Krop & velvære
30. maj 2012

Her har du to hormonvenlige retter

Disse to lækre retter kan hjælpe mod bl.a. humørsvingninger, hedeture og overgangsaldersymptomer
Af: Mia Qvist Scheelsbeck, Newsdesk, Aller Media
https://imgix.femina.dk/media/1a01625f1ea14348adb68f307c46ded4.jpg

Foto: Frederikke Heiberg

Det er ikke helt ligegyldigt, hvad du putter i munden, når det kommer til at stabilisere hormonbalancen - hormoner i ubalance kan nemlig give gener som hedeture og humørsvingninger.

Men en hormonvenlig kost med vægt på sunde proteiner samt masser af grøntsager og krydderurter, kan på en mild måde få hormonsystemet i balance, og kosten kan gavne både immunsystemet og fordøjelsen.

Snyd overgangsalder med kosten: Hedeture og ubehag i overgangsalderen kan mindskes, hvis kvinder spiser phytoguf, altså mad med naturligt indhold af planteøstrogener.

Det forklarer Sandra Pugliese, der er kok, foredragsholder og forfatter til bogen 'Kvinde, optimér din kost'.

Her får du to opskrifter fra bogen, som er gavnlige for hormonbalancen:

Belugalinser med salsa verde, sprøde grøntsager og feta

4 portioner. Tilberedningstid: 30 minutter.

Denne salat har en del ingredienser, og den er derfor nemmere at lave til 4 end til 2. Den smager skønt dagen efter i madpakken, og du kan evt. vente med at blande løg, courgetter, peberfrugt, tomater, feta og skinke i halvdelen af portionen til næste morgen; så forbliver de nemlig sprøde og lækre.

Ingredienser:
200 g belugalinser eller grønne linser fra Puy, 1 fed finthakket hvidløg, 1 spsk. grovkornet sennep, 2 håndfulde rucolasalat (ca. 50 g), 1 håndfuld persille, 1 spsk. mørk balsamico, 4 spsk. ekstra jomfruolivenolie, 50 g lufttørret skinke - kan udelades, ½ lille finthakket rødløg, ½ lille courgette, som er skåret julienne dvs. tynde strimler, ½ gul peberfrugt skåret i tynde strimler, 6 små tomater skåret i halve, ½ fintrevet øko-citronskal, 50-75 g fårefeta, alternativt gede- eller komælksfeta, salt og friskkværnet peber og evt. lidt finthakket rød chili uden kerner.

Fremgangsmåde:
Kog linserne efter anvisningen på pakken og kassér kogevandet. Mens linserne koger, kør hvidløg, sennep, rucola, persille, balsamico og olivenolie på en foodprocessor til en cremet salsa verde. Sprødsteg skinken på en tør pande og sæt den til side.

Bland salsa verde samt grøntsager i de lune linser, smag til med citronskal, salt og peber samt evt. lidt chili og anret drysset med feta og pyntet med den sprødstegte skinke knækket i mindre stykker.

Kylling med chili og koriander

4 portioner. Tilberedningstid: 1½ time plus minimum 1 times marinering af kyllingen.

Jeg fik en veninde til at teste denne opskrift for mig, idet jeg under min graviditet på nogle dage syntes, at alting smagte mærkeligt, hvilket ikke var helt optimalt, idet jeg jo var i gang med at udvikle retterne til denne bog.

Hun skrev begejstret til mig, at det var den bedste kyllingeret, hun længe havde smagt, og at den faktisk smagte så godt, at hun måtte slikke tallerkenen for at få de sidste vidunderlige smagsindtryk med. Well, det må vel siges at være en ganske god anbefaling, fortæller Sandra Pugliese.

Andrea Elisabeth Rudolphs ufanatiske livsændring: Læs, hvorfor Andrea Elisabeth Rudolph stiftede sit firma, Rudolph Care, og få hendes gode råd til en hverdag uden kemikalier

Ingredienser:
1 hel kylling (gerne øko, halveret), 1 finthakket rød chili med kerner, 3 finthakkede fed hvidløg, ½ dl olivenolie, 2 øko-citroner både saften og skallerne, salt, 1 finthakket skalotteløg, 1 finthakket rød chili med kerner, 2 finthakkede fed hvidløg, 1 øko-citron både fintrevet skal og saft, ½ dl ekstra jomfru olivenolie, 1 stor håndfuld finthakkede koriander.

Fremgangsmåde:
Marinér kyllingen mindst 1 time (gerne natten over) i chili, hvidløg, olivenolie, citronsaft og de 'tomme skaller' samt lidt salt i en stor frysepose, så du kan vende og dreje den undervejs.

Forvarm ovnen til 220 grader. Læg de halve kyllinger i et ildfast fad sammen med marinaden og steg dem først 10 minutter ved 220 grader. Sænk varmen til 150 grader og steg dem færdige 75-90 minutter til de er møre og saftige. På denne måde ved lave grader bliver kyllingen ikke tør, men dejlig saftig, når den langtidssteger.

Mens kyllingen steger, bland da skalotteløg, chili, hvidløg, citronskal og -saft, olivenolie og koriander og hæld salsaen over den varme kylling, når den er færdig og klar til servering.

Servér kyllingen med en salat.

Læs også