Werdelins klogeste ord – om stress, kærlighed og alder

Nikoline Werdelin har et særligt øje for andre mennesker – med alle vores særheder, ømheder og sårbarheder. Det har hun vist som tegneserietegner, dramatiker og redaktør for sin egen brevkasse i ugebladet SØNDAG. Nu vender hun sin veludviklede evne og humoristiske blik mod roman-formatet som forfatter til en netop udkommet bog om en 67-årig mand i krise.

I den anledning har vi samlet nogle af hendes bedste og mest livskloge råd og betragtninger – om alt fra stress og livskriser til gode, sunde grænser og de nye egenskaber, der kan dukke op med alderen.

Om stress

- Jeg ved ikke, hvor mange SØNDAG-damer jeg ikke har korresponderet med igennem årene i brevkassen, som har haft stress, og hvor jeg har skrevet: ”Hør nu her: Der er intet vigtigere end dit helbred. Intet. Og al den der pligtfølelse over for dit og dat, væk med den. Du må sige fra, du må sætte grænser, du må passe på dig selv!” Og alligevel stod jeg der pludselig selv. Igen.

Fra interview om den nye bog, ”Hvordan man redder en lemming”, som blev til, oven på en periode med stress, i SØNDAG, 2020

Nikoline Werdelins nyeste bog er "Hvordan man redder en lemming", og handler om Hans, som er en 67-årig nyskilt og fyringstruet biolog, der helst ikke forlader sin lejlighed. Han er stærkt optaget af sin potens, kvinden, han aldrig fik, og lemmingen, som han elsker for dens mod til at skrige ad en meget større fjende og for dens accept af sit enkle liv: Den spiser, formerer sig, undviger døden. Lidt ligesom Hans selv. Sådan får det dog ikke lov at fortsætte … Køb den her

Om gode leveregler

- Jeg fik en bog anbefalet i efteråret, som jeg har meget glæde af. Den hedder "De fire leveregler" (forlaget Borgen), og de fire regler er baseret på gammel toltetisk visdom og følger her: 1) vær ren i dit ord 2) tag ikke noget personligt 3) lad være med at formode noget 4) gør altid dit bedste (...) Disse fire regler sender os tilbage til vores side af hegnet – og hjælper os til ikke at koncentrere os om motiver og svigt fra den anden side.

Fra brevkassen ”Nikolines brevkasse” i SØNDAG, 2009

Om at sætte grænser

- Tidligere havde jeg et billede af mig selv som temmelig ekstrovert. Jeg kunne underholde et helt middagsbord som en slags siddende stand-up-comedian, klare to måneders prøveforløb og få en samlet teaterstab til at lytte, holde foredrag og gøre ved. Men jeg har opdaget, hvor udmattet det gør mig. (…) I dag ved jeg, at hvis jeg SKAL til en fest, så gælder det om hurtigst muligt at finde gode, gamle onkel Georg og trække ham med hen i et hjørne og sidde der og snakke. En eller to fine kontakter er rigeligt. Det har jeg lært af at blive ældre. Midalderen er en chance for at få et nyt ego. Tænke anderledes. Og dét at bo lidt væk har hjulpet mig med at sætte grænser.

Interview i JydskeVestkysten, 2013

Om at håndtere det svære

- Helt basalt er det jo noget med, at hvis man tager en pille for at få det, der gør ondt, til at gå væk, lærer man jo ikke at deale med det.

Interview i tegneseriemagasinet Nummer9, 2014

Om parforhold

- Hvordan fungerer et parforhold bedst? Mellem to, der har mange fællestræk, eller to, der er helt forskellige? Selv hælder jeg til, at det er bedst at ligne hinanden... Jeg synes, der er så meget, der lykkes uden ord, og jeg er glad for den følelse, helt nede i dybet, af at have en sjælemage. Jeg tror dog, at det er godt, hvis man har forskellige måder at ”mestre” tilværelsen på (…) Når én bliver for følsom, må den anden være robust. Det er i parforhold som i søskendeflokke – man polariserer sig automatisk – og det, tror jeg, er en gave. At tage noget på sig, som man er uvant med – for naturen tillader ikke, at der er to, der sidder i en krog.

Fra brevkassen ”Nikolines brevkasse” i SØNDAG, 2019

Om taknemmelighed for kærligheden

- Jeg har ikke brug for ret meget. Hvis jeg boede alene, ville jeg måske ikke have det sådan. Men jeg er sammen med det menneske, jeg synes er den klogeste og sjoveste, jeg kender. Og hvis jeg har ham og hunden og naturen, og hvis jeg må skrive og snakke lidt i telefon, kan jeg åbenbart klare mig i månedsvis.

Interview i Politiken om corona-lockdown og at have god tid til at skrive sin nye roman ”Hvordan man redder en lemming”, maj 2020

Om at tro på andet end sig selv

- Jeg kan huske, engang jeg sagde til en mand fra Texas, som jeg traf i Berlin: ”Jeg har altså virkelig svært ved at tro på en højere magt.” Og så sagde han: ”It doesn’t matter. As long as you know it’s not YOU.” Altså huske, at man er en del af en meget stor organisme og ikke sætte sig selv forrest og øverst.

Interview i onlineprogrammet Forfattermorgen med Mikkels Fønsskov om hendes nye roman ”Hvordan man redder en lemming”, oktober 2020

Om sensibilitet og stress

- Jeg er jo 53 år gammel nu, og har prøvet at være udbrændt – i 2006 – og siden da har jeg haft en sensibilitet, hvor jeg ikke så godt kan tåle stress mere. Adrenalin virker ikke længere på den samme måde, som da jeg var ung, hvor det næsten var et dejligt stof.

Om korte deadlines og den lurende stress. I interview til tegneseriemagasinet Nummer9, 2014

NIKOLINE WERDELIN

• Født 15. september 1960 i København
• Boede fra 2006 til 2014 i Berlin, bor nu skiftevis i København og på Vestsjælland
• Vandt som 24-årig en tegneseriekonkurrence i Politiken med tegneserien ”Café” – hvilket satte gang i karrieren
• Tegneserieskaber, dramatiker, brevkasseredaktør og lige nu aktuel med sin første roman, ”Hvordan man redder en lemming”. Læs mere her
• Står bl.a. bag tegneserierne ”Homo Metropolis”, ”Laura og Nugga” og ”Nina fra Rosengade”, teaterstykkerne ”Den blinde maler” og ”Liebhaverne” og har i 16 år været brevkasseredaktør på ugebladet SØNDAG