Pluk selv tang til maden
Tang er i de sidste år blevet en mere og mere populær spise. Vi har rigtig meget af det på vores lange kyststrækninger herhjemme, klar til at blive plukket og spist.
Så hvis du har mod på selv at tage ned til kysten og indsamle den marine alge til brug i madlavningen, får du her fødevarestyrelsens gode råd.
Pluk tang fra vandet – ikke fra stranden.
Pluk kun tang, der er helt frisk. Tangen må ikke samles ind fra stranden, men skal plukkes i vandet.
Spis kun tang, der har vokset i vand, der er klart og rent.
Undgå at samle tang ved havne og byer samt ved åer eller spildevandsudløb.
Hold dig til bestemte tangarter
Lad være med at spise tang, du har plukket, hvis du ikke kender arten.
Spis kun de arter af tang, der traditionelt er blevet brugt som fødevare i Nordeuropa. Fx arter som blomkålstang (Chondrus crispus), blæretang (Fucus vesiculosus) og rød purpurhinde (Porphyra purpurea). Undgå arten søl (Palmaria palmata).
Hvis du gerne vil spise meget tang, skal du holde dig til undersøgte arter, fx nori-tang.
Lav din egen sushi med tang. Se opskrift lige her.
Gør tangen ren inden spisning
Rengør tangen omhyggeligt, inden du spiser den.
Skyl tangen i havvandet når du indsamler den, og fjern alle synlige organismer på tangen.
Vask tangen grundigt i rent postevand lige inden du skal bruge den, da ferskvand nedsætter tangens holdbarhed.
Særlige råd
Personer med sygdom i skjoldbruskkirtlen, gravide, mindre børn og ammende mødre bør være påpasselige med at spise tang, fordi der kan være højt indhold af jod i tang.
Spis varieret
Husk at spis varieret. Tang er fint at spise en gang imellem, men du skal være forsigtig med at spise tang hver dag. Specielt, hvis du altid spiser den samme art af tang.
Kilde: Fødevarestyrelsen.dk