Krop & velvære

Vasker du dine hænder godt nok?

af Ilona Suonperä Jacobsen 30. oktober 2012
foto: Pantherstock
Danskerne er ikke gode nok til at vaske hænder, mener læge. Og det kan få alvorlige konsekvenser. Læs hvilke lige her

Vi ved at vores håndhygiejne er vigtig, når man taler om at forebygge spredningen af forskellige sygdomme. Men selv vi godt ved, at det er vigtigt at give vores hænder den helt store tur med sæbe og vand, når vi har været på toilettet, så er vi ikke helt så gode til det, som man kunne ønske sig lyder det fra Claus Malta Nielsen, der er kommunallæge og næstformand i Rådet for Bedre Hygiejne, som arbejder for at give danskerne mere viden om netop hygiejne.

LÆS MERE: Din karklud kan være direkte farlig for din sundhed. Få svaret på, hvor ofte du bør skifte karkluden, hvis du vil undgå at blive syg af den.

Er vi danskere gode til at vaske hænder?

Nej. Rigtig mange bliver syge med infektionssygdomme som Roskildesyge med opkast og diarre, luftvejslidelser som hoste og forkølelse og influenza. Det er sygdomme, vi typisk smitter os selv eller andre med via vores hænder - det kan forebygges med god hygiejne.

Hvornår er det vigtigt at vaske hænder?

Før madlavning og spisning og efter toiletbesøg (både stort og småt). Når du har hostet eller nyst i hænderne eller pudset næse. Når du har været i butikker eller steder, hvor mange mennesker færdes og rører ved håndtag, betalingsterminaler m.v.

Hvad er resultatet af mangelfuld håndvask?

Du kan have bakterier eller virus på hænderne, som kan gøre dig syg, hvis du f.eks. gnider dig i øjnene, sutter på fingrene eller piller dig i næsen. Du kan også overføre smitten til andre, f.eks. når du skærer brød i kantinen på jobbet.

LÆS MERE: Vil du undgå at blive forkølet, så giver vi dig her 10 gode råd, så du kan undgå snot og hoste.

Hvor går det oftest galt med håndvasken?

Mange vasker hænder forkert og for dårligt. Hænderne bliver ikke rene af en hurtig tur under hanen. Lidt vandsjask og fugtige hænder kan derimod øge risikoen for smitte via hænderne.

Hvordan vasker vi hænder, så de bliver rene?

Det er uvæsentligt, om vandet er varmt eller koldt, men sæben er vigtig, da det fjerner den fedthinde, som ellers kan indkapsle bakterier og virus. Du skal gnide alle steder på hænder og fingre. En god håndvask tager omkring et minut. Når hænderne er skyllet fri for sæbe, er det vigtigt at tørre dem helt fri for vand i et tørt håndklæde. Du kan bruge håndsprit fra apoteket til at desinficere dine hænder, når du ikke kan komme til at vaske dem, f.eks. på rejse.