Cecilie Bau
Psykisk sygdom

Cecilies mor var psykisk syg: ”Det gjorde ondt at få at vide, at jeg ikke var en god datter”

9. november 2021
af Bonna Haagen Pedersen
Foto: Hedda Rysstad
Som barn led Cecilie Bau af både skam og skyldfølelse, fordi hendes mor var psykisk syg. For to år siden begik hendes mor selvmord, og Cecilie er stadig i gang med at lære at mærke sine egne følelser. Hun ville ønske, at nogen havde spurgt, hvordan hun havde det, da hun var barn.

”I hvor høj grad ønsker du at tage dit eget liv? Marker fra 1-10.”

Sådan lød første linje på en bunke af papirer, som Cecilie Bau ved et uheld fandt i sine forældres soveværelse, da hun var 10 år gammel.

På papiret havde hendes mor markeret en cirkel om 10-tallet.

– Når min mor var ked af det, så har jeg trøstet hende og også ret hurtigt lært at tænke, at det nok var mig, der havde gjort et eller andet, som hun blev ked af.

Først for nogle måneder siden gik det op for Cecilie, at hun ikke havde nogen andel af skyld i det udsagn, hun fandt blandt papirerne på sin mors natbord. At hendes mors manglende lyst til at leve, ikke var, fordi Cecilie havde gjort noget forkert.

Men i mange år har det været en automatreaktion for hende at føle skyld og skam over morens psykiske sygdom.

Depressioner og manier

Kigger man på Cecilies barndom udefra, har det set godt og almindeligt ud. Hun er vokset op med sine forældre i en forstad til Odense i en rød murstensvilla med to biler og en campingvogn holdende udenfor.

Hun fik gode karakterer, havde altid rent tøj på og en madpakke med i skoletasken. Men hjemme hos Cecilie så det anderledes ud.

Siden Cecilie var helt lille, har hendes mor lidt af depressioner og manier. Moren havde bipolar lidelse, men var i flere år fejldiagnosticeret som kronisk depressiv.

Moren led blandt andet af shoppemani. Cecilie kunne komme hjem til syv gaver liggende på sin seng, mens moren stod og trippede på hendes dørtrin.

Det var det samme optrin hver gang. Moren sagde, at Cecilie bare skulle sige til, hvis der var noget, der skulle byttes. Hvis Cecilie ”bed på” og sagde, at hun ikke brød sig om en af de trøjer, hun havde fået, skiftede situationen på et sekund.

– Med det samme sad jeg og trøstede min mor over, hvor utaknemmelig jeg var, og hvor hårdt det var for hende, at jeg ikke elskede den nye t-shirt. For det måtte jo betyde, at jeg ikke elskede hende.

Cecilie Bau

23 år. Arbejder til daglig i et køkken på Vesterbro. Laver også podcast. 

Holder foredrag for Psykiatrifonden om at være pårørende til psykisk sygdom.

Har udgivet fotobogen ”Håber du ok”, hvor hun blandt andet bruger virkelige sms’er mellem hende og moren til at vise, hvordan psykisk sygdom i familien kan se ud.

Til januar håber hun at udgive sin podcast ”En pause på for evigt”, hvor hun også sætter ord på sin oplevelse som pårørende.

Skulle gå på listefødder

Da Cecilie var fire år, fik hendes far en hjerneblødning, der gjorde, at han i en lang periode blev fjern. Han var ofte væk til genoptræning, og Cecilie brugte mest tid i selskab med sin mor.   

Cecilie selv beskriver det som et skæringspunkt i sin opvækst, hvor hun første gang dannede en frygt for at miste en forælder. Samtidig rykkede hun endnu tættere på sin mor.

– Jeg har altid følt, at vi havde en tæt symbiose, hvor det kunne være helt utrolig godt, men der lå også hele tiden en frygt for, at det kunne vende meget hurtigt. Så jeg har vægtet mine ord utroligt meget.

Cecilie som barn

Foto: Cecilie Bau, uddrag fra fotobogen "Håber du ok"

Selvom de i familien ikke snakkede om morens sygdom, har Cecilie i en tidlig alder været i svære samtaler, affødt af morens alvorlige depressioner, manier, selvhad og omskiftelige følelsesliv.

– Vi talte om meget mørke ting, som hun gik igennem. I de samtaler delte hun tanker om, at hun ikke havde nogen venner, at folk hadede hende, og at der ikke var nogen, der ville lægge mærke til, hvis hun ikke var her længere. Samtaler, som jeg jo ikke har været klar til.

Pårørende til psykisk sygdom

En ud af fire børn i Danmark vokser op i familier med psykisk sygdom. 70 procent af børnene får ingen hjælp i den forbindelse.

Det viser en undersøgelse fra Psykiatrifonden, hvor over 2.000 forældre har svaret på, om de selv eller barnets anden forælder har en psykisk sygdom, for eksempel angst, depression, misbrug og personlighedsforstyrrelse.

Mere end halvdelen af de børn, der har en forælder med alvorlig psykisk sygdom, bliver selv syge senere i livet.

Kilde: Psykiatrifonden.

Valgte at bryde kontakten

Samtaler mellem Cecilie og moren kunne pludselig skifte fra at handle om hverdagsting til at handle om noget meget mere alvorligt. Som beskyldninger om, at Cecilie ikke elskede sin mor.

Det gjorde, at Cecilie brugte meget energi på at overtænke og -analysere sine egne handlinger i hjemmet.

Da hun som 19-årig flyttede hjemmefra, var hun allerede begyndt at være udmattet i relationen til sin mor.

