Folk vil gerne hjælpe, og åbenhed hjælper ofte i sig selv. Det hjælper også omgivelserne til at forstå, forklarer Tove Gundersen.

Nogle gange har man som menneske bare brug for hjælp til at se mulighederne fremfor begrænsningerne, andre gange har man brug for decideret behandling. Uanset hvad råder hun til, at man beder om hjælp så hurtigt som muligt.

– Uden åbenhed og behandling vil symptomer på angst, depression og andre psykiske lidelser have en tendens til at vare meget længere.

Artiklen blev udgivet i femina uge 24, 2023.

Du kan lytte til femina update-podcasten i appen Ally, i Apples podcast-app eller på Spotify:

Læs også