Kvinde i overgangsalderen
Sundhed

Overgangsalder: For mange kan det være godt nyt at komme i overgangsalderen

11. januar 2022
afTrine Solberg, kk.no
Udgivet første gang i 2019. Foto: Shutterstock
Overgangsalderen har fået et ufortjent dårligt rygte, mener læge og forsker Lotte Hvas. Læs her om alle fordelene ved overgangsalderen.

Overgangsalderen er for nogle forbundet med hedeture, kraftige og uregelmæssige menstruationer og tørre slimhinder, og det faktum, at man ikke længere kan få børn.

Men for mange er det en fin tid. Der er mange myter, og dem vil læge Lotte Hvas til livs.

Hun arbejder ved forskningsenheden for Almen Praksis ved Københavns Universitet og har forsket i overgangsalderen i flere årtier. Hun er forfatter til bogen ”Overgangsalderen – Bedre end sit rygte”.

- Der er to grunde til, jeg ville skrive denne bog. En grund er, at når jeg talte med kvinder om overgangsalderen, gik det op for mig, at mange efterspørger viden, og ofte ganske detaljeret viden. Mange ved kun lidt om det, og siger, de er underernærede, når det gælder kendskab til deres egen krop, siger Lotte Hvas.

Mange får ingen symptomer

Desuden er overgangsalderen et tabu, mener hun – ordet har fået en negativ klang, som det ikke helt fortjener.

- Jeg mener, der er brug for en anden måde at tale om overgangsalderen på.

Myterne om overgangsalderen går blandt andet på, at mange knytter den til alderdomstegn, som at håret bliver gråt og tyngdekraften har fået fat.

Desuden er det ikke alle, der får symptomer på overgangsalderen i det hele taget, mens billedet, mange har af overgangsalderen hælder mod en lidende kvinde uden seksualitet, i voldsomme hedeture og med et kedeligt, gråt liv.

Omkring en ud af tre får generende symptomer i forbindelse med overgangsalderen, men ligeså mange får aldrig nogle symptomer.

- Selvom man har symptomer, så har man også et ganske godt liv i denne livsfase. Mange føler, de befinder sig et sted, hvor de har sluttet fred med sig selv, de har tid og erfaringer. Det er lettere at være kvinde mellem 50 og 60, end det er at være helt ung og med mange krav, siger Lotte Hvas.

Fordele overgangsalder

Overgangsalderen starter omkring 50-årsalderen

I overgangsalderen stopper kroppen gradvist med at producere kønshormonerne østrogen og progesteron i æggestokkene.

Når der næsten ikke produceres mere, udebliver menstruationen også, og man kan ikke længere blive gravid. Dette er for mange en positiv ændring samtidig med, at det kan føre ubehagelige symptomer med sig.

- Overgangsalderen er perioden omkring menopausen, som er den sidste menstruation. Den indtræder omkring 50-52-års-alderen, fortæller Mette Haase Moen, der er specialist i fødselshjælp og kvindesygdomme og professor emerita ved Norges Teknisk-Naturvidenskabelige universitet, NTNU.

Nogle år før menopausen vil de fleste mærke, at deres cyklus ændrer sig.

Den kan være kortere eller længere end sædvanligt, og man kan opleve, at man ikke får menstruation en måned, for så at få langvarige og kraftigere blødninger den næste.

Kan give generende symptomer

- Hos ca. 25 procent kan hedeture komme og gå før menopausen. Efter menopausen vil ca. 80 procent få symptomer, som hos 30 procent kan blive svært generende, fortæller Mette Haase Moen.

Disse symptomer varer gerne fire til syv år, fortæller hun, men hos nogen fortsætter de resten af livet.

Søvnforstyrrelser er også noget, der bliver knyttet til overgangsalderen, og Mette Haase Moen forklarer, at hos mange bliver hedeture og nattesved et problem, der går ud over hverdagen.

overgangsalder hedeture søvnbesvær fordele

- Det kan medføre træthed og koncentrationsbesvær – og eventuelt depressioner. Senere kan der hos halvdelen af kvinder over 60 år komme symptomer fra skeden, der bliver tør, og det kan give problemer med ømhed og eventuelt blødninger ved samleje.

En lettelse af slippe for menstruationen

Ifølge Mette Haase Moen er der heldigvis mere åbenhed omkring overgangsalderen i dag, og færre forbinder menstruation og frugtbarhed med kvindelighed og ungdommelighed.

- Det skal nævnes, at det også kan være en lettelse at stoppe med at menstruere og det, der følger med: PMS, bind og tamponer – især, når blødningerne ikke længere er regelmæssige – og eventuelt også selve ubehaget med menstruationssmerter. Og ikke mindst behøver man ikke tænke på prævention, siger hun.

Lotte Hvas påpeger, at overgangsalderen ikke skal bagatelliseres. Nogle kan få store gener i denne periode af deres liv, og for alle gælder det, at kroppen skal igennem en forandring.

- Kvinder kender deres krop godt, og når der sker en forandring, kan der virke truende, siger hun.

Ikke slut med sex i overgangsalderen

Samtidig mener hun altså, at overgangsalderen har et ufortjent dårligt rygte. Det er en helt nødvendig forandring, og for mange er netop denne tid i livet en af de bedste.

Det er ofte en periode, hvor kvinderne får tid til at reflektere og til at finde ud af, hvad de vil gøre med deres liv.

Vi skal ikke fortsætte med at få børn efter de 50. Det kan skade moderen og give barnet misdannelser. Derfor er det godt, vi har denne livsfase – fordi vi mennesker fortsætter med at være seksuelle væsener, siger Lotte Hvas.

For sexlivet behøver ikke stoppe, selvom overgangsalderen er et faktum.

- Mange er bekymret for sexlivet. Efter overgangsalderen kan slimhinderne blive tørre, men det findes lokalbehandling til – både med og uden hormoner, siger Lotte Hvas.

- Mange tror, at livet nærmest er slut. At alt bare er skidt, men der er hovedsageligt tre symtomer, man behøver at tænke over, og det er slimhindeforandringer, hedeture og blødningsforstyrrelser, og de kan alle behandles.

Læs også