Debatten om mælk
Med jævne mellemrum dukker debatten op i medierne: Er mælk kræftfremkaldende?
Påstande om, at mælk kan give både brystkræft og prostatakræft huserer i nyhederne i disse dage, og det kan være svært at finde ud af, hvordan vi pludselig skal forholde os.
Lad os derfor som det første slå fast: det er ikke endegyldigt bevist, at mælk giver kræft. Og mælk har bestemt ikke kun dårlige egenskaber.
Kræftens Bekæmpelse er opmærksom på den mulige sammenhæng mellem mælk og kræft og mener, at overordnet set, så udvikler mennesker, der drikker meget mælk ikke oftere (eller sjældnere) kræft, end mennesker som drikker lidt eller ingen mælk.
Kræftens Bekæmpelse fortæller, at det gode ved mælk er at:
• Mælk sandsynligvis beskytter mod udviklingen af tyktarmskræft
• Mælk muligvis kan have en beskyttende effekt i forhold til blærehalskræft
• Mælk giver stærkere knogler
De mindre gode ting KAN være at:
• Der muligvis kan være en sammenhæng mellem høj indtagelse af mælk og udviklingen af prostatakræft på grund af det høje indhold af calcium i mælken
• Der er uklare resultater i undersøgelser, som forsøger at finde ud af, om der er en sammenhæng mellem mælk og kræft i æggestokkene.
Måske du i medierne har læst, at mælk påvirker de såkaldte IFG-1-hormoner, og at du dermed har øget risiko for at få kræft. Og det er også påvist, at mælk kan have en effekt på disse hormoner. Dog fortæller Kræftens Bekæmpelse, at andre beskyttende egenskaber fra mælken er med til udligne stigninger i hormonniveauet.
Kræftens Bekæmpelse hverken til- eller fraråder mælk, men de studerer løbende sammenhængen mellem mælk og kræft - indtil videre uden overbevisende resultater.
De er dog bekymrede for, om danskerne kunne finde på at erstatte mælk med for eksempel sodavand, som for alvor kan give livsstilssygdomme.
Gå derfor ikke i panik over mælken men praktiser levereglen "Alt med måde". En god, sund og balanceret livsstil er det, der i sidste ende skal holde din krop sund og rask.
Kilde: Kræftens Bekæmpelse.