Selv om de ikke så hinanden så tit, ringede moren ofte. Af og til timelange opkald, hvor moren var meget ked af det og fortalte, at hun ville begå selvmord.

beskedudveksling mellem Cecilie og moren

Beskedudveksling mellem Cecilie og moren. Foto: Cecilie Bau, fra fotobogen "Håber du ok".

Andre gange ringede moren med beskyldninger om, at Cecilie hadede hende og ikke besøgte hende nok.

Ønsker du at se dette indhold skal du acceptere øvrige cookies.

–  Jeg følte, at omsorgsforholdet var vendt om. At det var mig, der tog mig af min mor. Jeg synes, det var uretfærdigt, at jeg stod med det her menneske, som jeg havde ansvar for.

–  Samtidig kunne jeg ikke se nogle andre i syne, der tog det ansvar, så jeg følte heller ikke, at jeg kunne komme af med det og tillagde ikke mit eget ubehag nogen form for værdi.

Hver gang Cecilie prøvede at få sin mor overtalt til at se en psykiater eller tage på den psykiatriske skadestue, nægtede hun. Efter en lang periode, hvor de ikke havde set hinanden, mødtes de på en café.

Det var hårdt for mig at skulle være den, der skulle vurdere, hvor stor truslen var mod hendes liv.

For første gang italesatte moren, at hun var meget syg, og at det var specielt hårdt at være i, når hendes eneste datter ikke tog kontakt til hende og ikke kunne være der for hende.

–  På det her tidspunkt, der tror jeg bare, at jeg havde fået nok. Jeg ville bare gerne ses og anerkendes. Så i stedet for at prøve at rumme min mor, så gik jeg kontra på hende og prøvede at forklare, at det faktisk også var hårdt at være pårørende til en, der havde det så dårligt.

På netop dette punkt kunne de to ikke mødes. Efter café-besøget modtog Cecilie et brev fra sin mor, der i store træk handlede om, at moren var skuffet over hende.

Det brev, Cecilie sendte tilbage, blev deres sidste kontakt.

–  Det var hårdt for mig at skulle være den, der skulle vurdere, hvor stor truslen var mod hendes liv, når hun ringede med selvmordstrusler. Det kunne jeg ikke længere.

Uddrag

Uddrag fra Cecilies brev til sin mor. Foto: Cecilie Bau, fra fotobogen "Håber du ok".

En ny virkelighed

Et halvt år efter Cecilie sendte brevet, fik hun en aften et opkald fra sin mors veninde, der fortalte, at moren havde begået selvmord. Selvom hun altid havde været forberedt på det, brast hendes verden sammen.

– Jeg følte, at jeg meget hurtigt gik fra én virkelighed til en anden.

I rummet ved siden af kunne Cecilie høre sin roommate grine, mens han talte i telefon. Da hun lagde på, gik hun ind og fortalte ham det for at udvide sin nye virkelighed.

Cecilies øjne viger ikke en eneste gang, mens hun fortæller om den aften.

Efter morens selvmord fik Cecilie 10 besøg hos en krisepsykolog gennem det offentlige. Det hjalp ikke, så siden har hun selv fundet en terapeut med speciale i emotionel underudvikling og omsorgssvigt.

– Det har hjulpet enormt meget. Jeg tror ikke, jeg ville evne at leve på en måde, hvor jeg var glad og bare i bidder levede autentisk, hvis ikke jeg havde været ved den terapeut og stadigvæk er det.

Cecilie Bau

Lære sine egne følelser at kende

Som barn har Cecilie lært at lukke af for sine egne følelser, og hun har ikke tillagt sit eget ubehag nogen værdi.

Derfor er hun nu i gang med at lære at mærke sine egne følelser.

– Jeg har altid fået at vide, at jeg var meget stærk. Det var sådan en god undskyldning for ikke at prøve at kigge på, hvorfor et lille barn er stærkt. Det tror jeg, slet ikke er meningen, at børn skal være.

I sin barndom har hun flere gange mødt sætningen: ”Du skal ikke være ked af det, for det er bare sygdommen, der taler.” En sætning Cecilie gerne vil aflive.

For selv om det har været sagt i den bedste mening, har den frataget hende retten til at være ked af det.

– Det gør ondt at få at vide, at man ikke er en god datter, og det gør ondt at få at vide, at man skulle hade sin mor.

– Jeg skulle have haft lov til at blive ked af det og udforske, hvad det gjorde at høre de ting, men det har jeg ikke gjort, fordi det ville jo gøre min mor mere ked af det.

– Det var lidt vigtigere at få slukket hendes smerte, for den kunne potentielt føre til, at hun døde.

Cecilie Bau

Spørg mere

I stedet for at sige, at det bare er sygdommen, der taler, ville Cecilie hellere have haft, at der var nogen, der havde spurgt hende, hvordan hun havde det.

Som barn fik hun ingen hjælp til at navigere i sine egne følelser som pårørende. Hun så gerne, at hun allerede som barn havde fået adgang til terapi, enten alene, som familieterapi eller i form af en børnegruppe.

– Jeg ville ønske, at både min mor og jeg havde fået den rigtige hjælp, så vi også kunne have fået et sprog for det og talt sammen, så det ikke blev den her konstante udveksling af skam.

Cecilie har selv oplevet, at det at være pårørende til psykisk sygdom kan være et tabu.

Siden sin mors død har hun forsøgt at sætte ord på, hvordan det er at vokse op med psykisk sygdom.

Det gør hun blandt andet ved at holde foredrag for Psykiatrifonden om sin erfaring som pårørende.

– Jeg oplever, at der er nogle, der føler sig set i det og det er jeg jo enormt glad for. Jeg kan både mærke, at jeg ikke er alene, men forhåbentlig også give andre den oplevelse.