Krop & velvære
10. juli 2012

Derfor skal du nyde sommerens kirsebær

De er søde, sprøde og ganske sunde. Læs her, hvorfor du skal spise masser af kirsebær
Af: Mia Qvist Scheelsbeck, Newsdesk, Aller Media
opskrift

foto: pantherstock.com

Det er snart højsæson for kirsebær, og der er god grund til at gå om bord i de sprøde bær. Kirsebær har nemlig en række positive effekter på dit helbred.

Der er dog en del sukker i de søde kirsebær, så hvis du vil holde den slankelinje, skal du nok droppe tanken om at spise en stor bunke kirsebær hver eneste dag.

IForm har her samlet en række positive effekter, som kirsebær har på vores sundhed.

De positive effekter fra kirsebær

Hjertet
Kirsebær har et rigtig højt kaliumindhold, og det er rigtig godt for dit hjerte. Det er nemlig med til at sænke blodtrykket. Antocyaniner, der er mikroskopiske farvestoffer i kirsebær, er med til at styrke immunforsvaret og forebygge hjertekarsygdomme ved at slå ned på de frie radikaler, der ødelægger vævet. Fibrene i kirsebær sænker i øvrigt også kolesteroltallet og nedsætter risikoen for blodpropper.

Søvn
Har du problemer med søvnen, skal du bare prøve at drikke lidt kirsebærjuice. Det er nemlig med til at øge koglekirtlens produktion af melatonin, der er et døgnrytmehormon. Det kan betyde, at din søvn bliver længere og bedre.

Kræft
Forskningen er stadig på et tidligt stadie, men forsøg på rotter har vist, stoffet perillylalkohol, der findes i bl.a. kirsebær, får kræftceller til at begå selvmord. Det vides dog ikke, om det virker på mennesker, og hvor mange kirsebær der i så fald skal til.

Smerter
Der kan sætte sig såkaldte urinsyrekrystaller fast ved hænderne, knæ og tæer, hvilket kan give store smerter. Kirsebær hjælper kroppen med at udskille den nødvendige urinsyre fra blodet, så smerterne går væk. Det kræver dog mindst 45 stk. kirsebær, før effekten kan ses, har amerikansk forskning påvist.

LÆS MERE: Guide til de vigtige vitaminer

Gratis sunde tips på facebook?

Vil du gerne have gratis sunde tips direkte på facebook? Så vær med i sundhedsgruppen, som er resultatet af et samarbejde mellem SØNDAG, Femina, ELLE, Q og Mad & Bolig. Giv gruppen "Sunde tips - hver dag" et "like" lige her.

Læs mere om:

Læs også